Tag: bøger

Udgivet den

Boganmeldelse af Sapiens: En kort historie om menneskeheden

Titel: Sapiens: En kort historie om menneskeheden
Forfatter: Yuval Noah Harari
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 2011
Oversætter: Annemette Goldberg

Sidder du nogensinde i toget på vej til skole eller arbejde og tager dig selv i at kigge rundt, observere folk, undre dig over det samfund vi lever i? Besynderligheden i, at vi som mennesker har kreeret en verden baseret på fiktionelle regler og love og idéer, som vi alle sammen køber og tror på? Tjah, du er ikke den eneste; Yuval Noah Harari har tilsynladende haft den samme oplevelse – bortset fra at han er historiker og professor ved Det hebraiske universitet i Jerusalem, og er opsat på ikke bare at lade denne nysgerrighed simre, men at forsøge rent faktisk at optrevle mysteriet omkring menneskehedens historie. Så hvis du er en historie-nørd, eller måske bare lider af en nysgerrig sjæl, så er denne bog lige noget for dig.

I hans bog, Sapiens: En kort historie om menneskeheden, gør Harari nemlig rede for de betydelige dele af menneskehedens historie på en letforståelig måde, og gør det muligt for enhver at få indsigt i den fascinerende historie om hvordan vi er endt, hvor vi er nu. Han undlader at gå for meget ned i de mindre nuancer og detaljer, men skaber et overblik over menneskehedens makrohistorie fra Stenalderen til det 21. århundrede. Alt skal tages med et gran salt selvfølgelig – bogen har fået kritik fra forskere med relevant ekspertise på området – men jeg vil nu mene, at bogen giver et godt overordnet billede på emnet.

Harari skaber overblik over menneskehedens historie ved at inddele den i fire overordnede dele i følgende rækkefølge:

  1. Den Kognitive Revolution
  2. Agerbrugsrevolutionen
  3. Foreningen af menneskeheden
  4. Den Videnskabelige Revolution

I hver del udpensler han de vigtigste begivenheder der fandt sted – historisk såvel som kulturelt – og sørger for at alle begivenheder er beskrevet så de er letforståelige, samtidig med at han gør sig umage i, at intet bliver udvandet eller fordummet. Han sørger også for at alle begivenheder han beskriver er zoomet ud til et stadie der gør, at vi kan se, hvordan hver enkelt begivenhed bidrog til den langsomme gang fra Stenalderen til nutidens samfund, mens han samtidigt sørger for at forblive zoomet nok ind til, at ingen vigtige detaljer eller information går tabt i den større sammenhæng.

Så som konklusion: Sapiens: En kort historie om menneskeheden af Yuval Noah Harari er en spektakulær bog, som alle der er på udkig efter detaljeret, overordnet viden om menneskehedens fascinerende historie, vil kunne få glæde af.

Udgivet den

Boganmeldelse af Dronninggambit

Titel: Dronninggambit
Forfatter: Walter Tevis
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 1984
Oversætter: Mogens Cohrt

Citat: “– … De har ikke skrevet halvdelen af det, jeg fortalte dem. De har ikke skrevet noget om Mr. Shaibel. Eller om hvordan jeg spiller siciliansk. –Men Beth, sagde Mrs. Wheatley, – det gør dig til en berømthed – Beth så tankefuldt på hende. – Hovedsageligt fordi jeg er en pige, sagde hun.”

Dronninggambit af Walter Tevis er en gammel roman, der med hæsblæsende fart er blevet bragt til popularitet gennem Netflix-serien af samme navn, der er baseret på bogen. Og efter selv at have set serien med stor begejstring, kunne jeg heller dy mig for at få fingrene i bogen. Jeg må dog allerede nu indrømme, at bogen bare ikke helt kunne gøre det samme for skakspillet, som Netflix-serien kunne (hvilket var lidt af en skuffelse). På trods af det, så er historien dog overraskende ens i både serien og bogen – de primære ændringer værende et par uddybninger af de sekundære karakterer + en baggrundshistorie for Beths mor (der virkelig komplimenterer handlingen) i serien. Jeg vil dog på ingen måde anbefalde nogen at læse bogen efter at have set serien, da bogen bare ikke formår at gøre noget godt for skakspillets skønhed; lange tørre passager der beskriver skakpositioner + en oversætter der ikke helt kan følge med, er bare ikke noget særligt godt match. Så nu er du i hvert fald advaret, hvis du har tænkt dig at læse bogen!

