Indlæg

Udgivet den

Boganmeldelse af Sapiens: En kort historie om menneskeheden

Titel: Sapiens: En kort historie om menneskeheden
Forfatter: Yuval Noah Harari
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 2011
Oversætter: Annemette Goldberg

Sidder du nogensinde i toget på vej til skole eller arbejde og tager dig selv i at kigge rundt, observere folk, undre dig over det samfund vi lever i? Besynderligheden i, at vi som mennesker har kreeret en verden baseret på fiktionelle regler og love og idéer, som vi alle sammen køber og tror på? Tjah, du er ikke den eneste; Yuval Noah Harari har tilsynladende haft den samme oplevelse – bortset fra at han er historiker og professor ved Det hebraiske universitet i Jerusalem, og er opsat på ikke bare at lade denne nysgerrighed simre, men at forsøge rent faktisk at optrevle mysteriet omkring menneskehedens historie. Så hvis du er en historie-nørd, eller måske bare lider af en nysgerrig sjæl, så er denne bog lige noget for dig.

I hans bog, Sapiens: En kort historie om menneskeheden, gør Harari nemlig rede for de betydelige dele af menneskehedens historie på en letforståelig måde, og gør det muligt for enhver at få indsigt i den fascinerende historie om hvordan vi er endt, hvor vi er nu. Han undlader at gå for meget ned i de mindre nuancer og detaljer, men skaber et overblik over menneskehedens makrohistorie fra Stenalderen til det 21. århundrede. Alt skal tages med et gran salt selvfølgelig – bogen har fået kritik fra forskere med relevant ekspertise på området – men jeg vil nu mene, at bogen giver et godt overordnet billede på emnet.

Harari skaber overblik over menneskehedens historie ved at inddele den i fire overordnede dele i følgende rækkefølge:

  1. Den Kognitive Revolution
  2. Agerbrugsrevolutionen
  3. Foreningen af menneskeheden
  4. Den Videnskabelige Revolution

I hver del udpensler han de vigtigste begivenheder der fandt sted – historisk såvel som kulturelt – og sørger for at alle begivenheder er beskrevet så de er letforståelige, samtidig med at han gør sig umage i, at intet bliver udvandet eller fordummet. Han sørger også for at alle begivenheder han beskriver er zoomet ud til et stadie der gør, at vi kan se, hvordan hver enkelt begivenhed bidrog til den langsomme gang fra Stenalderen til nutidens samfund, mens han samtidigt sørger for at forblive zoomet nok ind til, at ingen vigtige detaljer eller information går tabt i den større sammenhæng.

Så som konklusion: Sapiens: En kort historie om menneskeheden af Yuval Noah Harari er en spektakulær bog, som alle der er på udkig efter detaljeret, overordnet viden om menneskehedens fascinerende historie, vil kunne få glæde af.

Udgivet den

Boganmeldelse af Dronninggambit

Titel: Dronninggambit
Forfatter: Walter Tevis
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 1984
Oversætter: Mogens Cohrt

Citat: “– … De har ikke skrevet halvdelen af det, jeg fortalte dem. De har ikke skrevet noget om Mr. Shaibel. Eller om hvordan jeg spiller siciliansk. –Men Beth, sagde Mrs. Wheatley, – det gør dig til en berømthed – Beth så tankefuldt på hende. – Hovedsageligt fordi jeg er en pige, sagde hun.”

Dronninggambit af Walter Tevis er en gammel roman, der med hæsblæsende fart er blevet bragt til popularitet gennem Netflix-serien af samme navn, der er baseret på bogen. Og efter selv at have set serien med stor begejstring, kunne jeg heller dy mig for at få fingrene i bogen. Jeg må dog allerede nu indrømme, at bogen bare ikke helt kunne gøre det samme for skakspillet, som Netflix-serien kunne (hvilket var lidt af en skuffelse). På trods af det, så er historien dog overraskende ens i både serien og bogen – de primære ændringer værende et par uddybninger af de sekundære karakterer + en baggrundshistorie for Beths mor (der virkelig komplimenterer handlingen) i serien. Jeg vil dog på ingen måde anbefalde nogen at læse bogen efter at have set serien, da bogen bare ikke formår at gøre noget godt for skakspillets skønhed; lange tørre passager der beskriver skakpositioner + en oversætter der ikke helt kan følge med, er bare ikke noget særligt godt match. Så nu er du i hvert fald advaret, hvis du har tænkt dig at læse bogen!

I Dronninggambit møder vi den otteårige Elizabeth Harmon – bedre kendt som Beth – da hun bliver sendt på børnehjem efter hendes mors tragiske død i en bilulykke. Herfra følger vi hendes rejse mod at blive et af de største skakgenier i verden (og så som kvinde i en mandsdomineret verden endda!), men som læser vil man også hurtigt opdage at der ulmer andre – og langt mere seriøse – ting under overfladen. I takt med at Beths succes vokser, så gør hendes indre dæmoner det nemlig også, og som læser bliver man efterhånden langsomt men sikkert tvunget til at indse, at dette ikke kun er en bog om genialitet, men også en bog om hvad genialitet egentlig koster.

Det allermest bemærkelsesværdige i bogen – hvilket man også hurtigt vil finde ud af som læser – er personskildringerne. Ikke nok med at selve hovedpersonen – Beth Harmon – er en super interessant karakter, så er de sekundære karakterer i romanen også bare super interessante at høre om. Bogen gør ikke et helt så godt arbejde som serien i at uddybe hvem karaktererne er, men på trods af det, så vil man alligevel forelske sig i karaktererne, og dét er lige fra Jolene, til Mr. Shaibel, til Mrs. Wheatley. Når bogen er slut er det ikke kun Beth man vil tage sig selv i at spekulere over, man vil også undre sig over hvad der mon er sket i Mrs. Wheatleys forhistorie siden hun har det alkoholmisbrug hun har, og undre sig over hvordan Jolene gik fra at være børnehjemsbarn til at blive så succesfuld som hun var sidst i bogen. Man kan kun ærgre sig inderligt over, at man ikke lærer lige så meget om karaktererne som man kunne – selvom man også samtidig udmærket godt er klar over, at det ville fjerne fokus fra det vigtige i historien, hvis man fik tilfredsstillet sin nysgerrighed på de mange spændende karakterer. Det er nemlig, trods alt, ikke dem der er vigtige; det er Beth Harmon historien handler om og ikke alle de andre (uanset hvor spændende de end også er).

Det andet man vil bemærke som læser, er tiden som bogen er skrevet i. Historien strækker sig fra de sene 1950’ere til de sene 1960’ere, og dette er kun noget der gør historien endnu mere bemærkelsesværdig end den allerede er. Beth Harmon er jo ikke kun et skakgeni, hun er også en kvinde, der begår sig i den mandsdominerede verden – både den virkelige verden og skakverdenen – og det er bestemt ikke noget der går ubemærket hen (selvom hun nok allerhelst ville have været fri for det). Historien handler lige så meget om Beths kamp om at stige til skakverdenens top, som den handler om hendes kamp med at befinde sig i en tid, hvor kvinder ikke just anses som værende i stand til de samme ting som mænd. Gentagende gange må vi som læsere se Beths frustationer over, at fokusset forbliver rettet imod hendes køn og ikke hendes skakspil, hvilket er et vilkår i den tid hun lever i. Alt i alt vil man som læse opleve, at det er en meget feministisk fortælling, uden at den dog på nogen måde bliver pompøs eller prædikende i sit udtryk. Beth tager sine kampe mod hendes køns status i skakverdenen, ved at vælte én konge ad gangen, indtil det måtte være klart for enhver, at hun er den bedste skakspiller – ikke på baggrund af hendes køn, men simpelt fordi hun bare har talent og passion for skak.

Det sidste der er værd at bemærke ved bogen er slutningen. Jeg personligt synes, at den er lidt træls, idet den ikke rigtig uddyber hvad der videre sker med Beth og hendes misbrug og andre indre dæmoner; Lærte hun nogensinde at styre sit misbrug? Det får vi som læsere aldrig at vide, og det synes jeg personligt er skide irriterende. Jeg har dog valgt at antage, at det er en meget bevidst beslutning fra Walter Tevis’ side, at slutte historien på den måde som han gjorde. For på trods af at vi som læsere ikke får afklaring på særligt mange af vores spørgsmål, så siger slutningen alligevel ikke lidt om Beth Harmons karakter. For hun er helt grundlæggende ligeglad med berømthed og det at virke succesfuld – hun vil bare gerne spille skak. Og lige præcist dét, er hvad hun gør. Selvom hun lige har slået den russiske elite i skak, så vælger hun at spille imod de almene russere i den lokale park. Spillet i sin helhed er hvad hun er interesseret i, intet mere eller mindre end det – og det er lige netop den “besættelse” hun har af skakspillet, som helt grundlæggende skaber hendes karakter på godt og ondt, afhængighed og det hele.

