Hvordan det at se film, kan gøre dig til en bedre skribent

Film og litteratur er to vidt forskellige medier – den ene er et skriftligt medie, den anden et visuelt medie. Som skribent kan du derfor meget hurtigt få det indtryk, at du kun kan forbedre dine skrivefærdigheder ved at læse en hel masse bøger. Men det er på ingen måde sandt. Som skribent kan du faktisk lære en hel masse skriverelaterede ting ved at se film, endda ting som du nok ikke ville kunne lære ved kun at læse bøger. Film og litteratur har nemlig, trods deres åbenlyse forskelle, én helt bestemt ting til fælles; de omhandler begge to kunsten i, at kunne fortælle en god historie. Og med det i øjemed, så kan du som skribent faktisk få en hel masse viden om historiefortælling ved at se film, og den viden kan du bruge til at forbedre dine skrivefærdigheder. Og det vil jeg helt klart mene, er noget der er værd at kigge en smule nærmere på som skribent.

Analyser hvordan historier er bygget op

En historie er en historie, uanset om den så er fortalt gennem et visuelt eller skriftligt medie. Derfor kommer det nok ikke som en overraskelse for dig (eller måske vidste du det allerede i forvejen), at både bøgers og films komposition er bygget op på mere eller mindre samme måde. Der findes selvfølgelig forskellige “modeller” når det gælder komposition af film og litteratur – tre akter modellen, berettermodellen, save the cat, osv. – men den grundlæggende komposition i de fleste modeller er stort set den samme. (Det er dog altid en god idé at have øje for de forskellige variationer/ændringer der er, alt efter hvilken model der er brugt i en specifik film eller bog – hvis der da i det hele taget er brugt en specifik model. Nogle instruktører eller forfattere holder sig ikke til en kompositionsmodel, men afviger fra dem og finder på deres egen ting (f.eks. “Memento” af Christopher Nolan)).

Dette er en fantastisk mulighed for at lære. Så næste gang du planlægger at se en film, så lad være med bare at sætte dig ned og se filmen “casually”. Dyk en smule dybere ned i filmen, og se om du kan spotte kompositionen. Hvornår og hvordan bliver historiens konflikt introduceret? Hvordan bliver konflikten løst igen? Kan du se helt præcist hvilken kompositionsmodel der er brugt? Hvis du er rigtig flittig, så kan du endda finde papir og blyant frem, så du kan tage noter undervejs, og/eller analysere hvordan filmen er bygget op i dybde. Uanset hvad du gør, så er det vigtigste sådan set bare, at du holder dit fokus på de forskellige elementer indenfor komposition som historien er bygget omkring. For jo bedre du bliver til at spotte disse elementer i andre historier, jo lettere vil det blive for dig også selv at gøre brug af disse elementer – og det er noget du helt sikket vil takke dig selv for i fremtiden, da det i høj grad kan forbedre dine egne historier (disse elementer virker nemlig bare, så det ville være en skam ikke at gøre brug af dem).

En lille sidebemærkning når det gælder komposition er, at det faktisk kan være lettere at have med komposition at gøre, hvis man tager udgangspunkt i en film i stedet for en bog. Det er der grundlæggende to årsager til. For det første, så tager det kortere tid at se en film, end det gør at læse en bog. Dette gør, at det er langt mere overskueligt, at skulle analysere kompositionen i en film end i en bog, da der er mindre stof du skal forholde sig til. For det andet, så er film ofte mere fastlåste i deres komposition end bøger er (især Hollywood er kendt for dette). Og idet kompositionen er mere fastlåst, vil den også automatisk blive ret forudsigeligelig og let at gøre rede for. Det vil altså sige, at det ikke bare tager kortere tid at se en film end at læse en bog, det er også hurtigere og lettere for dig, at analysere hvordan historien er bygget op, da kompositionen er mere fastlåst end i en bog (husk dog på, at lettere ikke altid betyder bedre!).

Tag et kig på dialogen

Mange skribenter synes, det kan være svært at skrive god dialog til deres historier – og det giver da egentlig også rigtig god mening, når man tænker en smule nærmere over det. Der er nemlig ret stor forskel på at skrive noget og på at sige noget. Derfor kan du ret hurtigt komme til at føle dig en smule på bar bund, når du vil skrive dialog. Du sidder måske og har gang i et rigtigt godt skriveflow, men når du når til dialogen, må du pludselig stoppe op og klø dig selv i nakken. “Vil den dialog, jeg lige har skrevet, egentlig kunne finde sted i virkeligheden?” tænker du måske. Eller måske har du bare haft den helt forfærdelige realisation, at din dialog er godt og gammeldags kedelig. Den helt konkrete årsag er dog ligegyldig. Det der betyder noget er dit følgende spørgsmål: “Hvad fanden kan jeg gøre ved det?”

Det er her film kommer ind i billedet. Der sker nemlig noget når du hører dialogen, frem for når du læser den. Når du hører dialogen – og ser den blive fremført af en skuespiller på det hvide lærred – vil dialogen ikke kun blive meget mere levende for dig, du vil også få en meget bedre forståelse for, hvad dialog egentlig kan gøre for din historie. Og det er i den grad noget, du kan drage ret stor nytte af. Jeg vil endda gå så langt at sige, at dialogen er et af de allervigtigste elementer i din historie, og kan have en afgørende indflydelse på, om historien bliver succesfuld eller ej. “Men, øh, hvorfor er det egentlig, at dialogen spiller så vigtig en rolle i min historie?” tænker du sikkert nu, og det med god grund. Der er er nemlig ikke nogen enkel eller entydig årsag til, at dialog er så vigtigt for en historie. Tværtimod er der mange forskellige årsager. Der er dog et par årsager, som jeg mener er vigtigere end andre:

  1. Dialog kan føre din histories handling fremad på en måde, som beskrivelser ikke kan. Det der fører plottet fremad i en historie, behøver ikke nødvendigvis være handling. Det kan sagtens være dialog – og til tider kan det endda være en decideret fordel, at bruge dialog i stedet for handling. Dialog er nemlig et rigtig godt redskab at bruge, når du vil skabe og/eller løse konflikter i din historie, hvilket er essentielt for, at du kan føre plottet i historien fremad. Koger man plot ned som en helhed, er det jo (i grove træk) stort set ikke andet end at skabe og løse en række konflikter. Så kom i gang med at bruge dialogens fantastiske konfliktskabende og konfliktløsende egenskaber til din egen fordel, og se om du gennem dialog kan føre dit plot videre på en kreative og engagerende måde.
  2. Dialog får dine karakterer til at komme til live. Du kan beskrive hvem din karakter er, i lige så mange detaljer du vil, men det der virkelig sætter prikken over i’et når det gælder karakterisering, er dialogen. Der er nemlig ikke noget der får din karakter til at virke mere levende, end når du får dem til at interagere med de andre karakterer i din historie. Det er her dine læsere virkelig får mulighed for, at skabe deres eget billede af, hvem din karakter virkelig er – beskrivelser af hvem karakteren er, kan nemlig hurtigt føles som tomme ord. Så vis hvem karakteren er overfor dine læsere, i stedet for at fortælle dem det gennem talrige “tomme” beskrivelser.
  3. Dialog kan afdække information. Hvis du vil undgå “info-dumps” af baggrundshistorie eller anden vigtig information (hvilket du som en tommelfingerregel gerne vil), kan dialog være din redningsmand. Ved naturligt at lade dine karakterer afdække vigtig information når de taler sammen (her er naturligt nøgleordet – du skal for alt i verden undgå at afdækningen af informationen er åbenlys, da dialogen i så fald vil virke forceret. En forceret dialog, kan nemlig få de fleste læsere til at krumme tæer, eller i værste fald lukke bogen sammen), kan du nemlig hurtigt føre bogens plot videre, samtidig med dine læsere får informationen uden de føler, at det bliver til en hel lektion om plottet.
  4. Dialog gør din historie mere dynamisk. Hvis din historie primært består af beskrivelser af ting der sker, kan handlingen hurtigt komme til at virke meget ensformig. Det betyder, at selvom der sker mange spændende ting i historien, så tynges handlingen af de mange beskrivelser, og historien kan komme til at føles som en lang og kedelig monolog. Løsningen på det problem kommer i form af dialog. Dialogen giver nemlig din historie en smule adspredelse, så handlingen ikke kun er “actionbaseret”, og sørger for at historien føles dynamisk i stedet for ensformig. Så sørg for hyppigt at give dine læsere et pusterum fra alle de spændende ting der sker, ved at give dine karakterer tid til at kommunikere med hinanden, når de altså ikke har travlt med at overleve, løse et mord, forstå den mystiske profeti (eller hvad de nu gør alt efter hvad genre din historie er).

Som jeg ogå skrev tidligere, så kan det at høre dialogen – og se den blive fremført af en skuespiller i en film – i stedet for bare at læse den, give dig en smule bedre fornemmelse af hvordan dialogen rent faktisk virker, og hvordan den har indflydelse på historien. Så næste gang du ser en film, så prøv at se om du kan have disse punkter i øjemed. Læg mærke til hvordan dialogen får karaktererne i filmen til at komme til live, hvordan historien bliver mere dynamisk at se, hvordan plottet drives fremad, og hvordan stemningen bliver tydeligere i det karaktererne kommunikere med hinanden. Og når du har set filmen færdig, kan du med fordel også bruge et lille stykke tid på, at skrive dig bag øret (eller virkligt skrive det ned i f.eks. en notesbog) hvordan denne nye viden fra filmen kan anvendes i dine egne historier, så dialogen kan blive bedre og mere effektiv (tro mig, både du og dine læsere vil takke dig for det, haha).

Lad dig inspirere

Alle skribenter i hele verden kender til, at have en skriveblokering. Som kreativt menneske er det simpelthen bare et vilkår, at din inspiration af den ene eller anden årsag vil ebbe ud i ny og næ. Der er selvfølgelig de sædvanlige midler du kan tage i brug når det sker – læse en hel masse bøger, få noget frisk luft, tage en pause osv. – men der er faktisk noget andet du kan gøre, som du måske ikke har overvejet; du kan se en film. Du kan nemlig i nogle tilfælde komme ud af en skriveblokering – eller i hvert fald bare blive en smule inspireret – ved at et se en film. Det behøver ikke altid være en bog du får din inspiration fra, selvom det ellers generels set er mere accepteret at få inspirationen gennem bøger (Stephen King f.eks. udskælder nærmest det at se fjernsyn i sin bog “Om at skrive”). Og hvorfor ikke tage din “binge-watching” af Netflix og gøre den produktiv? Når nu du alligevel er i gang med at se en film, så skader det jo trods alt ikke, at gøre det til noget produktivt. Og hvis du ser film som en overspringshandling, fordi du ikke ved hvad du skal skrive, så er det jo kun en win-win situation.

Der er dog en meget vigtig præmis du skal være klar over, for at du succesfuldt kan gøre det at se film til noget produktivt. Du skal se filmen aktivt. Du kan nemlig ikke bare koble fra og se filmen. For hvis du bare kobler fra mens du ser filmen, gør du det exceptionelt svært for dig selv, at bruge det du ser som en inspirationskilde (ikke umuligt, men svært). Kilden til inspirationen kommer nemlig gennem indsats og aktiv tænkning, og ikke ud af den blå luft som mange ellers ofte tror. Prøv engang at spørg dig selv om, hvor tit du egentlig har følt dig inspireret til noget som helst, når du under en hel film bare har siddet tilbagelænet i en sofa og proppet popcorn i dig. Nok ikke særligt tit, vel? Men, øh, hvordan er det så helt præcist du ser en film aktivt? Hvad betyder det egentlig? Det betyder, at du bliver nødt til at engagere dig – virkelig engagere dig – i filmens handling. Du skal stille dig selv spørgsmål undervejs, tænke en smule dybere over hvad der sker i filmen, undre dig over hvorfor protagonisten og/eller antagonisten handler som de gør, og i sidste ende bare sørge for, at du hele tiden aktivt tænker over filmen mens du ser den. Når du aktivt tænker over filmen vil du nemlig med ret stor sandsynlighed opdage, at de tanker du gør dig, pludselig kan gå hen og blive en inspirationskilde til din egen historie – og når det sker, så er du succesfuldt brudt ud af din skriveblokering.