I Dronninggambit møder vi den otteårige Elizabeth Harmon – bedre kendt som Beth – da hun bliver sendt på børnehjem efter hendes mors tragiske død i en bilulykke. Herfra følger vi hendes rejse mod at blive et af de største skakgenier i verden (og så som kvinde i en mandsdomineret verden endda!), men som læser vil man også hurtigt opdage at der ulmer andre – og langt mere seriøse – ting under overfladen. I takt med at Beths succes vokser, så gør hendes indre dæmoner det nemlig også, og som læser bliver man efterhånden langsomt men sikkert tvunget til at indse, at dette ikke kun er en bog om genialitet, men også en bog om hvad genialitet egentlig koster.

Det allermest bemærkelsesværdige i bogen – hvilket man også hurtigt vil finde ud af som læser – er personskildringerne. Ikke nok med at selve hovedpersonen – Beth Harmon – er en super interessant karakter, så er de sekundære karakterer i romanen også bare super interessante at høre om. Bogen gør ikke et helt så godt arbejde som serien i at uddybe hvem karaktererne er, men på trods af det, så vil man alligevel forelske sig i karaktererne, og dét er lige fra Jolene, til Mr. Shaibel, til Mrs. Wheatley. Når bogen er slut er det ikke kun Beth man vil tage sig selv i at spekulere over, man vil også undre sig over hvad der mon er sket i Mrs. Wheatleys forhistorie siden hun har det alkoholmisbrug hun har, og undre sig over hvordan Jolene gik fra at være børnehjemsbarn til at blive så succesfuld som hun var sidst i bogen. Man kan kun ærgre sig inderligt over, at man ikke lærer lige så meget om karaktererne som man kunne – selvom man også samtidig udmærket godt er klar over, at det ville fjerne fokus fra det vigtige i historien, hvis man fik tilfredsstillet sin nysgerrighed på de mange spændende karakterer. Det er nemlig, trods alt, ikke dem der er vigtige; det er Beth Harmon historien handler om og ikke alle de andre (uanset hvor spændende de end også er).

Det andet man vil bemærke som læser, er tiden som bogen er skrevet i. Historien strækker sig fra de sene 1950’ere til de sene 1960’ere, og dette er kun noget der gør historien endnu mere bemærkelsesværdig end den allerede er. Beth Harmon er jo ikke kun et skakgeni, hun er også en kvinde, der begår sig i den mandsdominerede verden – både den virkelige verden og skakverdenen – og det er bestemt ikke noget der går ubemærket hen (selvom hun nok allerhelst ville have været fri for det). Historien handler lige så meget om Beths kamp om at stige til skakverdenens top, som den handler om hendes kamp med at befinde sig i en tid, hvor kvinder ikke just anses som værende i stand til de samme ting som mænd. Gentagende gange må vi som læsere se Beths frustationer over, at fokusset forbliver rettet imod hendes køn og ikke hendes skakspil, hvilket er et vilkår i den tid hun lever i. Alt i alt vil man som læse opleve, at det er en meget feministisk fortælling, uden at den dog på nogen måde bliver pompøs eller prædikende i sit udtryk. Beth tager sine kampe mod hendes køns status i skakverdenen, ved at vælte én konge ad gangen, indtil det måtte være klart for enhver, at hun er den bedste skakspiller – ikke på baggrund af hendes køn, men simpelt fordi hun bare har talent og passion for skak.

