Titel: de Forfatter: Helle Helle Forlag: Rosinante Udgivelsesår: 2018
Citat: “I juni kan hendes mor ikke komme igennem sin syltetøjsmad. Hun plejer at spise både den og en med honning og en halv ostemad på toast. Den anden halvdel pakker hun så ind og tager med i forretningen. Nu sidder hun og trommer med neglene i bordpladen ved siden af tallerkenen, det er jordbærsyltetøj, hun puster en lok væk fra ansigtet. Hun er virkelig ikke sulten. Men mange har jo ingen appetit så tidligt på dagen.”
de af Helle Helle er en roman, der på mange måder formår at være knugende trist, hjertevarm, og humoristisk på en og samme tid. Som læser møder man den 16-årige hovedperson og hendes enlige mor, og får et næsten intimt indblik i deres liv, som på mange måder vendes på hovedet, da moren bliver alvorligt syg. De taler aldrig om sygdommen, så den kommende sorg og det uundgåelige tab som hovedpersonen snart vil blive udsat for, bliver aldrig rigtigt bearbejdet. I stedet taler de om alt muligt andet, griner en hel del sammen, og forsøger på næsten tragikomisk vis at leve videre, som om sygdommen slet ikke er der. Men det bliver også kun lige et forsøg, for lige under overfladen lurer alle de ting der ikke bliver sagt. Så alt i alt er dette en bog, hvor man som læser gentagende gange må græde og grine, idet hovedpersonen og hendes mor forsøger at holde fast i en hverdag, som pludselig er blevet skrøbelig og meget, meget tidsbegrænset.
Det mest bemærkelsesværdige ved bogen – hvilket også er noget man meget hurtigt opdager som læser – er den usædvanlige måde hvorpå den er skrevet. Alt er skrevet i nutid med undtagelse af dialog. Og selvom dette til at starte med virker højst besynderligt, så vil man som læser efterhånden erkende, at det giver perfekt mening. For når en katastrofe rammer, så befinder man sig i den reneste form for nutid, og alt føles som om det foregår i slowmotion. Hvorfor skulle det være anderledes i dette tilfælde? Desuden giver det også en fornemmelse af, at hovedpersonen forsøger at undertrykke alle tanker omkring det uundgåelige. Det lader nemlig til, at hovedpersonen har så travlt med at genkalde sig minder, at fortiden og nutiden nærmest flyder sammen, hvilket distraherer hende fra den meget nære fremtid, som hun ikke ønsker at erkende. Dette kommer især til udtryk når hun ufrivilligt bliver mindet om det, og hurtigt benægter det: “-Hvis jeg dør, skal I ikke tage bedemand Hansen, han udlover tre flasker rødvin, det er modbydeligt, siger hun. -Så er det godt, du ikke dør, siger hun, hun vil gerne tilbage til stegepanden, blusset er tændt”.
En anden bemærkelsesværdig ting er bogens slutning, eller nok nærmere mangel på samme. Slutningen er nemlig cirkulær, dvs. at bogens start er en del af slutningen, og slutningen stopper der hvor starten begynder. Det er en interessant måde at afslutte historien på, og som læser kan man ikke gøre andet end at slå op på første side igen. Det vækker nemlig undren og overraskelse, og til at starte med kan det være svært at finde en umiddelbar mening med denne slutning. Men præcist som den rene nutid, så giver det egentlig meget god mening når man tænker over det. Den cirkulære slutning giver nemlig historien en følelse af kontinuerlighed, som om der slet ikke er nogen endelig slutning. Og selvom man som læser udmærket godt er klar over, hvad bogens egentlige slutning er: den uundgåelige død af hovedpersonens mor, så kan man godt sætte sig ind i hvorfor hovedpersonens narrativ ser ud som det gør. I den periode som historien foregår i, befinder hovedpersonen sig nemlig i et stadie, hvor hun slet ikke er i stand til at erkende at hendes mor skal dø. Og når nu det er sådan en kæmpe del af historiens handling og tema, ville det så ikke virke mærkeligt at slutte den med morens død? Tværtimod, så lader den cirkulære slutning til at understrege temaet og handlingen, og giver på den måde læseoplevelsen et sidste mærkbart løft.
Den sidste bemærkelsesværdige ting er, at der ikke er et eneste tidspunkt i bogen, hvor hverken hovedpersonen eller hendes mor nævnes med navn. Det er bestemt ikke nogen typisk ting at opleve i en bog, og som læser kan man også opleve en del forvirring under læsningen. Det er nemlig ikke altid helt klart, om en beskrivelse omhandler hovedpersonen eller hendes mor. Men måske er det netop det der er pointen. Historien handler jo ikke om hovedpersonen og hendes mor som to forskellige individer, men om dem som en fælles enhed, et “de” – som titlen jo også referer til – der i en nær fremmed skal forsvinde. Ved at holde dem navnløse gennem hele historien tydeliggøres denne fælles enhed, hvilket også sørger for, at læseren ikke kan undgå at opdage vigtigheden af dette beskedne “de”. Og det er netop heri bogens tristesse ligger. Som læser ved man jo – ligesom hovedpersonen og hendes mor – at dette “de” snart er slut, og at det vil ende ud med et enkelt “hun” der står tilbage helt alene.
Vurdering: 5/5
At læse denne bog er en oplevelse. Der er ingen andre måder at beskrive det på. Bogen er en historie og et stykke kunst på en og samme tid, og trods den tid det tager at vænne sig til skrivemåden, så er den en fornøjelse at læse. Man kan virkelig mærke, at Helle Helle har givet sig tid til at tænke over, helt præcist hvordan denne historie skulle fortælles, og lige netop det gør at bogens alternative fortællemåde holder. Så alt i alt; hvis man ønsker at læse en bog der kræver en smule tænkning og fortolkning fra læserens side, så kan jeg intet andet gøre end at anbefalde denne bog.