Måned: maj 2020

Udgivet den

Boganmeldelse af Bogtyven

Titel: Bogtyven
Forfatter: Markus Zusak
Illustrator: Trudy White
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 2008
Oversætter: Ole Hansen

Det er ikke nemt, at bo i Nazityskland under anden verdenskrig. Det oplever den unge pige Liesel Meminger på nært hold, da hendes bror dør på vejen hjem til deres nye plejefamilie. Det er ved sin brors grav, at hun starter sin karriere som bogtyv, da hun stjæler en bog der ligger glemt i sneen. Det er den bog, der starter hendes forkærlighed for bøger, da hun efterhånden lærer at læse i den af sin plejefar. Det er dog farlige tider at leve i: især hvis man er bogtyv og ens plejefamilie skjuler en jøde i kælderen!

Bogtyven er nok en af de mest smukke og hjerteskærende bøger jeg nogensinde har læst. Markus Zusak har gjort et rigtigt godt stykke arbejde i at beskrive, hvordan Døden selv opfatter den unge Liesel Memingers perspektiv på livet under krigen. Der er nemlig både kynisme og humor i de simple betragtninger i historien, og kun Døden ville være i stand til at fortælle om de mange tragiske begivenheder på den måde.

Noget af det allerførste der slog mig ved bogen var, hvodan den er skrevet. Den er nemlig skrevet på en meget faktisk måde, der beskriver lige præcist hvad der sker og ikke mere end det. Og alligevel, så foregår der så meget mere under det der står skrevet. Der kommer nemlig så mange små detaljer med i de meget faktiske beskrivelser. Man fornemmer snarere karakterernes følelser end man læser dem. Det er nemlig sjældent at der direkte står hvad de føler, i stedet må man finde frem til det gennem deres handlinger. Det gør, at selvom beskrivelserne er “kolde og faktiske”, så kan man virkelig fornemme den varme og venlighed der findes mellem de forskellige personer der optræder i bogen.

En anden ting der også er bemærkelsesværdigt er ordvalget. Zusak bruger ord til at beskrive ting, som man ikke er vandt til beskriver ting. Det skaber nogle helt unikke og finurlige sproglige billeder, som er med til at skabe historien. Det er jo trods alt ikke hver dag man får at vide, at en karakter har sumpede øjne eller et bølgepap ansigt. Det gør dog også at man virkelig kan mærke, at Døden fortæller om en ung pige. Man kan nærmest føle, at selvom det er Døden der taler, så stammer beskrivelserne oprindeligt fra Liesel og hendes naive og lidt “barnlige” måde at opfatte verden omkring hende på.

Den sidste ting jeg fandt bemærkelsesværdigt ved bogen er, at man allerede fra starten af får at vide hvordan bogen slutter. Det er en ret anderledes måde at fortælle en historie på, og alligevel passer det virkelig perfekt ind i bogen. For hvorfor ville det ikke gøre det? Med Døden som fortæller giver det jo perfekt mening, at det med tid bliver set på en anden måde end fuldstændigt kronologisk. Og det fjerner på ingen måde spændingen fra bogen. Selvom vi kender til slutningen fra start, så mangler historien ligesom. Vi mangler at få at vide helt præcist hvordan Liesel havnede i den situation som er slutningen. Og det er lige præcis det der gør, at bogen er spændene på trods af, at vi allerede kender slutningen.

Alt i alt vil jeg sige, at Markus Zusak gjorde et rigtig godt stykke arbejde i, at beskrive hvordan Døden ser på Liesels oplevelser. Humoren og kynismen der ligges på det barnlige og naive synspunkt gør, at bogen er helt unik. Der er intet der pakkes ind, man får alt at vide helt præcist som det er. Og det gør at bogen er helt og aldeles uforglemmelig, når først man har læst den.

Vurdering: 5/5

Det eneste “dårlige” ved bogen er, at jeg gerne ville have mere at vide om hvad der skete efter slutningen af bogen. Vi får meget kort at vide hvad der skete, men slet ikke nok til at man virkelig ved hvad der skete. Der er så meget der ikke bliver fortalt om, og så meget tilbagelagt til spekulationer. Det synes jeg er en smule ærgerligt, men det er på ingen måde noget der ødelægger bogen. Derfor kan jeg ikke andet end at give bogen 5/5, da det alt i alt er en velfortalt, smuk, og hjerteskærende bog, der ikke er til at glemme igen.

Udgivet den

5 ting du kan gøre hvis du ikke er motiveret

En af de mest frusterende følelser jeg kender er, at være inspireret uden at være motiveret. Det er ligesom om, at uanset hvor god den idé du har fået er, så er inspirationen bare ikke nok til at få motivationen frem. Så du sidder bare og stirrer ind i dit åbne dokument, uden at få inspirationen ud. Dette kan nærmest føles umuligt at komme ud af igen, men det er det ikke. Det har jeg fundet ud af nu. Og jeg har fundet nogle tips som jeg mener måske også kan hjælpe dig.