Det sidste der er værd at bemærke ved bogen er slutningen. Jeg personligt synes, at den er lidt træls, idet den ikke rigtig uddyber hvad der videre sker med Beth og hendes misbrug og andre indre dæmoner; Lærte hun nogensinde at styre sit misbrug? Det får vi som læsere aldrig at vide, og det synes jeg personligt er skide irriterende. Jeg har dog valgt at antage, at det er en meget bevidst beslutning fra Walter Tevis’ side, at slutte historien på den måde som han gjorde. For på trods af at vi som læsere ikke får afklaring på særligt mange af vores spørgsmål, så siger slutningen alligevel ikke lidt om Beth Harmons karakter. For hun er helt grundlæggende ligeglad med berømthed og det at virke succesfuld – hun vil bare gerne spille skak. Og lige præcist dét, er hvad hun gør. Selvom hun lige har slået den russiske elite i skak, så vælger hun at spille imod de almene russere i den lokale park. Spillet i sin helhed er hvad hun er interesseret i, intet mere eller mindre end det – og det er lige netop den “besættelse” hun har af skakspillet, som helt grundlæggende skaber hendes karakter på godt og ondt, afhængighed og det hele.

Vurdering: 3/5

Selvom jeg virkelig har en forkærlighed for denne historie, er jeg bare ikke i stand til at give bogversionen af historien mere end 3/5. Bogen kunne bare på ingen måde hamle op med hvad Netflix-serien var i stand til at gøre for skakspillets skønhed – og når nu hele historien handler så meget om skak som den gør, så ødelægger det bare ret meget af historien for mig, når skakspillene er så dårligt beskrevet i bogen som de er. Selve historien er dog mere eller mindre den samme i bog såvel som serie, så på den front er bogen ganske glimrende – det er bare de dårlige skakbeskrivelser der hiver min vurdering så langt ned.

Udgivet den

Boganmeldelse af de

Titel: de
Forfatter: Helle Helle
Forlag: Rosinante
Udgivelsesår: 2018

Citat: “I juni kan hendes mor ikke komme igennem sin syltetøjsmad. Hun plejer at spise både den og en med honning og en halv ostemad på toast. Den anden halvdel pakker hun så ind og tager med i forretningen. Nu sidder hun og trommer med neglene i bordpladen ved siden af tallerkenen, det er jordbærsyltetøj, hun puster en lok væk fra ansigtet. Hun er virkelig ikke sulten. Men mange har jo ingen appetit så tidligt på dagen.”

de af Helle Helle er en roman, der på mange måder formår at være knugende trist, hjertevarm, og humoristisk på en og samme tid. Som læser møder man den 16-årige hovedperson og hendes enlige mor, og får et næsten intimt indblik i deres liv, som på mange måder vendes på hovedet, da moren bliver alvorligt syg. De taler aldrig om sygdommen, så den kommende sorg og det uundgåelige tab som hovedpersonen snart vil blive udsat for, bliver aldrig rigtigt bearbejdet. I stedet taler de om alt muligt andet, griner en hel del sammen, og forsøger på næsten tragikomisk vis at leve videre, som om sygdommen slet ikke er der. Men det bliver også kun lige et forsøg, for lige under overfladen lurer alle de ting der ikke bliver sagt. Så alt i alt er dette en bog, hvor man som læser gentagende gange må græde og grine, idet hovedpersonen og hendes mor forsøger at holde fast i en hverdag, som pludselig er blevet skrøbelig og meget, meget tidsbegrænset.

Det mest bemærkelsesværdige ved bogen – hvilket også er noget man meget hurtigt opdager som læser – er den usædvanlige måde hvorpå den er skrevet. Alt er skrevet i nutid med undtagelse af dialog. Og selvom dette til at starte med virker højst besynderligt, så vil man som læser efterhånden erkende, at det giver perfekt mening. For når en katastrofe rammer, så befinder man sig i den reneste form for nutid, og alt føles som om det foregår i slowmotion. Hvorfor skulle det være anderledes i dette tilfælde? Desuden giver det også en fornemmelse af, at hovedpersonen forsøger at undertrykke alle tanker omkring det uundgåelige. Det lader nemlig til, at hovedpersonen har så travlt med at genkalde sig minder, at fortiden og nutiden nærmest flyder sammen, hvilket distraherer hende fra den meget nære fremtid, som hun ikke ønsker at erkende. Dette kommer især til udtryk når hun ufrivilligt bliver mindet om det, og hurtigt benægter det: “-Hvis jeg dør, skal I ikke tage bedemand Hansen, han udlover tre flasker rødvin, det er modbydeligt, siger hun. -Så er det godt, du ikke dør, siger hun, hun vil gerne tilbage til stegepanden, blusset er tændt”.