Det skal selvfølgelig også lige siges her, at de andre metoder til at komme ud af en skriveblokering stadigvæk er ganske glimrende tips. Du kan stadig med rigtig god grund benytte dig af dem når du sidder fast i din skrivning – jeg vil endda anbefalde dig at gøre de tips til dine “go-to” metoder når du har en skriveblokering (de virker nemlig bare i rigtig mange tilfælde). Men der er jo altid undtagelser. Der vil komme dage hvor de standard tips ikke vil virke for dig, og så er det meget godt at have et alternativ. Her kan film med god grund komme ind i billedet og (måske) hjælpe dig ud af din skriveblokering. Så når du en dag oplever at tippene, af den ene eller anden årsag, ikke virker for dig, så vil jeg bestemt ikke mene, at du bør holder dig fra at sætte en film på. Du skal bare sørge for at vælge en film du i forvejen tænker kan inspirere dig, og – som jeg også skrev ovenfor – sørge for at se filmen aktivt. Når du har de to ting i mente, så kan du med god samvittighed sætte en film på (og altså, selvom du ser filmen aktivt, er der vel ikke noget i vejen for at lave popcorn, vel?).

Gør din research mere underholdende

Når du skriver en historie om et emne du ikke ved særligt meget om, er det super vigtigt, at du får researchet grundigt. Der er selvfølgelig visse punkter, hvor det kan være nødvendigt for dig at gætte dig lidt frem, men det er en undtagelse og ikke en regel. Problemet med at researche er bare, at det godt kan gå hen og blive en ret kedelig opgave – og tro mig, der er ikke noget, der er værre for din research end kedsomhed. Når du keder dig, kan du nemlig godt være fristet til, at hoppe over hvor gærdet er lavest, og det er aldrig en god idé. Især ikke hvis du vil sørge for, at din historie er så troværdig som overhovedet muligt. Tingen er bare, at der ikke rigtigt er noget du kan for, at din research bliver mindre kedelig, vel? Forkert. Der er et alternativ der kan gøre din research mere underholdende; film. Altså, det skal selvfølgelig ikke være fiktionsfilm, men dokumentarfilm (det havde du vel også allerede regnet ud, ikke sandt? Ikke sandt?!).

Der er med ret stor sandsynlighed en hel masse du kan lære omkring dit researchemne gennem dokumentarer – og der er absolut intet i vejen med, at du supplerer din boglige research med dokumentarer. Så næste gang du går død i din research, så prøv at se om du kan finde en dokumentarfilm omkring dit researchemne. Det kan friske dig en smule op og sørge for, at du ikke falder alt for meget hen i kedsomhed. Du skal selvfølgelig ikke bare læne dig tilbage når du ser dokumentarfilmen, men se den med det øjemed at lære mere omkring dit researchområde. Behandl det som reel research (hvilket det jo også er), og sørg for at du husker den vigtige information filmen giver dig. Find en notesbog frem (hvis du finder det nødvendigt), så du kan få taget et par noter undervejs. Og så skal det også lige nævnes her, at du selvfølgelig – som med alt andet research arbejde – skal huske på, at du skal tage den information du får gennem dokumentaren med et gran salt. Som en tommelfingerregel er det meget godt at huske på, at du aldrig kan være for grundig i din research.

En lille bemærkning når det gælder research er, at du selvfølgelig ikke kan erstatte al din research med film. Det kan være meget rart som en smule afveksling, da det kan blive en smule tungt og langhåret at læse faglige bøger og artikler, men det er bestemt ikke nogen erstatning. Det er nemlig nødvendigt, at få viden omkring dit researchområde gennem en godkendt kilde (og den viden der står i en fagbog er helt bestemt godkendt – du kan dog komme ud for, at det der står er en smule forældet, men det kan du undgå ved at finde nyere bøger omkring emnet) , og det er desværre ikke altid tilfældet med dokumentarer. Dokumentarer har nemlig ofte en tendens til at være mere dramatiserede end troværdige. Det betyder, at din primære researchkilde altså ikke bør være dokumentarer, men kilder du med ret stor sikkerhed kan sige er troværdige.

Hvornår skal du give op på din bog?

Det er en lille smule svært at acceptere, men det er langt fra altid, at en bogidé bliver til noget. Det er derfor vigtigt, at du lærer at lægge en uproduktiv bogidé på hylden. Tingen er bare, hvordan ved du hvornår du skal du lægge en bogidé på hylden? Det er et spørgsmål jeg selv, lidt for ofte, har haft tumlet rundt med. Jeg har dog efterhånden fået en smule erfaring i at genkende, hvornår jeg bør lægge en bogidé på hylden. Den erfaring vil jeg nu dele med dig, og har derfor skrevet nogle tips som du måske kan bruge.

1. Du brænder ikke for bogidéen

Et meget godt tegn på, at du ikke bør bruge tid på din bogidé er, at du ikke brænder for det du skriver. Det er nemlig super vigtigt, at man brænder for det man skriver, ellers kommer man aldrig igennem så stort et projekt som det er, at skrive en bog. Så hvis du ikke længere brænder for, at skrive på det bogprojekt du er i gang med, så bør du nok overveje, om du i det hele taget bør bruge din tid på det. Hvis du ikke brænder for den historie du skriver, så kan jeg garantere dig for, at din læser vil kunne mærke det. Og der er altså ikke nogen der gider at læse noget, som der ikke er nogen passion omkring. Så hvis du opdager, at du simpelthen ikke brænder for at skrive på dit bogprojekt, så overvej grundigt om du bør bruge din tid på det. Det kan nemlig være meget mere produktivt for dig, at starte på noget nyt som du så til gengæld brænder for.

