Titel: Sandheden om Harry Quebert sagen Forfatter: Joël Dicker Forlag: Rosinante Udgivelsesår: 2014 Oversætter: Mette Olesen
En ting for Marcus Goldman er at være en forfatter med skriveblokering. En helt anden ting for Marcus er, at der pludselig graves et lig op i haven hos hans bedste ven, den verdensberømte forfatter Harry Quebert. Og meget bedre bliver det ikke, da det opdages at liget er den 15-årige Nola Kellergan, der forsvandt fra byen 33 år tidligere. Da det går op for politiet og pressen, at Harry havde et forhold til Nola, går det helt galt, og Harry bliver straks anklaget for mord. I håb om at kunne hjælpe sin ven, rejser Marcus til Aurora for at undersøge hvad der rent faktisk skete med Nola 33 år tidligere.
Sandheden om Harry Quebert sagen er en hæsblæsende bog, der ikke kan beskrives på nogen anden måde end som en labyrint af handling, hvor der gemmer sig hemmeligheder bag hvert hjørne. Joël Dicker forstår sig virkelig på, at kringle en historie sammen hvor intet helt er som det ser ud, og hvor man aldrig kan bide sig sikker i, hvilken retning historien har tænkt sig at tage. Historien er nervepirrende fra start til slut, og der er ikke et eneste tidspunkt hvor man er bare en lille smule sikker på, hvilke hemmeligheder der nu vil bringes frem i lyset.
Det mest bemærkelsesværdige ved bogen, når man først er gået i gang med at læse, er måden som bogen er skrevet på. For det første så springer historien konstant mellem fortid og nutid, og endda mellem hvilke karakterer historien fortælles gennem. Så selvom der klart er en hovedperson, så springer handlingen altså også mellem hvis øjne historien fortælles fra, så karakterer, der ellers tilsyneladende ville være ligegyldige, puster en smule mere liv i fortællingen. Det giver bogen en anderledes opbygning end man er vant til, for selvom andre bøger også skifter synsvinkler, så gør denne bog det på en måde der skaber usikkerhed og kaos i fortællingen. Hver karakter har sit eget syn på sagen, og det skaber en form for upålidelighed der gør, at man ikke altid kan stole på det man læser.
Noget andet der også er værd at bide mærke i, er alle de drejninger historien tager. Jeg tror aldrig jeg har læst en bog, der tager så mange forskellige drejninger i historien, som denne bog gør. Hele tiden kommer der ny information om de forskellige karakterer, og hvad der er sket med Nola, og hver gang det sker, så får handlingen ligesom en ny drejning. Det giver bogen det her konstante spændingsmoment, der hele tiden fører handlingen videre. De fleste bøger har en tendens til, at være ret kedelig i midten, da handlingen som oftest går lidt i stå. Dette er ikke tilfældet i denne bog, for Joël Dicker forstår sig på at bruge det her spændingsmoment på de helt rigtige tidspunkter for, at handlingen ikke går i stå.
Det sidste der er bemærkelsesværdigt omkring bogen er alle karaktererne. Egentlig er det ikke atypisk, at en bog har mange karakterer med, mere eller mindre, indflydelse på historien. Men i denne bog er alle karaktererne ret vigtige i forhold til historien. Og det får man som læser også en fornemmelse af, når dele af bogen inkluderer de her karakterers synspunkter. Man kan vel sige at det er karaktererne der skaber handlingen, og ikke handlingen der skaber karaktererne i denne bog. Karaktererne lader til at handle realistisk, og ikke “mekanisk” for at tilpasse karaktererne til handlingen. Dette skaber en følelse af uforudsigelighed – man er på intet tidspunkt helt sikker på, hvad en karakter har tænkt sig at gøre, eller hvad denne har gjort i fortiden.
Så grundlæggende er Sandheden om Harry Quebert sagen en krimi, der på intet tidspunkt kan kaldes kedelig. Joël Dicker har virkelig formået at skrive en bog med spændende og levende karakterer, og en handling der gentagende gange overrasker læseren. Og det er lige præcis karakterernes ægthed, og til tider dobbeltmoralske handlinger der gør, at denne bog er så svær at lægge fra sig, når først man er gået i gang med at læse den.
Vurdering: 3/5
Bogen var spændende og hæsblæsende, og jeg fandt det nærmest umuligt at lægge bogen fra mig, når først jeg gik i gang med at læse. Men der var én ting, som blev ved med at genere mig, mens jeg læste – de hyppige spring mellem karakterer og tid. For mig blev det hurtigt lidt for meget af det gode. Næsten hver gang der var et spring mellem karakter eller tid, blev der afsløret ny information, som fik historien til at tage en ny retning. Det gjorde det lige liiidt for kaotisk til min smag. Så selvom bogen var super spændene, så kan jeg kun give den 3/5, da jeg mener at handlingen tog lidt for mange forskellige drejninger.