En anden bemærkelsesværdig ting er bogens slutning, eller nok nærmere mangel på samme. Slutningen er nemlig cirkulær, dvs. at bogens start er en del af slutningen, og slutningen stopper der hvor starten begynder. Det er en interessant måde at afslutte historien på, og som læser kan man ikke gøre andet end at slå op på første side igen. Det vækker nemlig undren og overraskelse, og til at starte med kan det være svært at finde en umiddelbar mening med denne slutning. Men præcist som den rene nutid, så giver det egentlig meget god mening når man tænker over det. Den cirkulære slutning giver nemlig historien en følelse af kontinuerlighed, som om der slet ikke er nogen endelig slutning. Og selvom man som læser udmærket godt er klar over, hvad bogens egentlige slutning er: den uundgåelige død af hovedpersonens mor, så kan man godt sætte sig ind i hvorfor hovedpersonens narrativ ser ud som det gør. I den periode som historien foregår i, befinder hovedpersonen sig nemlig i et stadie, hvor hun slet ikke er i stand til at erkende at hendes mor skal dø. Og når nu det er sådan en kæmpe del af historiens handling og tema, ville det så ikke virke mærkeligt at slutte den med morens død? Tværtimod, så lader den cirkulære slutning til at understrege temaet og handlingen, og giver på den måde læseoplevelsen et sidste mærkbart løft.

Den sidste bemærkelsesværdige ting er, at der ikke er et eneste tidspunkt i bogen, hvor hverken hovedpersonen eller hendes mor nævnes med navn. Det er bestemt ikke nogen typisk ting at opleve i en bog, og som læser kan man også opleve en del forvirring under læsningen. Det er nemlig ikke altid helt klart, om en beskrivelse omhandler hovedpersonen eller hendes mor. Men måske er det netop det der er pointen. Historien handler jo ikke om hovedpersonen og hendes mor som to forskellige individer, men om dem som en fælles enhed, et “de” – som titlen jo også referer til – der i en nær fremmed skal forsvinde. Ved at holde dem navnløse gennem hele historien tydeliggøres denne fælles enhed, hvilket også sørger for, at læseren ikke kan undgå at opdage vigtigheden af dette beskedne “de”. Og det er netop heri bogens tristesse ligger. Som læser ved man jo – ligesom hovedpersonen og hendes mor – at dette “de” snart er slut, og at det vil ende ud med et enkelt “hun” der står tilbage helt alene.

Vurdering: 5/5

At læse denne bog er en oplevelse. Der er ingen andre måder at beskrive det på. Bogen er en historie og et stykke kunst på en og samme tid, og trods den tid det tager at vænne sig til skrivemåden, så er den en fornøjelse at læse. Man kan virkelig mærke, at Helle Helle har givet sig tid til at tænke over, helt præcist hvordan denne historie skulle fortælles, og lige netop det gør at bogens alternative fortællemåde holder. Så alt i alt; hvis man ønsker at læse en bog der kræver en smule tænkning og fortolkning fra læserens side, så kan jeg intet andet gøre end at anbefalde denne bog.

Udgivet den

Et ord eller to om den kreative proces

Det at skrive en bog er en kreativ proces. Det ved jeg, da jeg efterhånden selv har været igennem en del kreative processer. Som det ser ud nu, er ingen af de kreative processer dog endt ud i en succesfuld skrevet bog endnu. Dette har dog ikke afholdt mig fra, at få et par tanker omkring hvad det vil sige, at befinde sig i en kreativ proces. Jeg sidder nemlig lige nu – for allerførste gang må jeg indrømme – midt i en kreativ proces, som jeg virkelig føler vil blive til noget. Det er en ganske særlig følelse, og har givet grundlag for de her tanker omkring den kreative proces, som jeg mener er værd at dele med dig. Det er nemlig en ganske speciel proces at befinde sig i, og det er uanset om processen i sidste ende ender ud i en succesfuldt skrevet bog eller ej.