2. Du kan ikke finde på et plot

Du har karaktererne, et tema og bogens “følelse”, men uanset hvor ihærdigt du prøver, så kan du bare ikke komme på et plot. Når det sker, så kan det være et tegn på, at du ikke bør arbejde på den idé længere. Jeg har selv brugt lang tid på, at forsøge at finde et plot til en bogidé jeg havde, uden nogensinde at komme på noget. Og det er intet mindre end en hel del spild af tid. Du kommer nemlig ingen steder med at vride din hjerne efter et plot til din bogidé, da selve bogidéen bør være dit plot. Jeg må indrømme, at dette tog mig et godt stykke tid at finde ud af, men det er nok noget af det vigtigste, som jeg har fundet ud af omkring det at skrive. Du kommer nemlig ingen steder med karakterer, tema og bogens følelse, hvis du ikke har noget at proppe det ind i. Og som du nok allerede ved, så er det næsten umuligt at finde et plot baseret på disse ting alene. Så hvis du ikke kan komme på et plot, så er din bogidé højst sandsynligt ikke værd at bruge tid på.

3. Der er for mange plothuller i din historie

Et alternativ til ikke at kunne finde på et plot er, at have et plot med for mange plothuller. I mange tilfælde kan du selvfølgelig arbejde dig ud af dine plothuller, men i andre tilfælde er der så mange af dem, at det er bedst at lægge idéen på hylden. Jeg anbefaler selvfølgelig, at du forsøger at arbejde dig ud af dine plothuller. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det altid er muligt. For det er det bestemt ikke. Det kan være spild af tid, at forsøge at udrede en historie der mest af alt er fortabt. Så hvis du er nået til et punkt hvor du ikke længere kan finde hoved og hale i din egen historie, så kan det i nogle tilfælde være bedst at lægge dit bogprojekt på hylden.

4. Historien er for kompliceret

Et godt tegn på, at din historie ikke kommer til at blive til noget er, at du ikke kan forklare hvad bogen handler om i en sætning. Det lyder måske lidt dumt, men det er altså super vigtigt at du kan det. Du bliver nemlig nødt til helt konkret at vide, hvad din bog egentlig handler om, hvis du vil holde den røde tråd gennem din historie, og være i stand til at finde plothuller i den. Og tro mig, det kan du ikke hvis din historie er for kompliceret. Jeg har selv forsøgt at skrive en historie der var for kompliceret, og det bragte ikke andet med sig end en hel del frustration. Så sørg for, at den idé du skriver på ikke er for kompliceret, og at du er i stand til at forklare handlingen med en sætning.

5. Du kan ikke længere lide din historie

Den her er lidt mere tricky, men ikke desto mindre vigtig. Hvis du nogensinde kigger på det bogprojekt du er i gang, og af en eller anden årsag opdager, at du ikke længere kan lide det du er i gang med at skrive på, så drop det. Der er ingen grund til, at du fortsætter med at skrive på noget, som du ikke længere kan lide. Jeg har selv oplevet det, men selvom det er ufedt, så kan det faktisk hjælpe dig. Det kan nemlig hjælpe dig med, at gøre det klart hvad du egentlig vil skrive. Det kan være at du originalt ville skrive en actionfyldt kærlighedshistorie, men opdager at du egentlig ikke kan lide at der er kærlighed med i plottet. Så har du altså gjort det klart for dig selv, at du vil skrive en bog fyldt med action, og er derfor bedre rustet til at gå i gang med et nyt bogprojekt. Nu ved du hvad du vil skrive.

6. Du får andre idéer til bøger som virker mere spændene

Hvis du får idéer til andre bøger, mens du arbejder på en allerede eksisterende bogidé, og de nye idéer virker mere spændende, eller endda bedre, så er det et stort tegn på, at du bør lægge din bogidé på hylden. Det betyder nemlig, at den idé du har nu ikke er spændende nok til, at du kan arbejde videre på den. Og som jeg skrev ovenfor, så kan dine læsere mærke, hvis du ikke brænder for det du skriver. Det kan derfor være en ret god idé, at lægge dit nuværende bogprojekt på hylden, og i stedet sætte dit fokus på de nye idéer (eller den nye idé), og se om det fungerer bedre for dig. Det er jo trods alt mere produktivt, at kaste sig ud i at arbejde på noget nyt og mere spændende, i stedet for at sidde fast i et gammelt projekt, som du alligevel ikke finder spændende.

7. Din mavefornemmelse beder dig om at stoppe

Hvis du er i gang med et bogprojekt, som der egentlig ikke er noget i vejen med, men som du har en dårlig mavefornemmelse over, så er det tegn du ikke bør ignorere. Og jeg snakker ikke om, at du tvivler en smule på dig selv, men at du har en længerevarende følelse af, at du ikke bør fortsætte med at arbejde på dit projekt. Jeg har selv haft oplevet dette, og jeg er ikke i tvivl om, at det har været det bedste valg at stoppe. Jeg kan egentlig ikke forklare hvorfor, men nogle gange så ved man, allerede før man er færdig med et projekt, at det ikke kommer til at lykkes. Så hvis du har en mavefornemmelse der fortæller dig, at det er bedst at stoppe, så lyt til den. Den har som oftest ret.

6 tips til at navngive dine karakterer

Det lyder måske meget simpelt, det der med at navngive sine karakterer, men det kan meget hurtigt blive en frustrerende affære. Der er mange ting, som du kan, og bør, tage stilling til. Jeg ved, at jeg nogle gange bruger liiidt mere tid på, at finde et navn end jeg egentlig har lyst til. Det har dog også forårsaget, at jeg har fået en lille smule erfaring i hvordan man, relativt hurtigt, kan finde et godt navn til sin karakter. Jeg har derfor samlet de 7 mest overordnede ting som du bør overveje, når du navngiver dine karakterer.

1. Hvornår foregår historien?

Når du navngiver din karakter er det ret vigtigt, at du tænker over hvornår historien foregår. Hvis den foregår i det victorianske England burde du nok ikke kalde din hovedperson for Mynthe, men i stedet kigge efter navne som f.eks. Elizabeth eller Edith. Det virker måske ret åbenlyst, men det kan være lidt sværere end det lyder. Det er nemlig ikke en god idé bare at bruge et tilfældigt gammelt navn. Du bliver nødt til at researche hvilke navne der, rent faktisk, var på mode i den tidsperiode som din historie foregår i. Der findes intet værre end at læse en historie, der foregår i en bestemt tidsperiode, og opdage at alle navnene er malplaceret. I værste tilfælde, så kan du ende ud i at læserne slet ikke har lyst til at læse din historie mere, simpelt fordi den ikke er autentisk nok. Så brug lige en lille smule tid på, at finde de navne der var populære i den tidsperiode, som din historie foregår i.