1. Find ud af hvad der gør dig umotiveret

Ret indlysende, ikke? Men ikke just nemt. Det kan nemlig være rigtigt svært, at finde ud af hvad der helt præcist forårsager ens mangel på motivation, da det ofte er en følelse der kan opstå ud af det blå. Tingen er dog bare, at uanset hvor irrationel det kan føles, så er der altid en årsag til det. Faktisk, så er der flere ting der kan gøre dig umotiveret end jeg kan nævne. Det er derfor super vigtigt at finde ud af hvad det helt præcist er. Du kan nemlig kun løse dit problem, hvis du ved hvad der forsåger det.

2. Tænk på, at inspirationen dør ud igen

En ting der ofte motiverer mig er at tænke på, at inspiration ikke er evigt. For hvis du ikke handler på din inspiration, så forsvinder den igen. Det er en ting, der hurtigt får mig til at sætte mig ned, og komme i gang med at skrive. Der findes nemlig ingen værre følelse, end at få sin motivation tilbage, bare for at opdage at inspirationen er døet ud. Derfor kan man bruge den frustration til at motivere en. Du ved jo, at hvis du ikke får noget ud af den inspiration nu, så er der en ret stor sandsynlighed for, at du aldrig nogensinde får noget ud af inspirationen. Det er faktisk en ret effektiv måde at motivere sig selv på, også selvom at det ikke umiddelbart virker sådan.

3. Få din manglende motivation til at motivere dig

Ja, det kan man faktisk godt. Det kaldes trodsighed, og det er ikke altid en dårlig ting. Det kan i visse tilfælde vise sig, at være exceptionel nyttigt. Jeg har faktisk haft succes med denne metode. Det er ligesom når der er en der siger “det kan du ikke” og du gør det, bare for at vise, at jo det kan du faktisk godt. Din manglende motivation fortæller dig, at du ikke gider at skrive, og dit modsvar er at sige, at jo du gider faktisk godt at skrive. Du får altså dig selv til at ville skrive, simpelt for at modbevise din manglende motivation. Det er et mærkeligt fænomen, men det virker altså.

4. Find ud af hvad der har motiveret dig før i tiden

Dette kan være liiidt tricky at kigge på, hvad der har motiveret en før i tiden, da det der motiverer en, hele tiden ændrer sig. Jeg har dog opdaget, at det alligevel kan hjælpe en smule. Det er svært at sige helt præcist hvorfor, men det kunne have noget at gøre med, at der er “grundlæggende” ting der altid vil motivere en. Det kan godt være, at du ikke længere skriver fordi du elsker at skræmme dine søskende med gyserhistorier, men fordi du elsker at skræmme folk generelt med gyserhistorier. Det er ikke helt de samme motivationer, og alligevel er de grundlæggende det samme. Så ved at kigge tilbage i tiden, kan du altså sagtens hente motivationen tilbage igen.

5. Få en skriverutine

“Øv, helt ærligt, en rutine?” Tænker du sikkert. Og det kan jeg godt forstå. En rutine kan være super nederen, men den kan faktisk også være motiverende. Det kan være at du sætter dig for, at du fra kl. 09:00 til 11:00 skal få skrevet et vist antal ord hver dag. Den skriverutine du får startet, kan så være med til at motivere dig. For det første, så gør det at du skal gøre det hver dag, at det nemmere at få gjort. Det bliver en vane, og så er det et selvfølge at gøre det. For det andet, så gør det at fuldføre en rutine, at det også bliver en smule tilfredsstillende at få skrevet. Du fuldfører det du skal. Og det er noget, som jeg i hvert fald, synes er ret motiverende.

Udgivet den

Jeg gider ikke at skrive i dag…

Der er dage, hvor jeg simpelthen ikke gider eller orker at skrive. Det er noget som jeg finder ret frustrerende, og som jeg ikke altid kan forstå. Jeg elsker jo at skrive! Det er ikke et problem jeg altid har, men når jeg så har det, finder jeg det virkelig svært at komme ud af igen. Det er lidt ligesom en ond cirkel. Jeg får ikke skrevet lige så meget som jeg gerne vil, jeg får dårlig samvittighed og så ender det pludselig med at jeg slet ikke får skrevet noget i det hele taget. Det har længe været mig et mysterie, hvorfor det her problem opstår hos mig. Det er det ikke længere. Det var en smule svært at finde hoved og hale i til at starte med, da alle “årsagerne” ligesom hænger sammen. Jeg går ud fra, at en sammenfiltret rulle garn giver et billede af hvordan det hænger sammen. Jeg har dog nu, til dels i hvert fald, fundet de mest hovedsagelige årsager til mit problem.