Den kreative proces er frustrerende

Den kreative proces er lige så frustrerende som den er fantastisk. Den er kompliceret og fuld af irriterende perioder, hvor processen nærmest kan gå i stå. Og på den anden side, så er den let som leg, hvor procesen primært består i, at ens fingre danser hen over tastaturet. Men mest af alt, så er den kreative proces fyldt med en hel del frustration. Jeg vil faktisk gå så langt at sige, at frustration er ståstedet for den kreative proces – hvad den grundlæggende består af. Frustration er nemlig den mest indflydelsesrige faktor, når det gælder om at drive processen fremad. Det lyder måske lidt mærkeligt, for er det ikke motivation der skaber “drive” til at skrive? Og selvom dette måske også til dels er sandt, så vil jeg stadigvæk mene, at frustration er endnu bedre til at skabe “drive” end bare motivation i sig selv. Motivation i sig selv er nemlig flygtigt – der er intet grundlag for den. Frustration er derimod for dybtliggende til at kunne være flygtigt, og har på den måde et fast grundlag. Dette består i, at frustration indebærer en stærk følelse af utilfredshed. Denne utilfredshed manifesterer sig i dele af ens bogprojekt, og dette medfører et ønske om at forbedre de dele af bogprojektet. På den måde er frustration altså den faktor, der driver hele den kreative proces fremad.

Den kreative proces kræver tålmodighed

Det at skrive en bog er en meget langtrukken kreativ proces. Hvis man hælder henimod at være til den mere utålmodige side (hvilket jeg nok gør, haha), så kan dette til tider være en lille smule svært at acceptere. Det kan nemlig være enormt irriterende, at have så mange gode idéer til ens bog, for så pludselig at få en spændetrøje på, da den langtrukne kreative proces holder flowet af idéer nede. Det er dog super vigtigt at acceptere dette, da man på ingen måde når langt i en kreativ proces, hvis man forsøger at fremskynde den. Det skal så også lige nævnes her, at der selvfølgelig kan være deadlines som skal overholdes. Når det sker, kan det være en nødvendighed at speede processen lidt op, men det er ikke hvad min pointe handler om. Min pointe handler om, at det ikke at bruge nok tid på de forskellige grundelementer af den kreative proces, kan have fatale følger for den bog man er i gang med at (forsøge at) skrive. Den kreative proces er nemlig ment til at være langtrukken, og ment til at fungere som en spændetrøje, når din hjerne har en overflod af idéer. Det at den er langtrukken sørger nemlig for, at du formår at sorterer ud i overfloden af idéer, så du kun får de allerbedste med i din bog. Hvis du så fremskynder den kreative proces, og ikke rigtigt formår at færdiggøre dele af den, så er der en meget stor sandsynlighed for, at du ikke får lige så gode resultatet som du kunne have fået. På den måde kræver den kreative proces altså, at du har tålmodighed, hvis du vil udføre processen med de bedst mulige resultater du kan få.

Den kreative proces kræver pasning

Når først man er kommet ind i en kreativ proces, så er det vigtigt at man ikke tager det for givet. Det er nemlig ikke noget nemt stadie at være i, og for rent faktisk at blive i det, og i sidste ende færdiggøre det, så kræver det at man “passer” den. Og hvordan gør man så helt præcist det? Svaret er; for at passe den kreative proces kræver det, at man rent faktisk sætter sig ned og skriver. Mere simpelt bliver det ikke. Problemet opstår så i, at det er langt nemmere sagt end gjort. Det kræver nemlig en del disciplin og viljestyrke, og det er ikke to ting der er nemme at opretholde i længden (det ved jeg efter egen erfaring, haha). Af den grund er det alt, alt for let, at lade den kreative proces glide ud i sandet, og på den måde lade den gode idé man havde til en bog forblive uskrevet. Og det er noget, som jeg vil mene er en kæmpe skam – der er intet værre end spildt potentiale. Derfor er det enormt vigtigt, at man som skribent erkender dette vilkår, og forsøger at komme problemet med manglende disciplin og viljestyrke til livs. Dette er jo, trods alt, en af de allervigtigste opgaver man har som skribent, for hvis man ikke passer den kreative proces (dvs. sætter sig ned og skriver), så kommer der ikke nogen bog (succesfuldt skrevet eller ej) ud af den kreative proces, og hvad er så pointen med, at komme ind i processen til starte med? Det vil altså sige, at hvis man vil have noget ud af den kreative proces, så kræver det at man passer den.