2. Hvor foregår historien?

Det er også ret vigtigt at tænke over hvor historien foregår. Der er jo trods alt forskel på hvad folk hedder i Kina og hvad folk hedder i USA. Det virker måske ret nemt, men det kan være en lille smule sværere end det lyder. Især hvis to landes sprog minder relativt meget om hinanden. Det kan f.eks. være ret let at give din kinesiske karakter et japansk navn ved et uheld, eller din russiske karakter et ukrainsk navn. Og det er bare en super ufed fejl at begå, da det kan få dig til at virke både uprofessionel og sjusket. Så tag dig tid til at researche hvad folk rent faktisk hedder i det land din historie foregår i. Dine læsere vil takke dig for det, for der er ikke noget værre end at opdage en lille fejl som denne.

3. Hvilken slags historie fortæller du?

Denne her kan være en lille smule tricky, da der altid vil være forskellige meninger og undtagelser. Jeg mener dog, at det kan være en god idé at tænke over hvilken slags historie du fortæller. Nogle navne lader nemlig til at passe bedre ind i visse historier end andre, da et navn kan være med til, at sætte stemningen i en historie. Du har sikkert også selv oplevet at læse en historie, hvor et navn bare passede perfekt til historien, eller måske det modsatte, hvor et navn bare var malplaceret. Det kan faktisk være ret ødelæggende for historien, hvis det ikke er gjort med vilje i hvert fald. Så brug bare en lille smule tid på, at tænke over om det navn du vælger, i det hele taget passer ind i historien.

4. Hvad er navnebetydningen af navnet?

Alle navne har en eller anden betydning bag dem. Derfor kan det være en god idé, at finde et navn med en betydning der passer til din karakter. Det er selvfølgelig ikke ligefrem en nødvendighed, men det kan være en finurlig lille detalje at tænke over. Det gør det også lidt nemmere at finde et navn, da det kan indsnævre de mange muligheder en smule. Det er trods alt lidt nemmere at kigge efter et navn med en bestemt betydning, end at skulle finde et helt vilkårligt navn. Det kan også være en sjov ting for dine læsere. Jeg ved, at jeg synes det er sjovt at finde ud af, at en karakters navn ikke er helt tilfældige, og at der er en årsag til at forfatteren har valgt lige netop det navn. Men som sagt, så er det ikke noget du behøver at tænke over. Det er bare en lidt sjov måde at indsnævre navneudvalget en smule på.

5. Er der nogen virkelige personer der har dette navn?

En ting som du virkelig bør overveje er, om der er virkelige personer der har det navn (her taler jeg primært om for- og efternavn), som du overvejer at kalde din karakter. Er der en kendt person der hedder det samme? Er der en person du kender i virkeligheden der har det samme navn? Begge dele kan føre deres del af problemer med sig. Hvis det er en kendt person der har samme navn, så bør du overveje hvor kendt personen er, og om der kan drages større ligheder mellem denne og din karakter. Det kan nemlig være ret ødelæggende for din historie, hvis det eneste din læser kan tænke på, er den kendte person med samme navn. Og så kan du også ende ud med, at fornærme den kendte person hvis din karakter f.eks. er skurken, og det er ikke altid særlig sjovt Hvis personen ikke er specielt kendt, og der ikke kan drages større ligheder mellem denne og din karakter, så er der selvfølgelig ikke noget problem. Hvis din karakter har samme navn som en du kender i virkeligheden, så burde du overveje hvad dit dit forhold til personen er, og hvor meget karakteren minder om denne. Det ville nemlig ikke være sjovt at fornærme din kollega, mens din ven nok ville være lidt mere tilgivende. Alternativt kan du også spørge personen om det er okay, at du bruger deres navn. Alt i alt, så burde du tænke dig rigtig godt om før du navngiver din karakter efter en person du kender i virkeligheden.

6. Er der andre “kendte” fiktive karakter med dette navn?

Den sidste ting du bør overveje er, at finde ud af hvilke fiktive karakterer der har det samme navn, som du har valgt til din karakter. Det kan selvfølgelig ikke altid helt undgås, hvilket også er okay, men hvis navnet du vælger er Harry Potter eller Luke Skywalker, så burde du måske lige genoverveje dit valg. For det første, så er disse fiktive karakterer så populære at du kan risikere, at din karakter med samme navn slet ikke vil blive genkendt. For det andet, så kan du ende ud i problemer, da forfatteren kan have ophavsret på disse navne. Og ingen af de to ting er noget, som du har lyst til at ende ud i. Så brug lige to sekunder på, at slå det navn du overvejer at kalde din karakter op, og se om der er nogen “kendte” fiktive karakterer med samme navn.

5 ting du kan gøre hvis du ikke er motiveret

En af de mest frusterende følelser jeg kender er, at være inspireret uden at være motiveret. Det er ligesom om, at uanset hvor god den idé du har fået er, så er inspirationen bare ikke nok til at få motivationen frem. Så du sidder bare og stirrer ind i dit åbne dokument, uden at få inspirationen ud. Dette kan nærmest føles umuligt at komme ud af igen, men det er det ikke. Det har jeg fundet ud af nu. Og jeg har fundet nogle tips som jeg mener måske også kan hjælpe dig.

1. Find ud af hvad der gør dig umotiveret

Ret indlysende, ikke? Men ikke just nemt. Det kan nemlig være rigtigt svært, at finde ud af hvad der helt præcist forårsager ens mangel på motivation, da det ofte er en følelse der kan opstå ud af det blå. Tingen er dog bare, at uanset hvor irrationel det kan føles, så er der altid en årsag til det. Faktisk, så er der flere ting der kan gøre dig umotiveret end jeg kan nævne. Det er derfor super vigtigt at finde ud af hvad det helt præcist er. Du kan nemlig kun løse dit problem, hvis du ved hvad der forsåger det.