Vurdering: 3/5

Selvom jeg virkelig har en forkærlighed for denne historie, er jeg bare ikke i stand til at give bogversionen af historien mere end 3/5. Bogen kunne bare på ingen måde hamle op med hvad Netflix-serien var i stand til at gøre for skakspillets skønhed – og når nu hele historien handler så meget om skak som den gør, så ødelægger det bare ret meget af historien for mig, når skakspillene er så dårligt beskrevet i bogen som de er. Selve historien er dog mere eller mindre den samme i bog såvel som serie, så på den front er bogen ganske glimrende – det er bare de dårlige skakbeskrivelser der hiver min vurdering så langt ned.

Udgivet den

Hvordan det at se film, kan gøre dig til en bedre skribent

Film og litteratur er to vidt forskellige medier – den ene er et skriftligt medie, den anden et visuelt medie. Som skribent kan du derfor meget hurtigt få det indtryk, at du kun kan forbedre dine skrivefærdigheder ved at læse en hel masse bøger. Men det er på ingen måde sandt. Som skribent kan du faktisk lære en hel masse skriverelaterede ting ved at se film, endda ting som du nok ikke ville kunne lære ved kun at læse bøger. Film og litteratur har nemlig, trods deres åbenlyse forskelle, én helt bestemt ting til fælles; de omhandler begge to kunsten i, at kunne fortælle en god historie. Og med det i øjemed, så kan du som skribent faktisk få en hel masse viden om historiefortælling ved at se film, og den viden kan du bruge til at forbedre dine skrivefærdigheder. Og det vil jeg helt klart mene, er noget der er værd at kigge en smule nærmere på som skribent.

Analyser hvordan historier er bygget op

En historie er en historie, uanset om den så er fortalt gennem et visuelt eller skriftligt medie. Derfor kommer det nok ikke som en overraskelse for dig (eller måske vidste du det allerede i forvejen), at både bøgers og films komposition er bygget op på mere eller mindre samme måde. Der findes selvfølgelig forskellige “modeller” når det gælder komposition af film og litteratur – tre akter modellen, berettermodellen, save the cat, osv. – men den grundlæggende komposition i de fleste modeller er stort set den samme. (Det er dog altid en god idé at have øje for de forskellige variationer/ændringer der er, alt efter hvilken model der er brugt i en specifik film eller bog – hvis der da i det hele taget er brugt en specifik model. Nogle instruktører eller forfattere holder sig ikke til en kompositionsmodel, men afviger fra dem og finder på deres egen ting (f.eks. “Memento” af Christopher Nolan)).

Dette er en fantastisk mulighed for at lære. Så næste gang du planlægger at se en film, så lad være med bare at sætte dig ned og se filmen “casually”. Dyk en smule dybere ned i filmen, og se om du kan spotte kompositionen. Hvornår og hvordan bliver historiens konflikt introduceret? Hvordan bliver konflikten løst igen? Kan du se helt præcist hvilken kompositionsmodel der er brugt? Hvis du er rigtig flittig, så kan du endda finde papir og blyant frem, så du kan tage noter undervejs, og/eller analysere hvordan filmen er bygget op i dybde. Uanset hvad du gør, så er det vigtigste sådan set bare, at du holder dit fokus på de forskellige elementer indenfor komposition som historien er bygget omkring. For jo bedre du bliver til at spotte disse elementer i andre historier, jo lettere vil det blive for dig også selv at gøre brug af disse elementer – og det er noget du helt sikket vil takke dig selv for i fremtiden, da det i høj grad kan forbedre dine egne historier (disse elementer virker nemlig bare, så det ville være en skam ikke at gøre brug af dem).

En lille sidebemærkning når det gælder komposition er, at det faktisk kan være lettere at have med komposition at gøre, hvis man tager udgangspunkt i en film i stedet for en bog. Det er der grundlæggende to årsager til. For det første, så tager det kortere tid at se en film, end det gør at læse en bog. Dette gør, at det er langt mere overskueligt, at skulle analysere kompositionen i en film end i en bog, da der er mindre stof du skal forholde sig til. For det andet, så er film ofte mere fastlåste i deres komposition end bøger er (især Hollywood er kendt for dette). Og idet kompositionen er mere fastlåst, vil den også automatisk blive ret forudsigeligelig og let at gøre rede for. Det vil altså sige, at det ikke bare tager kortere tid at se en film end at læse en bog, det er også hurtigere og lettere for dig, at analysere hvordan historien er bygget op, da kompositionen er mere fastlåst end i en bog (husk dog på, at lettere ikke altid betyder bedre!).

Tag et kig på dialogen

Mange skribenter synes, det kan være svært at skrive god dialog til deres historier – og det giver da egentlig også rigtig god mening, når man tænker en smule nærmere over det. Der er nemlig ret stor forskel på at skrive noget og på at sige noget. Derfor kan du ret hurtigt komme til at føle dig en smule på bar bund, når du vil skrive dialog. Du sidder måske og har gang i et rigtigt godt skriveflow, men når du når til dialogen, må du pludselig stoppe op og klø dig selv i nakken. “Vil den dialog, jeg lige har skrevet, egentlig kunne finde sted i virkeligheden?” tænker du måske. Eller måske har du bare haft den helt forfærdelige realisation, at din dialog er godt og gammeldags kedelig. Den helt konkrete årsag er dog ligegyldig. Det der betyder noget er dit følgende spørgsmål: “Hvad fanden kan jeg gøre ved det?”

Det er her film kommer ind i billedet. Der sker nemlig noget når du hører dialogen, frem for når du læser den. Når du hører dialogen – og ser den blive fremført af en skuespiller på det hvide lærred – vil dialogen ikke kun blive meget mere levende for dig, du vil også få en meget bedre forståelse for, hvad dialog egentlig kan gøre for din historie. Og det er i den grad noget, du kan drage ret stor nytte af. Jeg vil endda gå så langt at sige, at dialogen er et af de allervigtigste elementer i din historie, og kan have en afgørende indflydelse på, om historien bliver succesfuld eller ej. “Men, øh, hvorfor er det egentlig, at dialogen spiller så vigtig en rolle i min historie?” tænker du sikkert nu, og det med god grund. Der er er nemlig ikke nogen enkel eller entydig årsag til, at dialog er så vigtigt for en historie. Tværtimod er der mange forskellige årsager. Der er dog et par årsager, som jeg mener er vigtigere end andre:

  1. Dialog kan føre din histories handling fremad på en måde, som beskrivelser ikke kan. Det der fører plottet fremad i en historie, behøver ikke nødvendigvis være handling. Det kan sagtens være dialog – og til tider kan det endda være en decideret fordel, at bruge dialog i stedet for handling. Dialog er nemlig et rigtig godt redskab at bruge, når du vil skabe og/eller løse konflikter i din historie, hvilket er essentielt for, at du kan føre plottet i historien fremad. Koger man plot ned som en helhed, er det jo (i grove træk) stort set ikke andet end at skabe og løse en række konflikter. Så kom i gang med at bruge dialogens fantastiske konfliktskabende og konfliktløsende egenskaber til din egen fordel, og se om du gennem dialog kan føre dit plot videre på en kreative og engagerende måde.
  2. Dialog får dine karakterer til at komme til live. Du kan beskrive hvem din karakter er, i lige så mange detaljer du vil, men det der virkelig sætter prikken over i’et når det gælder karakterisering, er dialogen. Der er nemlig ikke noget der får din karakter til at virke mere levende, end når du får dem til at interagere med de andre karakterer i din historie. Det er her dine læsere virkelig får mulighed for, at skabe deres eget billede af, hvem din karakter virkelig er – beskrivelser af hvem karakteren er, kan nemlig hurtigt føles som tomme ord. Så vis hvem karakteren er overfor dine læsere, i stedet for at fortælle dem det gennem talrige “tomme” beskrivelser.
  3. Dialog kan afdække information. Hvis du vil undgå “info-dumps” af baggrundshistorie eller anden vigtig information (hvilket du som en tommelfingerregel gerne vil), kan dialog være din redningsmand. Ved naturligt at lade dine karakterer afdække vigtig information når de taler sammen (her er naturligt nøgleordet – du skal for alt i verden undgå at afdækningen af informationen er åbenlys, da dialogen i så fald vil virke forceret. En forceret dialog, kan nemlig få de fleste læsere til at krumme tæer, eller i værste fald lukke bogen sammen), kan du nemlig hurtigt føre bogens plot videre, samtidig med dine læsere får informationen uden de føler, at det bliver til en hel lektion om plottet.
  4. Dialog gør din historie mere dynamisk. Hvis din historie primært består af beskrivelser af ting der sker, kan handlingen hurtigt komme til at virke meget ensformig. Det betyder, at selvom der sker mange spændende ting i historien, så tynges handlingen af de mange beskrivelser, og historien kan komme til at føles som en lang og kedelig monolog. Løsningen på det problem kommer i form af dialog. Dialogen giver nemlig din historie en smule adspredelse, så handlingen ikke kun er “actionbaseret”, og sørger for at historien føles dynamisk i stedet for ensformig. Så sørg for hyppigt at give dine læsere et pusterum fra alle de spændende ting der sker, ved at give dine karakterer tid til at kommunikere med hinanden, når de altså ikke har travlt med at overleve, løse et mord, forstå den mystiske profeti (eller hvad de nu gør alt efter hvad genre din historie er).