Konklusion

Hvad er det så helt præcist, at jeg mener med alt dette? Det jeg egentlig helt konkret mener – hvis man koger det ned – er vel egentlig bare, at den kreative proces i lige grad er en fantastisk og svær proces at befinde sig i. De dage den er fantastisk, flyver ens fingre hen over tastaturet, og der er intet der kan stoppe overfloden af ord i at dukke op i det åbne dokument. Andre gange (eller host host de fleste gange host) er den frustrerende, langtrukken, kompliceret og kræver at man holder sig i gang ved at sætte sig ned og skrive, uanset om man på daværende tidspunkt er motiveret for det eller ej. Og når processen så er på den sidstnævne måde, så er det vigtigt som skribent, at man forsøger at arbejde sig ud af komplikationerne – ellers får man aldrig en bog ud af processen, om den så ender ud med at være succesfuldt skrevet eller ej.

Udgivet den

Boganmeldelse af Stoner

Titel: Stoner
Forfatter: John Williams
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 1965
Oversætter: Jens Christian Grøndahl

William Stoner kommer fra en fattig bondefamilie i Missouri, USA. Her har han været siden begyndelsen af sit liv i slutningen af det nittende århundrede. Hans liv tager dog en lidt anderledes retning, da han som ung starter på en landbrugsskole og bliver introduceret til litteraturens verden. Ud af fascination vælger han litteraturen over landbruget, og bliver lærer på skolen. Her bliver litteraturen hans livs passion og ståsted, især når liver bliver svært.

Stoner er en bog der på utrolig vis formår, at fortælle en helt almindelig mands livshistorie på en måde, så man ikke kan undgå at blive berørt af det. Som læser får man virkelig en fornemmelse af, at få et helt autentisk kig ind i William Stoners liv, hvilket giver historien en rå og unik virkelighedsfornemmelse. Man må som læser flere gange tage sig selv i , at holde vejret gennem Stoners modgang og skuffelser, der jo trods alt hører livet til. Handlingen i sig selv er langsom og skrider fremad med museskridt, men alligevel giver historiens autencitet en spænding, der næsten gør det umuligt at lægge bogen fra sig. Som læser bliver man fanget af historien, for hvilken af livets udfordringer kommer Stoner mon nu til at befinde sig i, og hvad har han tænkt sig at gøre ved det?

Det allerførste ved bogen som man lægger mærke til, er bogens langsomme tempo. Hos nogle bøger kan det langsomme tempo virke kvælende for historien, og nærmest kede læseren ihjel, men dette er på ingen måde tilfældet i Stoner. Her giver det langsomme tempo tværtimod historien en form for autencitet, som jeg tvivler på kunne være opstået i et hurtigt tempo. Vi som læsere får muligheden for at komme tæt på William Stoner og hans væremåde, tæt på de karakterer han omgiver sig med, og sidst men ikke mindst; tæt på de udfordringer der præsenterer sig for William Stoner i hans dagligdag. Havde tempoet været hurtigt og actionfyldt, så havde der slet ikke været “tid” til, at skrive alle de detaljer om William Stoners liv som historien indebærer, og historien ville ikke have været den samme som den er nu. Så John Williams har virkelig formået at vælge det rigtige tempo til sin bog, og har med finesse fundet ud af at udnyttet det på den bedst mulige måde.