2. Tænk på, at inspirationen dør ud igen

En ting der ofte motiverer mig er at tænke på, at inspiration ikke er evigt. For hvis du ikke handler på din inspiration, så forsvinder den igen. Det er en ting, der hurtigt får mig til at sætte mig ned, og komme i gang med at skrive. Der findes nemlig ingen værre følelse, end at få sin motivation tilbage, bare for at opdage at inspirationen er døet ud. Derfor kan man bruge den frustration til at motivere en. Du ved jo, at hvis du ikke får noget ud af den inspiration nu, så er der en ret stor sandsynlighed for, at du aldrig nogensinde får noget ud af inspirationen. Det er faktisk en ret effektiv måde at motivere sig selv på, også selvom at det ikke umiddelbart virker sådan.

3. Få din manglende motivation til at motivere dig

Ja, det kan man faktisk godt. Det kaldes trodsighed, og det er ikke altid en dårlig ting. Det kan i visse tilfælde vise sig, at være exceptionel nyttigt. Jeg har faktisk haft succes med denne metode. Det er ligesom når der er en der siger “det kan du ikke” og du gør det, bare for at vise, at jo det kan du faktisk godt. Din manglende motivation fortæller dig, at du ikke gider at skrive, og dit modsvar er at sige, at jo du gider faktisk godt at skrive. Du får altså dig selv til at ville skrive, simpelt for at modbevise din manglende motivation. Det er et mærkeligt fænomen, men det virker altså.

4. Find ud af hvad der har motiveret dig før i tiden

Dette kan være liiidt tricky at kigge på, hvad der har motiveret en før i tiden, da det der motiverer en, hele tiden ændrer sig. Jeg har dog opdaget, at det alligevel kan hjælpe en smule. Det er svært at sige helt præcist hvorfor, men det kunne have noget at gøre med, at der er “grundlæggende” ting der altid vil motivere en. Det kan godt være, at du ikke længere skriver fordi du elsker at skræmme dine søskende med gyserhistorier, men fordi du elsker at skræmme folk generelt med gyserhistorier. Det er ikke helt de samme motivationer, og alligevel er de grundlæggende det samme. Så ved at kigge tilbage i tiden, kan du altså sagtens hente motivationen tilbage igen.

5. Få en skriverutine

“Øv, helt ærligt, en rutine?” Tænker du sikkert. Og det kan jeg godt forstå. En rutine kan være super nederen, men den kan faktisk også være motiverende. Det kan være at du sætter dig for, at du fra kl. 09:00 til 11:00 skal få skrevet et vist antal ord hver dag. Den skriverutine du får startet, kan så være med til at motivere dig. For det første, så gør det at du skal gøre det hver dag, at det nemmere at få gjort. Det bliver en vane, og så er det et selvfølge at gøre det. For det andet, så gør det at fuldføre en rutine, at det også bliver en smule tilfredsstillende at få skrevet. Du fuldfører det du skal. Og det er noget, som jeg i hvert fald, synes er ret motiverende.

5 ting du kan gøre hvis du ikke ved hvad du skal skrive

Du sætter dig ned med computeren foran dig – nu skal du sgu skrive! Det eneste problem er bare… Hvad skal du skrive? Du er på ingen måde umotiveret, faktisk helt det modsatte, og alligevel er du havnet i den situation, at du simpelthen ikke ved hvad du skal skrive. Og det er noget som jeg kender alt til. Faktisk, så tror jeg at det er en ting som alle der skriver, bare en lille smule, kender til. Det er nemlig ikke altid, at du bare sådan lige kan trække et emne op af hatten. Der vil komme tidspunkter hvor du bare ikke kan finde på noget. Og det er der heller ikke noget galt med overhovedet. Det vigtigste er bare, at du finder måder hvorpå du kan arbejde dig ud af det på. Jeg har af den grund fundet 5 metoder, som måske kan hjælpe dig med at finde ud af hvordan du kan arbejde dig ud af problemet.

1. Skriv det første der falder dig ind

Ja, du læste rigtigt. Når du ikke ved hvad du skal skrive om, så skriv det første der falder dig ind. Det lyder måske ret svært, men det er altså lige så simpelt som det lyder. Hvis det første der falder dig ind er “banan” så skriver du banan, hvis det første du kommer i tanke om er “jeg ved fandeme ikke hvad jeg skal skrive” så skriver du det. Og sådan bliver du så ved. Skriv alt hvad der falder dig ind, for på et eller andet tidspunkt vil mindst én af de ting du har skrevet kunne inspirere dig til noget mere produktivt. Det kræver dog en lille smule tålmodighed, for nogle gange skal du skrive ret mange sætninger der bare sådan falder dig ind før du bliver inspireret. Jeg synes dog det er en lidt sjov måde at finde inspiration på, og måske er det lige netop derfor at det hjælper. Det at finde inspiration kan nogle gange være nemmere hvis man også er, bare en lille smule, underholdt.

2. Kig på noget du har skrevet før i tiden

En ting jeg tit gør når jeg ikke ved hvad jeg skal skrive er, at kigge på hvad jeg har skrevet før i tiden. Det kan være ting jeg har skrevet i går, eller ting som jeg har skrevet for flere år siden. Det er sådan set ligegyldigt hvornår du har skrevet det, bare at du får kigget på noget som du har skrevet. Jeg ved faktisk ikke hvorfor det hjælper, men jeg oplever tit, at når jeg sidder og læser i det jeg har skrevet før i tiden, så føler jeg et pust af inspiration og så ved jeg lige pludseligt hvad jeg vil skrive. Det kan være at jeg opdager et bestemt emne som jeg altid kan skrive om, eller måske jeg opdager jeg at jeg ofte skriver om det samme emne og derfor skriver om præcis det modsatte emne. Der kan være mange årsager, og det kan være at du finder din helt egen årsag til hvorfor det virker. Det er dog, uanset hvad, helt klart det værd at prøve, og så er det også sjovt at læse gamle tekster du har skrevet. Du kan se hvor langt du er kommet, og det i sig selv kan være inspirerende, haha.