Urealistiske mål

Den første årsag, som jeg har fundet frem til, er at jeg har en tendens til at sætte urealistiske mål. Og dét er helt klart noget der dræber min lyst til at skrive. Jeg føler at jeg skal skrive meget mere end hvad jeg egentlig har tid eller overskud til, og så ender det med at jeg slet ikke får skrevet i det hele taget. Man kan altså sige, at at min egen “skyldfølelse” over ikke at nå mine egne urealistiske mål, afholder mig fra at få skrevet. Det er en ond cirkel der er svær at bryde ud af. For mig kan det hurtigt komme op på flere dage, hvor jeg slet ikke får skrevet noget som helst, simpelt fordi tanken om ikke at nå mit mål er for skyldfølelsesfrembringende.

Løsningen på dette problem er, heldigvis, relativ simpel. Jeg skal lære mig selv at sætte mere realistiske mål, også selvom at det ikke føles som “nok”. Det er jo det, der primært gør at jeg sætter urealistiske mål. Jeg føler aldrig at det jeg gør er nok. Men jeg ved jo trods alt nu, hvad der sker hvis jeg ikke sætter realistiske mål. Så hvis jeg sætter mit mål realistisk og faktisk når det mål, så er det bedre, end hvis jeg sætter målet højere og ikke får skrevet noget. Det er altså en balancegang som jeg skal forsøge at finde.

Jeg presser mig selv for hårdt

Jeg oplever tit, at hvis jeg lige pludselig ikke længere har lyst til at skrive, så har jeg presset mig selv for hårdt. Jeg har nemlig en tendens til at føle, at alt jeg skriver skal være helt perfekt, og det er altså en ret umotiverende følelse. Jeg føler nemlig, at hvis det ikke kan blive perfekt, så er der slet ikke nogen grund til at skrive i det hele taget. Det gør ofte, at jeg overarbejder på det jeg skriver, og først vil acceptere det som færdigt, når jeg føler at det er perfekt. Det er på ingen måde produktivt, for jeg bruger aaalt for lang tid på noget, som egentlig burde tage kort tid. Tingen er dog bare at den følelse af, at alt skal være perfekt hele tiden, slet ikke er sandværdig! Det er jo umenneskeligt at tro, at alt skal være perfekt hele tiden. Og så er det jo helt klart bedre at lave noget, også selvom det er uperfekt, end slet ikke at få lavet noget!

Løsningen på det her problem, er en smule mere kompliceret end det ovenstående. Her skal jeg nemlig ændre min tankegang. Og det er altså ikke noget man bare sådan gør fra den ene dag til den anden. Det tager tid og vedholdenhed. Jeg skal nemlig minde mig selv om, at det ikke er nødvendigt, at alt hele tiden skal være perfekt. Det er nemlig kun menneskeligt at lave fejl, og det er altså helt okay. Så jeg skal altså lære mig selv, at det er okay, at det jeg skriver ikke altid bliver godt.

Jeg holder ikke nok pauser

Den sidste årsag jeg har fundet er, at jeg holder ikke nok pauser. Og det er rigtigt skidt, da jeg efterhånden har erfaret, at pauser faktisk er nødvendige. Man kan ikke hele tiden lave den samme ting uden at blive træt af det, så derfor er det nødvendigt holde pauser en gang imellem. Årsagen til, at jeg ofte glemmer at tage pauser, er mit ovenstående problem. Perfektionisme. Jeg arbejder og arbejder indtil jeg føler at mit resultat er godt nok, og først der accepterer jeg det som færdigt. Det gør, at jeg ofte kører mig selv ned, indtil jeg slet ikke gider at skrive i det hele taget. Så når jeg ikke gider at skrive, så er det et ret godt tegn på, at jeg skal tage en pause fra at skrive. Efter jeg har slappet af en dag eller to, så opdager jeg som regel at jeg har fået min skrivelyst tilbage.

Så løsningen på dette problem, er altså simpelthen at være bedre til at holde pauser. Det er dog en svær ting at gøre, især hvis man er perfektionist. Det kan føles som om, at man bare spilder sin tid, men på længere sigt er det super vigtigt. Det er nemlig en faktor til at man ikke kører sig selv ned, og at man er i stand til at fastholde sin interesse i sin skrivning. Hvis man hele tiden kører sig selv ned når man skriver, så er det kun naturligt at man begynder at associerer det med noget dårligt, og derfor mister interessen for det. Så det er altså vigtigt at jeg lærer mig selv, at det er vigtigt at holde pauser, og at det på ingen måde er spild af tid.