Det andet man vil lægge mærke til er karaktererne. Denne histories fokus ligger nemlig ikke så meget på plottet i sig selv – en mand der går på college og bliver lærer – men på selve karakteren, William Stoner, og de karakterer der omgiver ham. Man kan vel sige, at dette er en historie om William Stoner, og ikke en historie om hvad der sker for William Stoner. Der sker nemlig, mildt sagt, ikke særlig meget for ham. Til gengæld sker der en hel masse inde i ham, og det er lige præcis dér historien har sin charme. Man bliver grebet af hvem William Stoner er, hvilken udvikling han går igennem som person, og hvilke mennesker han kommer til at omgive sig med, i takt med at historien skrider fremad.

Det sidste man vil lægge mærke til, er hvor naturligt tidsperioden er skrevet ind i historien på. For mig var den naturlige måde, hvorpå tiden blev beskrevet ind i historien på, noget jeg fandt yderst tilfredsstillende at læse. Bogen er selvfølgelig skrevet relativt tæt op ad tidsperioden, men at John Williams ikke var i live i den tidsperiode, og alligevel har formået at beskrive den så naturligt, er stadigvæk rimelig imponerende. Hvor akkurat tidsperioden er beskrevet, kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig om. Beskrivelserne af perioden og dens begivenheder er flettet ind i historien på den måde, at William Stoner ikke er en direkte del af dem, men alligevel bliver påvirket af dem. Baseret på andre mere eller mindre historiske bøger jeg har læst og serier/film jeg har set, er dette lidt atypisk. Det lader til, at enten så er hovedpersonen i en historie direkte en del af de historiske begivenheder, eller også er fokus på noget helt andet i den givne tidsperiode. Dette er ikke tilfældet i Stoner, hvilket giver en meget autentisk følelse i historien, som jeg godt kan lide.

Vurdering: 4/5

Bogen var simpelt sagt en fornøjelse af læse. Hvis man på en kedelig regnvejrsdag har tænkt sig at lave en kop te, tænde nogle stearinlys og begynde læse en bog, mens man gemmer sig under tæppet, så er denne bog helt klart en anbefaling. Der er ikke noget hæsblæsende action at skulle holde styr på, eller gåsehudsfremkaldende forbrydelser at skulle opklare, kun en simpel mand og hans syn på eksistensen her i livet. Og nogen gange behøver en historie heller ikke handle om meget mere.

Udgivet den

Boganmeldelse af Sandheden om Harry Quebert sagen

Titel: Sandheden om Harry Quebert sagen
Forfatter: Joël Dicker
Forlag: Rosinante
Udgivelsesår: 2014
Oversætter: Mette Olesen

En ting for Marcus Goldman er at være en forfatter med skriveblokering. En helt anden ting for Marcus er, at der pludselig graves et lig op i haven hos hans bedste ven, den verdensberømte forfatter Harry Quebert. Og meget bedre bliver det ikke, da det opdages at liget er den 15-årige Nola Kellergan, der forsvandt fra byen 33 år tidligere. Da det går op for politiet og pressen, at Harry havde et forhold til Nola, går det helt galt, og Harry bliver straks anklaget for mord. I håb om at kunne hjælpe sin ven, rejser Marcus til Aurora for at undersøge hvad der rent faktisk skete med Nola 33 år tidligere.

Sandheden om Harry Quebert sagen er en hæsblæsende bog, der ikke kan beskrives på nogen anden måde end som en labyrint af handling, hvor der gemmer sig hemmeligheder bag hvert hjørne. Joël Dicker forstår sig virkelig på, at kringle en historie sammen hvor intet helt er som det ser ud, og hvor man aldrig kan bide sig sikker i, hvilken retning historien har tænkt sig at tage. Historien er nervepirrende fra start til slut, og der er ikke et eneste tidspunkt hvor man er bare en lille smule sikker på, hvilke hemmeligheder der nu vil bringes frem i lyset.