3. Kig på noget som nogle andre har skrevet

Hvis det at kigge på noget du selv har skrevet ikke inspirerer dig, så prøv at kigge på noget som nogle andre har skrevet. Nogle gange når jeg har læst i en bog, eller læst en artikel, og jeg har fundet emnet eller konceptet interessant, så kan jeg selv mærke en lyst til at skrive om det samme emne eller koncept. Du har sikkert også selv prøvet det et par gange. Det er godt nok noget der har en tendens til at ske helt af sig selv, men det kan altså også godt opsøges. Det er måske en lille smule sværere at opsøge, fordi det som sagt er noget der som oftest sker af sig selv, men hvis du er tålmodig nok, så er det altså muligt. Det kan jeg garantere for, da det er en metode der har hjulpet mig, og jeg er ret sikker på at det også kan hjælpe dig. Så det er altså det værd at forsøge.

4. Skriv om et emne du ikke har skrevet om før

Hvis du ikke har en forpligtelse til at skrive noget bestemt, så kan det være ret forfriskende at skrive noget som du ikke har skrevet om før. Det kan også være en udfordring, men det gør det kun endnu bedre. Det er jo vigtigt at udfordre sig selv en gang imellem. Det er den eneste måde du kan blive bedre til at skrive på. Så sæt dig ned og kig i nogle bøger, eller læs om forskellige ting på wikipedia, og find et emne du finder bare en lille smule interessant og skriv om det. Jeg har ofte haft gode oplevelser med det, og har også fundet nogle emner som jeg bare elsker at skrive om, ved at bruge denne metode. Så hvis du ikke ved hvad du skal skrive om, så kan denne metode være ganske effektiv at bruge.

5. Sæt dig ned foran computeren og vent

Dette tip er faktisk ikke et som jeg er kæmpe fan af, men det kan altså i nogle tilfælde hjælpe. Jeg forsøger tit at bruge det som en form for nødløsning og undgår derfor ofte at bruge det, men det har dog hjulpet mig et par gange. Det at sidde foran computeren uden at skrive, kan ende med at du aldrig får skrevet. Det kender jeg alt til. Det kan dog også føre til at du kan tænke dig frem til noget at skrive om. Hvorfor ved jeg ikke. Det er bare ligesom om at ens hjerne finder på noget at skrive om, bare så du slipper for at sidde og stirre på din computerskærm. Det kan dog være svært at nå til det punkt, da det er en lille smule mere fristende at lukke computeren og lavet noget andet. Hvis du kan nå til det punkt, så kan det dog virke. Så hvis du ikke kan finde på noget andet, så prøv dette tip.

Hvordan undgår du at skrivning føles som en pligt?

Som det allerførste vil jeg sige, at hvis du er seriøs omkring din skrivning, så vil det blive til en pligt. Det er ikke noget du kan undgå. Du kan jo ikke være forfatter, journalist eller nogen form for skribent, og kun skrive når du har lyst. Hvis du vil være seriøs og leve af din skrivning, så vil din skrivning blive til en pligt. Det i sig selv er jo egentlig heller ikke et problem, det er nemlig først når følelsen af pligt forhindrer dig i at skrive at det bliver et problem. Her vil jeg så sige, at dét er et problem man kan løse. Bare fordi at det er en pligt, så behøver det jo ikke at føles som en pligt. Så her har jeg samlet nogle metoder som jeg har erfaret virker, når pligtfølelse forhindrer mig i at skrive.

Mind dig selv om dit mål

Når du begynder at himle med øjnene ved tanken om at skrive, så mind dig selv om, at den skrivepligt du har givet dig selv faktisk er en del af et større mål. Det lyder en smule fjollet, for det i sig selv ændrer jo ikke andet end dine tanker. Tingen er dog den, at det at ændre dine tanker om noget kan flytte bjerge. Du kan hurtigt finde det ret irriterende og demotiverende at tænke på den irriterende pligt du har sat dig, men hvis du minder dig selv om det mål du har med det, så kan det blive nemmere. Det kan endda ende med at føles mindre som en pligt, for du gør jo det her fordi du har et ønske og en lyst til at skrive den bog (eller hvad end dit skriveprojekt er) færdigt.

Skriv om det du har lyst til at skrive om

Det kan meget hurtigt blive kedeligt at skrive, hvis du skriver på et skriveprojekt som du egentlig har mistet interessen for. Det giver en træls følelse af pligt og du føler at du skal skrive på det, for nu er du jo gået i gang. Jeg vil dog mene, at man kun skal bruge sin tid på at skrive på noget man brænder for (hvis man altså ikke er fanget i at skrive noget til f.eks. et forlag). Så hvis du opdager, at det du er i gang med at skrive på ikke er det værd, så find på noget andet. Jeg vil endda våge at sige, at passion er noget af det vigtigste når det kommer til det skriveprojekt du er i gang med.

Husk at holde pauser

Det lyder måske lidt ironisk, men det at holde pauser i ny og næ kan også fjerne denne følelse af pligt. Det er selvfølgelig ikke noget du skal gøre for ofte, men de dage hvor du bare er træt eller slet ikke har overskuddet til det, så er det altså helt okay at holde en pause. Det er dog super vigtigt at du ikke bare holder pause fordi du ikke gider, men det er noget du reelt har brug for. Du skal ikke skrive så meget på dit skriveprojekt at du bliver udbrændt. Det er noget der især kan få det at skrive på skriveprojektet til at føles som en pligt, og i sidste ende kan du ende med at du slet ikke har lyst til at skrive. Altså, sagt med andre ord, så kan det i sidste ende dræbe din skrivelyst helt, og det vil jeg mene er endnu værre end at det føles som en pligt.

Konklusion

Der er ikke meget du kan gøre ved pligtfølelsen, for uanset hvordan du vender og drejer det så vil det, som jeg også skrev til at starte med, være en pligt. De metoder jeg har skrevet foroven kan bruges, men de virker altså kun i situationen. Hvis det er et mere gennemgående problem, at denne pligtfølelse forhindrer dig i at skrive, så virker metoderne foroven nok ikke. Så det allervigtigste er altså at acceptere, at denne pligt vil være en del af pakken, hvis du vil være seriøs omkring din skrivning.