Som jeg ogå skrev tidligere, så kan det at høre dialogen – og se den blive fremført af en skuespiller i en film – i stedet for bare at læse den, give dig en smule bedre fornemmelse af hvordan dialogen rent faktisk virker, og hvordan den har indflydelse på historien. Så næste gang du ser en film, så prøv at se om du kan have disse punkter i øjemed. Læg mærke til hvordan dialogen får karaktererne i filmen til at komme til live, hvordan historien bliver mere dynamisk at se, hvordan plottet drives fremad, og hvordan stemningen bliver tydeligere i det karaktererne kommunikere med hinanden. Og når du har set filmen færdig, kan du med fordel også bruge et lille stykke tid på, at skrive dig bag øret (eller virkligt skrive det ned i f.eks. en notesbog) hvordan denne nye viden fra filmen kan anvendes i dine egne historier, så dialogen kan blive bedre og mere effektiv (tro mig, både du og dine læsere vil takke dig for det, haha).

Lad dig inspirere

Alle skribenter i hele verden kender til, at have en skriveblokering. Som kreativt menneske er det simpelthen bare et vilkår, at din inspiration af den ene eller anden årsag vil ebbe ud i ny og næ. Der er selvfølgelig de sædvanlige midler du kan tage i brug når det sker – læse en hel masse bøger, få noget frisk luft, tage en pause osv. – men der er faktisk noget andet du kan gøre, som du måske ikke har overvejet; du kan se en film. Du kan nemlig i nogle tilfælde komme ud af en skriveblokering – eller i hvert fald bare blive en smule inspireret – ved at et se en film. Det behøver ikke altid være en bog du får din inspiration fra, selvom det ellers generels set er mere accepteret at få inspirationen gennem bøger (Stephen King f.eks. udskælder nærmest det at se fjernsyn i sin bog “Om at skrive”). Og hvorfor ikke tage din “binge-watching” af Netflix og gøre den produktiv? Når nu du alligevel er i gang med at se en film, så skader det jo trods alt ikke, at gøre det til noget produktivt. Og hvis du ser film som en overspringshandling, fordi du ikke ved hvad du skal skrive, så er det jo kun en win-win situation.

Der er dog en meget vigtig præmis du skal være klar over, for at du succesfuldt kan gøre det at se film til noget produktivt. Du skal se filmen aktivt. Du kan nemlig ikke bare koble fra og se filmen. For hvis du bare kobler fra mens du ser filmen, gør du det exceptionelt svært for dig selv, at bruge det du ser som en inspirationskilde (ikke umuligt, men svært). Kilden til inspirationen kommer nemlig gennem indsats og aktiv tænkning, og ikke ud af den blå luft som mange ellers ofte tror. Prøv engang at spørg dig selv om, hvor tit du egentlig har følt dig inspireret til noget som helst, når du under en hel film bare har siddet tilbagelænet i en sofa og proppet popcorn i dig. Nok ikke særligt tit, vel? Men, øh, hvordan er det så helt præcist du ser en film aktivt? Hvad betyder det egentlig? Det betyder, at du bliver nødt til at engagere dig – virkelig engagere dig – i filmens handling. Du skal stille dig selv spørgsmål undervejs, tænke en smule dybere over hvad der sker i filmen, undre dig over hvorfor protagonisten og/eller antagonisten handler som de gør, og i sidste ende bare sørge for, at du hele tiden aktivt tænker over filmen mens du ser den. Når du aktivt tænker over filmen vil du nemlig med ret stor sandsynlighed opdage, at de tanker du gør dig, pludselig kan gå hen og blive en inspirationskilde til din egen historie – og når det sker, så er du succesfuldt brudt ud af din skriveblokering.

Det skal selvfølgelig også lige siges her, at de andre metoder til at komme ud af en skriveblokering stadigvæk er ganske glimrende tips. Du kan stadig med rigtig god grund benytte dig af dem når du sidder fast i din skrivning – jeg vil endda anbefalde dig at gøre de tips til dine “go-to” metoder når du har en skriveblokering (de virker nemlig bare i rigtig mange tilfælde). Men der er jo altid undtagelser. Der vil komme dage hvor de standard tips ikke vil virke for dig, og så er det meget godt at have et alternativ. Her kan film med god grund komme ind i billedet og (måske) hjælpe dig ud af din skriveblokering. Så når du en dag oplever at tippene, af den ene eller anden årsag, ikke virker for dig, så vil jeg bestemt ikke mene, at du bør holder dig fra at sætte en film på. Du skal bare sørge for at vælge en film du i forvejen tænker kan inspirere dig, og – som jeg også skrev ovenfor – sørge for at se filmen aktivt. Når du har de to ting i mente, så kan du med god samvittighed sætte en film på (og altså, selvom du ser filmen aktivt, er der vel ikke noget i vejen for at lave popcorn, vel?).

Gør din research mere underholdende

Når du skriver en historie om et emne du ikke ved særligt meget om, er det super vigtigt, at du får researchet grundigt. Der er selvfølgelig visse punkter, hvor det kan være nødvendigt for dig at gætte dig lidt frem, men det er en undtagelse og ikke en regel. Problemet med at researche er bare, at det godt kan gå hen og blive en ret kedelig opgave – og tro mig, der er ikke noget, der er værre for din research end kedsomhed. Når du keder dig, kan du nemlig godt være fristet til, at hoppe over hvor gærdet er lavest, og det er aldrig en god idé. Især ikke hvis du vil sørge for, at din historie er så troværdig som overhovedet muligt. Tingen er bare, at der ikke rigtigt er noget du kan for, at din research bliver mindre kedelig, vel? Forkert. Der er et alternativ der kan gøre din research mere underholdende; film. Altså, det skal selvfølgelig ikke være fiktionsfilm, men dokumentarfilm (det havde du vel også allerede regnet ud, ikke sandt? Ikke sandt?!).

Der er med ret stor sandsynlighed en hel masse du kan lære omkring dit researchemne gennem dokumentarer – og der er absolut intet i vejen med, at du supplerer din boglige research med dokumentarer. Så næste gang du går død i din research, så prøv at se om du kan finde en dokumentarfilm omkring dit researchemne. Det kan friske dig en smule op og sørge for, at du ikke falder alt for meget hen i kedsomhed. Du skal selvfølgelig ikke bare læne dig tilbage når du ser dokumentarfilmen, men se den med det øjemed at lære mere omkring dit researchområde. Behandl det som reel research (hvilket det jo også er), og sørg for at du husker den vigtige information filmen giver dig. Find en notesbog frem (hvis du finder det nødvendigt), så du kan få taget et par noter undervejs. Og så skal det også lige nævnes her, at du selvfølgelig – som med alt andet research arbejde – skal huske på, at du skal tage den information du får gennem dokumentaren med et gran salt. Som en tommelfingerregel er det meget godt at huske på, at du aldrig kan være for grundig i din research.

En lille bemærkning når det gælder research er, at du selvfølgelig ikke kan erstatte al din research med film. Det kan være meget rart som en smule afveksling, da det kan blive en smule tungt og langhåret at læse faglige bøger og artikler, men det er bestemt ikke nogen erstatning. Det er nemlig nødvendigt, at få viden omkring dit researchområde gennem en godkendt kilde (og den viden der står i en fagbog er helt bestemt godkendt – du kan dog komme ud for, at det der står er en smule forældet, men det kan du undgå ved at finde nyere bøger omkring emnet) , og det er desværre ikke altid tilfældet med dokumentarer. Dokumentarer har nemlig ofte en tendens til at være mere dramatiserede end troværdige. Det betyder, at din primære researchkilde altså ikke bør være dokumentarer, men kilder du med ret stor sikkerhed kan sige er troværdige.

Udgivet den

Boganmeldelse af de

Titel: de
Forfatter: Helle Helle
Forlag: Rosinante
Udgivelsesår: 2018

Citat: “I juni kan hendes mor ikke komme igennem sin syltetøjsmad. Hun plejer at spise både den og en med honning og en halv ostemad på toast. Den anden halvdel pakker hun så ind og tager med i forretningen. Nu sidder hun og trommer med neglene i bordpladen ved siden af tallerkenen, det er jordbærsyltetøj, hun puster en lok væk fra ansigtet. Hun er virkelig ikke sulten. Men mange har jo ingen appetit så tidligt på dagen.”

de af Helle Helle er en roman, der på mange måder formår at være knugende trist, hjertevarm, og humoristisk på en og samme tid. Som læser møder man den 16-årige hovedperson og hendes enlige mor, og får et næsten intimt indblik i deres liv, som på mange måder vendes på hovedet, da moren bliver alvorligt syg. De taler aldrig om sygdommen, så den kommende sorg og det uundgåelige tab som hovedpersonen snart vil blive udsat for, bliver aldrig rigtigt bearbejdet. I stedet taler de om alt muligt andet, griner en hel del sammen, og forsøger på næsten tragikomisk vis at leve videre, som om sygdommen slet ikke er der. Men det bliver også kun lige et forsøg, for lige under overfladen lurer alle de ting der ikke bliver sagt. Så alt i alt er dette en bog, hvor man som læser gentagende gange må græde og grine, idet hovedpersonen og hendes mor forsøger at holde fast i en hverdag, som pludselig er blevet skrøbelig og meget, meget tidsbegrænset.

Det mest bemærkelsesværdige ved bogen – hvilket også er noget man meget hurtigt opdager som læser – er den usædvanlige måde hvorpå den er skrevet. Alt er skrevet i nutid med undtagelse af dialog. Og selvom dette til at starte med virker højst besynderligt, så vil man som læser efterhånden erkende, at det giver perfekt mening. For når en katastrofe rammer, så befinder man sig i den reneste form for nutid, og alt føles som om det foregår i slowmotion. Hvorfor skulle det være anderledes i dette tilfælde? Desuden giver det også en fornemmelse af, at hovedpersonen forsøger at undertrykke alle tanker omkring det uundgåelige. Det lader nemlig til, at hovedpersonen har så travlt med at genkalde sig minder, at fortiden og nutiden nærmest flyder sammen, hvilket distraherer hende fra den meget nære fremtid, som hun ikke ønsker at erkende. Dette kommer især til udtryk når hun ufrivilligt bliver mindet om det, og hurtigt benægter det: “-Hvis jeg dør, skal I ikke tage bedemand Hansen, han udlover tre flasker rødvin, det er modbydeligt, siger hun. -Så er det godt, du ikke dør, siger hun, hun vil gerne tilbage til stegepanden, blusset er tændt”.

En anden bemærkelsesværdig ting er bogens slutning, eller nok nærmere mangel på samme. Slutningen er nemlig cirkulær, dvs. at bogens start er en del af slutningen, og slutningen stopper der hvor starten begynder. Det er en interessant måde at afslutte historien på, og som læser kan man ikke gøre andet end at slå op på første side igen. Det vækker nemlig undren og overraskelse, og til at starte med kan det være svært at finde en umiddelbar mening med denne slutning. Men præcist som den rene nutid, så giver det egentlig meget god mening når man tænker over det. Den cirkulære slutning giver nemlig historien en følelse af kontinuerlighed, som om der slet ikke er nogen endelig slutning. Og selvom man som læser udmærket godt er klar over, hvad bogens egentlige slutning er: den uundgåelige død af hovedpersonens mor, så kan man godt sætte sig ind i hvorfor hovedpersonens narrativ ser ud som det gør. I den periode som historien foregår i, befinder hovedpersonen sig nemlig i et stadie, hvor hun slet ikke er i stand til at erkende at hendes mor skal dø. Og når nu det er sådan en kæmpe del af historiens handling og tema, ville det så ikke virke mærkeligt at slutte den med morens død? Tværtimod, så lader den cirkulære slutning til at understrege temaet og handlingen, og giver på den måde læseoplevelsen et sidste mærkbart løft.

Den sidste bemærkelsesværdige ting er, at der ikke er et eneste tidspunkt i bogen, hvor hverken hovedpersonen eller hendes mor nævnes med navn. Det er bestemt ikke nogen typisk ting at opleve i en bog, og som læser kan man også opleve en del forvirring under læsningen. Det er nemlig ikke altid helt klart, om en beskrivelse omhandler hovedpersonen eller hendes mor. Men måske er det netop det der er pointen. Historien handler jo ikke om hovedpersonen og hendes mor som to forskellige individer, men om dem som en fælles enhed, et “de” – som titlen jo også referer til – der i en nær fremmed skal forsvinde. Ved at holde dem navnløse gennem hele historien tydeliggøres denne fælles enhed, hvilket også sørger for, at læseren ikke kan undgå at opdage vigtigheden af dette beskedne “de”. Og det er netop heri bogens tristesse ligger. Som læser ved man jo – ligesom hovedpersonen og hendes mor – at dette “de” snart er slut, og at det vil ende ud med et enkelt “hun” der står tilbage helt alene.

Vurdering: 5/5

At læse denne bog er en oplevelse. Der er ingen andre måder at beskrive det på. Bogen er en historie og et stykke kunst på en og samme tid, og trods den tid det tager at vænne sig til skrivemåden, så er den en fornøjelse at læse. Man kan virkelig mærke, at Helle Helle har givet sig tid til at tænke over, helt præcist hvordan denne historie skulle fortælles, og lige netop det gør at bogens alternative fortællemåde holder. Så alt i alt; hvis man ønsker at læse en bog der kræver en smule tænkning og fortolkning fra læserens side, så kan jeg intet andet gøre end at anbefalde denne bog.

Udgivet den

Et ord eller to om den kreative proces

Det at skrive en bog er en kreativ proces. Det ved jeg, da jeg efterhånden selv har været igennem en del kreative processer. Som det ser ud nu, er ingen af de kreative processer dog endt ud i en succesfuld skrevet bog endnu. Dette har dog ikke afholdt mig fra, at få et par tanker omkring hvad det vil sige, at befinde sig i en kreativ proces. Jeg sidder nemlig lige nu – for allerførste gang må jeg indrømme – midt i en kreativ proces, som jeg virkelig føler vil blive til noget. Det er en ganske særlig følelse, og har givet grundlag for de her tanker omkring den kreative proces, som jeg mener er værd at dele med dig. Det er nemlig en ganske speciel proces at befinde sig i, og det er uanset om processen i sidste ende ender ud i en succesfuldt skrevet bog eller ej.

Den kreative proces er frustrerende

Den kreative proces er lige så frustrerende som den er fantastisk. Den er kompliceret og fuld af irriterende perioder, hvor processen nærmest kan gå i stå. Og på den anden side, så er den let som leg, hvor procesen primært består i, at ens fingre danser hen over tastaturet. Men mest af alt, så er den kreative proces fyldt med en hel del frustration. Jeg vil faktisk gå så langt at sige, at frustration er ståstedet for den kreative proces – hvad den grundlæggende består af. Frustration er nemlig den mest indflydelsesrige faktor, når det gælder om at drive processen fremad. Det lyder måske lidt mærkeligt, for er det ikke motivation der skaber “drive” til at skrive? Og selvom dette måske også til dels er sandt, så vil jeg stadigvæk mene, at frustration er endnu bedre til at skabe “drive” end bare motivation i sig selv. Motivation i sig selv er nemlig flygtigt – der er intet grundlag for den. Frustration er derimod for dybtliggende til at kunne være flygtigt, og har på den måde et fast grundlag. Dette består i, at frustration indebærer en stærk følelse af utilfredshed. Denne utilfredshed manifesterer sig i dele af ens bogprojekt, og dette medfører et ønske om at forbedre de dele af bogprojektet. På den måde er frustration altså den faktor, der driver hele den kreative proces fremad.