5 ting du kan gøre hvis du mangler inspiration

Du sidder med dokumentet foran dig. Du har endelig fundet tiden til at få skrevet og der er intet der kan standse dig i at skrive nu. Udover, at det er der… For selvom du sidder med dokumentet foran dig, skriver du ikke. Uanset hvor meget du gerne vil, så kan du bare ikke finde noget at skrive om. Og nu er du så kommet til den frygtelige erkendelse, at du mangler inspiration. Frygt dog ej, kære læser, for jeg har samlet nogle tips til hvordan du kan få din inspiration tilbage.

1. Tillad ikke dig selv at gå i stå

Det er fristende at lukke et dokument ned og aldrig åbne det igen, når du for hundrede og syttende gang sidder og stirrer på det du egentlig burde skrive på. Det er dog det sidste du skal gøre. Du må under ingen omstændigheder lade dig selv gå i stå, også selvom det kan virke uimodståeligt. Jeg har selv, alt for mange gange, ladet mig selv gå i stå på en idé jeg havde og har hver eneste gang fortrudt det. Når jeg først har ladet mig selv gå i stå på en idé, er det alt for sjældent at jeg er kommet i gang med at skrive på den igen. En ting jeg så gør, i stedet for at lukke dokumentet ned, er at skrive alligevel. Det lyder måske som noget ret mærkeligt at gøre, for hvordan kan man skrive selvom man ikke har inspiration? Simpelt, du kyler bare en masse sætninger ud, også selvom de slet ikke giver mening i forhold til din idé. Jeg finder ofte ud af, efter jeg har kylet en masse sætninger ud, at jeg faktisk godt kan bruge nogle dem. Så man kan sige, at nogle af de tilfældige sætninger jeg fik kylet ud pludselig blev gnisterne der satte ild til min inspiration igen.

2. Klap computeren sammen og gå en tur

En ting der ofte er undervurderet er en god gåtur. Kombinationen af at komme væk fra computeren, den friske luft og det at få gang i blodomløbet er en fantastisk måde lige at få samlet tankerne på. Jeg oplever ofte, at når jeg først har fået rejst mig fra computeren og er kommet udenfor og væk fra arbejdet, så får jeg nemmere ved at tænke over hvad denne idé jeg havde egentlig gik ud på. Jeg føler mig slet ikke det samme pres som når jeg sidder med det åbne dokument foran mig, og det er en kæmpe hjælp for mig, når jeg forsøger at vinde inspirationen tilbage. Et lille tip er at tage en notesblok med, eller din telefon, så du har noget at skrive ned på i tilfælde af at du får en brugbar idé mens du går. Jeg har selv oplevet at få inspiration, som jeg har glemt, fordi jeg ikke fik skrevet det ned under de ture jeg er gået. Det er super ærgerligt, så vær hellere forberedt og skriv dine tanker om din idé ned, for så undgå en del irritation over glemt inspiration.

3. Mind dig selv om hvorfor du skriver

Når du mangler inspiration er det nemt at glemme hvorfor det egentlig er at du skriver. Du kan nemt blive så fanget af din frustration at det overskygger den glæde du normalt føler ved at skrive. Derfor kan det være en god idé lige at minde dig selv om alle de ting du elsker ved at skrive, også selvom du midlertidigt føler dig frustreret og inspirationsløs. Du kan bl.a. vælge at lave en lille liste du kan læse igennem hver gang du mangler inspiration. Det kan være en kæmpe hjælp, da man i sin frustration ikke altid kan huske hvorfor man skriver. Jeg personligt foretrækker dog bare at minde mig selv om det i mine tanker. Mine grunde til at jeg skriver ændrer sig nemlig ret ofte. Nogle dage skriver jeg fordi jeg har en idé der ikke vil slippe sit tag i mig, nogle dage dage skriver jeg fordi jeg har et budskab jeg gerne vil have ud og andre skriver jeg fordi jeg simpelthen ikke kan lade værre. Du kan selvfølgelig minde dig selv om hvorfor du skriver på lige den måde du har lyst til på. Det vigtigste er du bliver mindet om det og at det hjælper dig med at se igennem frustrationen der afholder dig fra at skrive.

4. Se en film, lyt til musik eller læs noget

Inspiration behøver ikke nødvendigvis komme indefra, det kan sagtens komme udefra. Mange føler at de skal sætte sig ned og vente på at inspirationen kommer til dem indefra. Selvom det måske virker i nogle tilfælde, så kan det dog i andre tilfælde blive nødvendigt at søge inspiration udefra. Jeg har ofte haft positive oplevelser ved at sætte mig ned og se en film, læse en bog eller lytte til noget musik. Man kan nemlig hurtigt miste sin inspiration hvis man kun ser på det man selv skriver, og derfor kan det være meget forfriskende at læse, se eller lytte til noget nogle andre har kreeret. Du har vel også selv oplevet at se en film, læse en bog eller lytte til en sang der har fyldt dig med inspiration. Når det sker, er det vigtigt at du bruger den inspiration. Jeg har selv før i tiden haft ignoreret den inspiration jeg har fået udefra (hvilket er ret dumt, det ved jeg) fordi jeg følte at det ville være at “stjæle” en idé eller et koncept. Tingen er at det at få inspiration på ingen måde er det samme som at stjæle. Det at stjæle er at man direkte tager en andens idé og selv bruger den. Det at få inspiration, tvært imod, er at se på en idé og få en ny idé ud af det selv. Og det kan faktisk være en af de mest effektive måder du kan få inspirationen tilbage på.

5. Luk dokumentet i nogle dage

I nogle tilfælde er det allerbedste valg dog at lukke dokumentet i et længere stykke tid. Jeg sagde ovenstående, at man under ingen omstændigheder må lade sig selv gå i stå på en idé, og dét står jeg stadig ved. Det at lukke sit dokument i nogle dage er ikke det samme som at gå i stå. Det er at tage en pause. Det kan nemlig i nogle tilfælde være en rigtig god idé at se på en idé med friske øjne. Man kan med friske øjne ofte se muligheder og potentale som man ikke ville kunne have set, hvis man bare havde fortsat med at stirre sig selv træt på en idé. Jeg ser ofte det at lukke dokumentet i et længere stykke tid som en nødløsning, for det at tage en pause kan meget hurtigt ende ud i at man går i stå, eller helt giver op, på den idé man havde. Det kan dog være meget effektivt, hvis alt andet ikke virker.