Den kreative proces kræver tålmodighed

Det at skrive en bog er en meget langtrukken kreativ proces. Hvis man hælder henimod at være til den mere utålmodige side (hvilket jeg nok gør, haha), så kan dette til tider være en lille smule svært at acceptere. Det kan nemlig være enormt irriterende, at have så mange gode idéer til ens bog, for så pludselig at få en spændetrøje på, da den langtrukne kreative proces holder flowet af idéer nede. Det er dog super vigtigt at acceptere dette, da man på ingen måde når langt i en kreativ proces, hvis man forsøger at fremskynde den. Det skal så også lige nævnes her, at der selvfølgelig kan være deadlines som skal overholdes. Når det sker, kan det være en nødvendighed at speede processen lidt op, men det er ikke hvad min pointe handler om. Min pointe handler om, at det ikke at bruge nok tid på de forskellige grundelementer af den kreative proces, kan have fatale følger for den bog man er i gang med at (forsøge at) skrive. Den kreative proces er nemlig ment til at være langtrukken, og ment til at fungere som en spændetrøje, når din hjerne har en overflod af idéer. Det at den er langtrukken sørger nemlig for, at du formår at sorterer ud i overfloden af idéer, så du kun får de allerbedste med i din bog. Hvis du så fremskynder den kreative proces, og ikke rigtigt formår at færdiggøre dele af den, så er der en meget stor sandsynlighed for, at du ikke får lige så gode resultatet som du kunne have fået. På den måde kræver den kreative proces altså, at du har tålmodighed, hvis du vil udføre processen med de bedst mulige resultater du kan få.

Den kreative proces kræver pasning

Når først man er kommet ind i en kreativ proces, så er det vigtigt at man ikke tager det for givet. Det er nemlig ikke noget nemt stadie at være i, og for rent faktisk at blive i det, og i sidste ende færdiggøre det, så kræver det at man “passer” den. Og hvordan gør man så helt præcist det? Svaret er; for at passe den kreative proces kræver det, at man rent faktisk sætter sig ned og skriver. Mere simpelt bliver det ikke. Problemet opstår så i, at det er langt nemmere sagt end gjort. Det kræver nemlig en del disciplin og viljestyrke, og det er ikke to ting der er nemme at opretholde i længden (det ved jeg efter egen erfaring, haha). Af den grund er det alt, alt for let, at lade den kreative proces glide ud i sandet, og på den måde lade den gode idé man havde til en bog forblive uskrevet. Og det er noget, som jeg vil mene er en kæmpe skam – der er intet værre end spildt potentiale. Derfor er det enormt vigtigt, at man som skribent erkender dette vilkår, og forsøger at komme problemet med manglende disciplin og viljestyrke til livs. Dette er jo, trods alt, en af de allervigtigste opgaver man har som skribent, for hvis man ikke passer den kreative proces (dvs. sætter sig ned og skriver), så kommer der ikke nogen bog (succesfuldt skrevet eller ej) ud af den kreative proces, og hvad er så pointen med, at komme ind i processen til starte med? Det vil altså sige, at hvis man vil have noget ud af den kreative proces, så kræver det at man passer den.

Konklusion

Hvad er det så helt præcist, at jeg mener med alt dette? Det jeg egentlig helt konkret mener – hvis man koger det ned – er vel egentlig bare, at den kreative proces i lige grad er en fantastisk og svær proces at befinde sig i. De dage den er fantastisk, flyver ens fingre hen over tastaturet, og der er intet der kan stoppe overfloden af ord i at dukke op i det åbne dokument. Andre gange (eller host host de fleste gange host) er den frustrerende, langtrukken, kompliceret og kræver at man holder sig i gang ved at sætte sig ned og skrive, uanset om man på daværende tidspunkt er motiveret for det eller ej. Og når processen så er på den sidstnævne måde, så er det vigtigt som skribent, at man forsøger at arbejde sig ud af komplikationerne – ellers får man aldrig en bog ud af processen, om den så ender ud med at være succesfuldt skrevet eller ej.

Udgivet den

Boganmeldelse af Stoner

Titel: Stoner
Forfatter: John Williams
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 1965
Oversætter: Jens Christian Grøndahl

William Stoner kommer fra en fattig bondefamilie i Missouri, USA. Her har han været siden begyndelsen af sit liv i slutningen af det nittende århundrede. Hans liv tager dog en lidt anderledes retning, da han som ung starter på en landbrugsskole og bliver introduceret til litteraturens verden. Ud af fascination vælger han litteraturen over landbruget, og bliver lærer på skolen. Her bliver litteraturen hans livs passion og ståsted, især når liver bliver svært.

Stoner er en bog der på utrolig vis formår, at fortælle en helt almindelig mands livshistorie på en måde, så man ikke kan undgå at blive berørt af det. Som læser får man virkelig en fornemmelse af, at få et helt autentisk kig ind i William Stoners liv, hvilket giver historien en rå og unik virkelighedsfornemmelse. Man må som læser flere gange tage sig selv i , at holde vejret gennem Stoners modgang og skuffelser, der jo trods alt hører livet til. Handlingen i sig selv er langsom og skrider fremad med museskridt, men alligevel giver historiens autencitet en spænding, der næsten gør det umuligt at lægge bogen fra sig. Som læser bliver man fanget af historien, for hvilken af livets udfordringer kommer Stoner mon nu til at befinde sig i, og hvad har han tænkt sig at gøre ved det?

Det allerførste ved bogen som man lægger mærke til, er bogens langsomme tempo. Hos nogle bøger kan det langsomme tempo virke kvælende for historien, og nærmest kede læseren ihjel, men dette er på ingen måde tilfældet i Stoner. Her giver det langsomme tempo tværtimod historien en form for autencitet, som jeg tvivler på kunne være opstået i et hurtigt tempo. Vi som læsere får muligheden for at komme tæt på William Stoner og hans væremåde, tæt på de karakterer han omgiver sig med, og sidst men ikke mindst; tæt på de udfordringer der præsenterer sig for William Stoner i hans dagligdag. Havde tempoet været hurtigt og actionfyldt, så havde der slet ikke været “tid” til, at skrive alle de detaljer om William Stoners liv som historien indebærer, og historien ville ikke have været den samme som den er nu. Så John Williams har virkelig formået at vælge det rigtige tempo til sin bog, og har med finesse fundet ud af at udnyttet det på den bedst mulige måde.

Det andet man vil lægge mærke til er karaktererne. Denne histories fokus ligger nemlig ikke så meget på plottet i sig selv – en mand der går på college og bliver lærer – men på selve karakteren, William Stoner, og de karakterer der omgiver ham. Man kan vel sige, at dette er en historie om William Stoner, og ikke en historie om hvad der sker for William Stoner. Der sker nemlig, mildt sagt, ikke særlig meget for ham. Til gengæld sker der en hel masse inde i ham, og det er lige præcis dér historien har sin charme. Man bliver grebet af hvem William Stoner er, hvilken udvikling han går igennem som person, og hvilke mennesker han kommer til at omgive sig med, i takt med at historien skrider fremad.

Det sidste man vil lægge mærke til, er hvor naturligt tidsperioden er skrevet ind i historien på. For mig var den naturlige måde, hvorpå tiden blev beskrevet ind i historien på, noget jeg fandt yderst tilfredsstillende at læse. Bogen er selvfølgelig skrevet relativt tæt op ad tidsperioden, men at John Williams ikke var i live i den tidsperiode, og alligevel har formået at beskrive den så naturligt, er stadigvæk rimelig imponerende. Hvor akkurat tidsperioden er beskrevet, kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig om. Beskrivelserne af perioden og dens begivenheder er flettet ind i historien på den måde, at William Stoner ikke er en direkte del af dem, men alligevel bliver påvirket af dem. Baseret på andre mere eller mindre historiske bøger jeg har læst og serier/film jeg har set, er dette lidt atypisk. Det lader til, at enten så er hovedpersonen i en historie direkte en del af de historiske begivenheder, eller også er fokus på noget helt andet i den givne tidsperiode. Dette er ikke tilfældet i Stoner, hvilket giver en meget autentisk følelse i historien, som jeg godt kan lide.

Vurdering: 4/5

Bogen var simpelt sagt en fornøjelse af læse. Hvis man på en kedelig regnvejrsdag har tænkt sig at lave en kop te, tænde nogle stearinlys og begynde læse en bog, mens man gemmer sig under tæppet, så er denne bog helt klart en anbefaling. Der er ikke noget hæsblæsende action at skulle holde styr på, eller gåsehudsfremkaldende forbrydelser at skulle opklare, kun en simpel mand og hans syn på eksistensen her i livet. Og nogen gange behøver en historie heller ikke handle om meget mere.

Udgivet den

Boganmeldelse af Sandheden om Harry Quebert sagen

Titel: Sandheden om Harry Quebert sagen
Forfatter: Joël Dicker
Forlag: Rosinante
Udgivelsesår: 2014
Oversætter: Mette Olesen

En ting for Marcus Goldman er at være en forfatter med skriveblokering. En helt anden ting for Marcus er, at der pludselig graves et lig op i haven hos hans bedste ven, den verdensberømte forfatter Harry Quebert. Og meget bedre bliver det ikke, da det opdages at liget er den 15-årige Nola Kellergan, der forsvandt fra byen 33 år tidligere. Da det går op for politiet og pressen, at Harry havde et forhold til Nola, går det helt galt, og Harry bliver straks anklaget for mord. I håb om at kunne hjælpe sin ven, rejser Marcus til Aurora for at undersøge hvad der rent faktisk skete med Nola 33 år tidligere.

Sandheden om Harry Quebert sagen er en hæsblæsende bog, der ikke kan beskrives på nogen anden måde end som en labyrint af handling, hvor der gemmer sig hemmeligheder bag hvert hjørne. Joël Dicker forstår sig virkelig på, at kringle en historie sammen hvor intet helt er som det ser ud, og hvor man aldrig kan bide sig sikker i, hvilken retning historien har tænkt sig at tage. Historien er nervepirrende fra start til slut, og der er ikke et eneste tidspunkt hvor man er bare en lille smule sikker på, hvilke hemmeligheder der nu vil bringes frem i lyset.

Det mest bemærkelsesværdige ved bogen, når man først er gået i gang med at læse, er måden som bogen er skrevet på. For det første så springer historien konstant mellem fortid og nutid, og endda mellem hvilke karakterer historien fortælles gennem. Så selvom der klart er en hovedperson, så springer handlingen altså også mellem hvis øjne historien fortælles fra, så karakterer, der ellers tilsyneladende ville være ligegyldige, puster en smule mere liv i fortællingen. Det giver bogen en anderledes opbygning end man er vant til, for selvom andre bøger også skifter synsvinkler, så gør denne bog det på en måde der skaber usikkerhed og kaos i fortællingen. Hver karakter har sit eget syn på sagen, og det skaber en form for upålidelighed der gør, at man ikke altid kan stole på det man læser.

Noget andet der også er værd at bide mærke i, er alle de drejninger historien tager. Jeg tror aldrig jeg har læst en bog, der tager så mange forskellige drejninger i historien, som denne bog gør. Hele tiden kommer der ny information om de forskellige karakterer, og hvad der er sket med Nola, og hver gang det sker, så får handlingen ligesom en ny drejning. Det giver bogen det her konstante spændingsmoment, der hele tiden fører handlingen videre. De fleste bøger har en tendens til, at være ret kedelig i midten, da handlingen som oftest går lidt i stå. Dette er ikke tilfældet i denne bog, for Joël Dicker forstår sig på at bruge det her spændingsmoment på de helt rigtige tidspunkter for, at handlingen ikke går i stå.

Det sidste der er bemærkelsesværdigt omkring bogen er alle karaktererne. Egentlig er det ikke atypisk, at en bog har mange karakterer med, mere eller mindre, indflydelse på historien. Men i denne bog er alle karaktererne ret vigtige i forhold til historien. Og det får man som læser også en fornemmelse af, når dele af bogen inkluderer de her karakterers synspunkter. Man kan vel sige at det er karaktererne der skaber handlingen, og ikke handlingen der skaber karaktererne i denne bog. Karaktererne lader til at handle realistisk, og ikke “mekanisk” for at tilpasse karaktererne til handlingen. Dette skaber en følelse af uforudsigelighed – man er på intet tidspunkt helt sikker på, hvad en karakter har tænkt sig at gøre, eller hvad denne har gjort i fortiden.

Så grundlæggende er Sandheden om Harry Quebert sagen en krimi, der på intet tidspunkt kan kaldes kedelig. Joël Dicker har virkelig formået at skrive en bog med spændende og levende karakterer, og en handling der gentagende gange overrasker læseren. Og det er lige præcis karakterernes ægthed, og til tider dobbeltmoralske handlinger der gør, at denne bog er så svær at lægge fra sig, når først man er gået i gang med at læse den.

Vurdering: 3/5

Bogen var spændende og hæsblæsende, og jeg fandt det nærmest umuligt at lægge bogen fra mig, når først jeg gik i gang med at læse. Men der var én ting, som blev ved med at genere mig, mens jeg læste – de hyppige spring mellem karakterer og tid. For mig blev det hurtigt lidt for meget af det gode. Næsten hver gang der var et spring mellem karakter eller tid, blev der afsløret ny information, som fik historien til at tage en ny retning. Det gjorde det lige liiidt for kaotisk til min smag. Så selvom bogen var super spændene, så kan jeg kun give den 3/5, da jeg mener at handlingen tog lidt for mange forskellige drejninger.

Udgivet den

Tanker omkring research

Som du nok ved, så er research en af de allervigtigste ting indenfor det at skrive. Uanset hvilken genre du skriver, så er der altid noget du skal researche, om det så er mindre ting såsom i hvilke årstal lommeurer blev brugt, eller større ting som hvordan “depressionen” i 1930’erne havde en effekt på amerikanerne i middelklassen. Jeg selv er på ingen måde ekspert i research, men har alligevel gjort mig nogle opdagelser, som jeg har valgt at samle her og dele med dig.

1. Det kræver øvelse

Alle og enhver kan researche, uanset hvor meget erfaring de har, men det at blive god til at researche, det er en helt anden sag. Det kræver nemlig lige lidt mere af en, at lære at gøre det hurtigt og effektivt. For selvom det virker relativt simpelt, bare at slå noget op på nettet eller i en bog, så er der flere aspekter i det end det. For det første, så skal man finde ud af helt præcist hvor det er bedst at slå noget op henne. Alle har vel oplevet en lærers had mod Wikipedia, og må have lagt øre til hvor dårlig en kilde den lærer synes Wikipedia er. Og jeg kan kun sige, at de har ret i noget (ingen fornærmelser mod Wikipedia), for det er nemlig vigtigt, at finde de helt rigtige steder at researche. Og det er desværre ikke en evne man bare sådan lige har til at starte med. Det er en evne man kun kan få gennem øvelse og erfaring. For det andet, så skal man kunne finde ud af, hvad man så gør med den information man finder frem til under sin research. Det er nemlig ikke let, at skulle priortere og frasortere den viden man får. Det kræver at man hele tiden ved hvad information der, helt konkret, er relevant for ens historie, og det kan altså ikke lade sig gøre. Man vil nemlig finde information som man tror er relevant at priortere, for så at finde ud af, at man slet ikke kan bruge det til noget. Og det er noget der kræver øvelse og erfaring, at navigere rundt i.

2. Det kan være meget tidskrævende

Det at researche kan, i nogle tilfælde, være en ret så tidskrævende proces. Hvis man er heldig er det det ikke, men det er desværre ikke altid tilfældet. Og det kan være rigtig frustrerende, især når man bare gerne vil gå i gang med at skrive. Jeg er dog ked af at sige, at der ikke er noget man kan gøre ved det, for det er vigtigt, at man får researchet ordentligt, om man så må bruge timer eller dage på det. Ens læsere kan nemlig tydeligt mærke hvis man har sløset med researchen, for det fjerner nemlig historiens troværdighed, og der er ikke nogen der gider læse en utroværdig historie. Så selvom det er frustrerende, så er det vigtigt at erkende, at de mange måder hvorpå research kan være tidskrævende, bare skal gøres ordentligt. For det første, så er det vigtigt at forstå den information man finder frem til. Det siger selvfølgelig sig selv, men det kan være virkelig fristende bare at kopiere det man læser i stedet for selv, at lægge en seriøs indsats og forstå det man finder. For det andet, så skal man være kildekritisk overfor det man finder, så man er sikker på at det man læser er troværdigt. Og det er ikke altid lige let, og kan derfor være tidskrævende at få gjort ordenligt, men igen, så er det vigtigt at få gjort ordentlig, også selvom det er fristende at “sjuske” fordi det er hurtigere. Og for det tredje og sidste, så det kan være tidskrævende at tjekke flere kilder ud om den samme information. Dette vil jeg dog mene er en ret vigtig ting at gøre, da det i mange tilfælde kan være med til, at afgøre om den viden du får er korrekt. Man kan i mange tilfælde (men ikke altid) regne med, at information er korrekt hvis det står flere steder. Så selvom det er det letteste bare, at lede efter information fra én enkelt kilde, så er det en virkelig god idé, at tjekke flere ud, også selvom det tager en lille smule længere tid.

3. Det er nemt at blive fejlinformeret

Du har sikkert allerede hørt det mange, mange gange, men nu siger jeg det altså også; det er nemt at blive fejlinformeret. Der er så meget information på nettet og i bøger, og noget af det vil være forkert. Langt de fleste fejlinformere selvfølgelig ikke med vilje, og vil derfor hævde, at den viden de har er korrekt, men bare fordi at de hævder det, så betyder det ikke nødvendigvis at de har ret. Det lyder måske ret åbenlyst, men jeg må indrømme, at jeg i hvert fald synes, at det kan være svært at finde ud af, hvornår information egentlig er oprigtigt og korrekt. Det bedste man kan gøre, for at undgå dette mest muligt er, at finde pålidelige kilder (bøger eller hjemmesider), og hente sin information derfra. En anden måde at blive fejlinformeret på er, at finde information som er forældet. Dette kan være rigtig svært at vide, for en kilde kan være helt og aldeles pålidelig på mange punkter, og give dig information som man antog var korrekt dengang det blev udgivet, men simpelthen er blevet modbevist på et senere tidspunkt. Den bedste måde at undgå dette på, er selvfølgelig, at tjekke datoen på det man finder frem til. Mere kan man dog heller ikke gøre. Det vigtigste at vide omkring det, at blive fejlinformeret er dog, at det ikke er noget man helt kan undgå. Det vil ske på et eller andet tidspunkt, og så må man lære at bide i det sure æble, og sige “jeg tog fejl” og tage den nye korrekte viden til sig.

4. Det er ikke altid man kan finde den viden man søger

Når man er gået i gang med at researche et bestemt emne, så sker det i ny og næ, at man kommer ud for ikke at kunne finde den viden man søger. Det er selvfølgelig ikke noget der sker super ofte, og er også alt afhængigt af hvor meget man skal researche, men i nogle tilfælde sker det altså. Når man tænker over det, så lyder det egentlig også ret åbenlyst, men det var noget der overraskede mig. Jeg er nemlig den slags person der elsker, at alt hvad jeg skriver er så tæt på at være 100% faktuelt korrekt som det komme. Jeg tænkte slet ikke over, at det slet ikke kan lade sig gøre, at finde al den viden man søger. Så jeg har altså måtte acceptere, at det at tage et kvalificeret gæt er okay. Det er ikke menneskeligt at skrive noget der er helt korrekt, og desuden ville de fleste historier være ret så kedelige, hvis de var helt korrekte. Så så længe at historien overordnet er korrekt, så gør det ikke noget, at der er enkelte “småfejl” der er opståede af kvalificerede gæt.

5. Nogle gange giver det mening at skrive først

Den her er en smule kontroversiel, og gælder langt fra i de fleste tilfælde, men nogle gange kan det være en god idé, at gå i gang med at skrive med det samme, og så gå i gang med at researche bagefter. Hvornår denne metode kan bruges kommer selvfølgelig i høj grad an på hvad der skal researches. Hvis det er større ting der i høj grad har betydning for hele historiens grundlag, så virker denne metode nok ikke særligt godt, men hvis det er mindre ting der ikke er super “vigtige” i forhold til historiens handling osv. så kan den derimod være ret nyttig at bruge. Det er nemlig nemt at blive fanget i at researche, og det kan gøre at man slet ikke kommer i gang med, at skrive på sin historie. Og jeg vil mene at en historie der aldrig kom til at eksistere er værre, end en historie med småting der ikke er helt korrekte. Så hvis det kan lade sig gøre, så er det i visse tilfælde en meget bedre idé, at komme i gang med at skrive en historie med det samme, i stedet for at bruge en masse tid på at researche noget, som man lige så godt kunne researche bagefter.

Udgivet den

Hvornår skal du give op på din bog?

Det er en lille smule svært at acceptere, men det er langt fra altid, at en bogidé bliver til noget. Det er derfor vigtigt, at du lærer at lægge en uproduktiv bogidé på hylden. Tingen er bare, hvordan ved du hvornår du skal du lægge en bogidé på hylden? Det er et spørgsmål jeg selv, lidt for ofte, har haft tumlet rundt med. Jeg har dog efterhånden fået en smule erfaring i at genkende, hvornår jeg bør lægge en bogidé på hylden. Den erfaring vil jeg nu dele med dig, og har derfor skrevet nogle tips som du måske kan bruge.

1. Du brænder ikke for bogidéen

Et meget godt tegn på, at du ikke bør bruge tid på din bogidé er, at du ikke brænder for det du skriver. Det er nemlig super vigtigt, at man brænder for det man skriver, ellers kommer man aldrig igennem så stort et projekt som det er, at skrive en bog. Så hvis du ikke længere brænder for, at skrive på det bogprojekt du er i gang med, så bør du nok overveje, om du i det hele taget bør bruge din tid på det. Hvis du ikke brænder for den historie du skriver, så kan jeg garantere dig for, at din læser vil kunne mærke det. Og der er altså ikke nogen der gider at læse noget, som der ikke er nogen passion omkring. Så hvis du opdager, at du simpelthen ikke brænder for at skrive på dit bogprojekt, så overvej grundigt om du bør bruge din tid på det. Det kan nemlig være meget mere produktivt for dig, at starte på noget nyt som du så til gengæld brænder for.

2. Du kan ikke finde på et plot

Du har karaktererne, et tema og bogens “følelse”, men uanset hvor ihærdigt du prøver, så kan du bare ikke komme på et plot. Når det sker, så kan det være et tegn på, at du ikke bør arbejde på den idé længere. Jeg har selv brugt lang tid på, at forsøge at finde et plot til en bogidé jeg havde, uden nogensinde at komme på noget. Og det er intet mindre end en hel del spild af tid. Du kommer nemlig ingen steder med at vride din hjerne efter et plot til din bogidé, da selve bogidéen bør være dit plot. Jeg må indrømme, at dette tog mig et godt stykke tid at finde ud af, men det er nok noget af det vigtigste, som jeg har fundet ud af omkring det at skrive. Du kommer nemlig ingen steder med karakterer, tema og bogens følelse, hvis du ikke har noget at proppe det ind i. Og som du nok allerede ved, så er det næsten umuligt at finde et plot baseret på disse ting alene. Så hvis du ikke kan komme på et plot, så er din bogidé højst sandsynligt ikke værd at bruge tid på.

3. Der er for mange plothuller i din historie

Et alternativ til ikke at kunne finde på et plot er, at have et plot med for mange plothuller. I mange tilfælde kan du selvfølgelig arbejde dig ud af dine plothuller, men i andre tilfælde er der så mange af dem, at det er bedst at lægge idéen på hylden. Jeg anbefaler selvfølgelig, at du forsøger at arbejde dig ud af dine plothuller. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det altid er muligt. For det er det bestemt ikke. Det kan være spild af tid, at forsøge at udrede en historie der mest af alt er fortabt. Så hvis du er nået til et punkt hvor du ikke længere kan finde hoved og hale i din egen historie, så kan det i nogle tilfælde være bedst at lægge dit bogprojekt på hylden.

4. Historien er for kompliceret

Et godt tegn på, at din historie ikke kommer til at blive til noget er, at du ikke kan forklare hvad bogen handler om i en sætning. Det lyder måske lidt dumt, men det er altså super vigtigt at du kan det. Du bliver nemlig nødt til helt konkret at vide, hvad din bog egentlig handler om, hvis du vil holde den røde tråd gennem din historie, og være i stand til at finde plothuller i den. Og tro mig, det kan du ikke hvis din historie er for kompliceret. Jeg har selv forsøgt at skrive en historie der var for kompliceret, og det bragte ikke andet med sig end en hel del frustration. Så sørg for, at den idé du skriver på ikke er for kompliceret, og at du er i stand til at forklare handlingen med en sætning.

5. Du kan ikke længere lide din historie

Den her er lidt mere tricky, men ikke desto mindre vigtig. Hvis du nogensinde kigger på det bogprojekt du er i gang, og af en eller anden årsag opdager, at du ikke længere kan lide det du er i gang med at skrive på, så drop det. Der er ingen grund til, at du fortsætter med at skrive på noget, som du ikke længere kan lide. Jeg har selv oplevet det, men selvom det er ufedt, så kan det faktisk hjælpe dig. Det kan nemlig hjælpe dig med, at gøre det klart hvad du egentlig vil skrive. Det kan være at du originalt ville skrive en actionfyldt kærlighedshistorie, men opdager at du egentlig ikke kan lide at der er kærlighed med i plottet. Så har du altså gjort det klart for dig selv, at du vil skrive en bog fyldt med action, og er derfor bedre rustet til at gå i gang med et nyt bogprojekt. Nu ved du hvad du vil skrive.

6. Du får andre idéer til bøger som virker mere spændene

Hvis du får idéer til andre bøger, mens du arbejder på en allerede eksisterende bogidé, og de nye idéer virker mere spændende, eller endda bedre, så er det et stort tegn på, at du bør lægge din bogidé på hylden. Det betyder nemlig, at den idé du har nu ikke er spændende nok til, at du kan arbejde videre på den. Og som jeg skrev ovenfor, så kan dine læsere mærke, hvis du ikke brænder for det du skriver. Det kan derfor være en ret god idé, at lægge dit nuværende bogprojekt på hylden, og i stedet sætte dit fokus på de nye idéer (eller den nye idé), og se om det fungerer bedre for dig. Det er jo trods alt mere produktivt, at kaste sig ud i at arbejde på noget nyt og mere spændende, i stedet for at sidde fast i et gammelt projekt, som du alligevel ikke finder spændende.

7. Din mavefornemmelse beder dig om at stoppe

Hvis du er i gang med et bogprojekt, som der egentlig ikke er noget i vejen med, men som du har en dårlig mavefornemmelse over, så er det tegn du ikke bør ignorere. Og jeg snakker ikke om, at du tvivler en smule på dig selv, men at du har en længerevarende følelse af, at du ikke bør fortsætte med at arbejde på dit projekt. Jeg har selv haft oplevet dette, og jeg er ikke i tvivl om, at det har været det bedste valg at stoppe. Jeg kan egentlig ikke forklare hvorfor, men nogle gange så ved man, allerede før man er færdig med et projekt, at det ikke kommer til at lykkes. Så hvis du har en mavefornemmelse der fortæller dig, at det er bedst at stoppe, så lyt til den. Den har som oftest ret.

Udgivet den

6 tips til at navngive dine karakterer

Det lyder måske meget simpelt, det der med at navngive sine karakterer, men det kan meget hurtigt blive en frustrerende affære. Der er så mange ting, som du kan, og bør, tage stilling til. Jeg ved, at jeg nogle gange bruger liiidt mere tid på, at finde et navn end jeg egentlig har lyst til. Det har dog også forårsaget, at jeg har fået en lille smule erfaring i hvordan man, relativt hurtigt, kan finde et godt navn til sin karakter. Jeg har derfor samlet de 7 mest overordnede ting som du bør overveje, når du navngiver dine karakterer.

1. Hvornår foregår historien?

Når du navngiver din karakter er det ret vigtigt, at du tænker over hvornår historien foregår. Hvis den foregår i det victorianske England burde du nok ikke kalde din hovedperson for Mynthe, men i stedet kigge efter navne som f.eks. Elizabeth eller Edith. Det virker måske ret åbenlyst, men det kan være lidt sværere end det lyder. Det er nemlig ikke en god idé bare at bruge et tilfældigt gammelt navn. Du bliver nødt til at researche hvilke navne der, rent faktisk, var på mode i den tidsperiode som din historie foregår i. Der findes intet værre end at læse en historie, der foregår i en bestemt tidsperiode, og opdage at alle navnene er malplaceret. I værste tilfælde, så kan du ende ud i at læserne slet ikke har lyst til at læse din historie mere, simpelt fordi den ikke er autentisk nok. Så brug lige en lille smule tid på, at finde de navne der var populære i den tidsperiode, som din historie foregår i.

2. Hvor foregår historien?

Det er også ret vigtigt at tænke over hvor historien foregår. Der er jo trods alt forskel på hvad folk hedder i Kina og hvad folk hedder i USA. Det virker måske ret nemt, men det kan være en lille smule sværere end det lyder. Især hvis to landes sprog minder relativt meget om hinanden. Det kan f.eks. være ret let at give din kinesiske karakter et japansk navn ved et uheld, eller din russiske karakter et ukrainsk navn. Og det er bare en super ufed fejl at begå, da det kan få dig til at virke både uprofessionel og sjusket. Så tag dig tid til at researche hvad folk rent faktisk hedder i det land din historie foregår i. Dine læsere vil takke dig for det, for der er ikke noget værre end at opdage en lille fejl som denne.

3. Hvilken slags historie fortæller du?

Denne her kan være en lille smule tricky, da der altid vil være forskellige meninger og undtagelser. Jeg mener dog, at det kan være en god idé at tænke over hvilken slags historie du fortæller. Nogle navne lader nemlig til at passe bedre ind i visse historier end andre, da et navn kan være med til, at sætte stemningen i en historie. Du har sikkert også selv oplevet at læse en historie, hvor et navn bare passede perfekt til historien, eller måske det modsatte, hvor et navn bare var malplaceret. Det kan faktisk være ret ødelæggende for historien, hvis det ikke er gjort med vilje i hvert fald. Så brug bare en lille smule tid på, at tænke over om det navn du vælger, i det hele taget passer ind i historien.

4. Hvad er navnebetydningen af navnet?

Alle navne har en eller anden betydning bag dem. Derfor kan det være en god idé, at finde et navn med en betydning der passer til din karakter. Det er selvfølgelig ikke ligefrem en nødvendighed, men det kan være en finurlig lille detalje at tænke over. Det gør det også lidt nemmere at finde et navn, da det kan indsnævre de mange muligheder en smule. Det er trods alt lidt nemmere at kigge efter et navn med en bestemt betydning, end at skulle finde et helt vilkårligt navn. Det kan også være en sjov ting for dine læsere. Jeg ved, at jeg synes det er sjovt at finde ud af, at en karakters navn ikke er helt tilfældige, og at der er en årsag til at forfatteren har valgt lige netop det navn. Men som sagt, så er det ikke noget du behøver at tænke over. Det er bare en lidt sjov måde at indsnævre navneudvalget en smule på.

5. Er der nogen virkelige personer der har dette navn?

En ting som du virkelig bør overveje er, om der er virkelige personer der har det navn (her taler jeg primært om for- og efternavn), som du overvejer at kalde din karakter. Er der en kendt person der hedder det samme? Er der en person du kender i virkeligheden der har det samme navn? Begge dele kan føre deres del af problemer med sig. Hvis det er en kendt person der har samme navn, så bør du overveje hvor kendt personen er, og om der kan drages større ligheder mellem denne og din karakter. Det kan nemlig være ret ødelæggende for din historie, hvis det eneste din læser kan tænke på, er den kendte person med samme navn. Og så kan du også ende ud med, at fornærme den kendte person hvis din karakter f.eks. er skurken, og det er ikke altid særlig sjovt Hvis personen ikke er specielt kendt, og der ikke kan drages større ligheder mellem denne og din karakter, så er der selvfølgelig ikke noget problem. Hvis din karakter har samme navn som en du kender i virkeligheden, så burde du overveje hvad dit dit forhold til personen er, og hvor meget karakteren minder om denne. Det ville nemlig ikke være sjovt at fornærme din kollega, mens din ven nok ville være lidt mere tilgivende. Alternativt kan du også spørge personen om det er okay, at du bruger deres navn. Alt i alt, så burde du tænke dig rigtig godt om før du navngiver din karakter efter en person du kender i virkeligheden.

6. Er der andre “kendte” fiktive karakter med dette navn?

Den sidste ting du bør overveje er, at finde ud af hvilke fiktive karakterer der har det samme navn, som du har valgt til din karakter. Det kan selvfølgelig ikke altid helt undgås, hvilket også er okay, men hvis navnet du vælger er Harry Potter eller Luke Skywalker, så burde du måske lige genoverveje dit valg. For det første, så er disse fiktive karakterer så populære at du kan risikere, at din karakter med samme navn slet ikke vil blive genkendt. For det andet, så kan du ende ud i problemer, da forfatteren kan have ophavsret på disse navne. Og ingen af de to ting er noget, som du har lyst til at ende ud i. Så brug lige to sekunder på, at slå det navn du overvejer at kalde din karakter op, og se om der er nogen “kendte” fiktive karakterer med samme navn.