Det mest bemærkelsesværdige ved bogen, når man først er gået i gang med at læse, er måden som bogen er skrevet på. For det første så springer historien konstant mellem fortid og nutid, og endda mellem hvilke karakterer historien fortælles gennem. Så selvom der klart er en hovedperson, så springer handlingen altså også mellem hvis øjne historien fortælles fra, så karakterer, der ellers tilsyneladende ville være ligegyldige, puster en smule mere liv i fortællingen. Det giver bogen en anderledes opbygning end man er vant til, for selvom andre bøger også skifter synsvinkler, så gør denne bog det på en måde der skaber usikkerhed og kaos i fortællingen. Hver karakter har sit eget syn på sagen, og det skaber en form for upålidelighed der gør, at man ikke altid kan stole på det man læser.

Noget andet der også er værd at bide mærke i, er alle de drejninger historien tager. Jeg tror aldrig jeg har læst en bog, der tager så mange forskellige drejninger i historien, som denne bog gør. Hele tiden kommer der ny information om de forskellige karakterer, og hvad der er sket med Nola, og hver gang det sker, så får handlingen ligesom en ny drejning. Det giver bogen det her konstante spændingsmoment, der hele tiden fører handlingen videre. De fleste bøger har en tendens til, at være ret kedelig i midten, da handlingen som oftest går lidt i stå. Dette er ikke tilfældet i denne bog, for Joël Dicker forstår sig på at bruge det her spændingsmoment på de helt rigtige tidspunkter for, at handlingen ikke går i stå.

Det sidste der er bemærkelsesværdigt omkring bogen er alle karaktererne. Egentlig er det ikke atypisk, at en bog har mange karakterer med, mere eller mindre, indflydelse på historien. Men i denne bog er alle karaktererne ret vigtige i forhold til historien. Og det får man som læser også en fornemmelse af, når dele af bogen inkluderer de her karakterers synspunkter. Man kan vel sige at det er karaktererne der skaber handlingen, og ikke handlingen der skaber karaktererne i denne bog. Karaktererne lader til at handle realistisk, og ikke “mekanisk” for at tilpasse karaktererne til handlingen. Dette skaber en følelse af uforudsigelighed – man er på intet tidspunkt helt sikker på, hvad en karakter har tænkt sig at gøre, eller hvad denne har gjort i fortiden.

Så grundlæggende er Sandheden om Harry Quebert sagen en krimi, der på intet tidspunkt kan kaldes kedelig. Joël Dicker har virkelig formået at skrive en bog med spændende og levende karakterer, og en handling der gentagende gange overrasker læseren. Og det er lige præcis karakterernes ægthed, og til tider dobbeltmoralske handlinger der gør, at denne bog er så svær at lægge fra sig, når først man er gået i gang med at læse den.

Vurdering: 3/5

Bogen var spændende og hæsblæsende, og jeg fandt det nærmest umuligt at lægge bogen fra mig, når først jeg gik i gang med at læse. Men der var én ting, som blev ved med at genere mig, mens jeg læste – de hyppige spring mellem karakterer og tid. For mig blev det hurtigt lidt for meget af det gode. Næsten hver gang der var et spring mellem karakter eller tid, blev der afsløret ny information, som fik historien til at tage en ny retning. Det gjorde det lige liiidt for kaotisk til min smag. Så selvom bogen var super spændene, så kan jeg kun give den 3/5, da jeg mener at handlingen tog lidt for mange forskellige drejninger.

Udgivet den

Hvornår skal du give op på din bog?

Det er en lille smule svært at acceptere, men det er langt fra altid, at en bogidé bliver til noget. Det er derfor vigtigt, at du lærer at lægge en uproduktiv bogidé på hylden. Tingen er bare, hvordan ved du hvornår du skal du lægge en bogidé på hylden? Det er et spørgsmål jeg selv, lidt for ofte, har haft tumlet rundt med. Jeg har dog efterhånden fået en smule erfaring i at genkende, hvornår jeg bør lægge en bogidé på hylden. Den erfaring vil jeg nu dele med dig, og har derfor skrevet nogle tips som du måske kan bruge.

1. Du brænder ikke for bogidéen

Et meget godt tegn på, at du ikke bør bruge tid på din bogidé er, at du ikke brænder for det du skriver. Det er nemlig super vigtigt, at man brænder for det man skriver, ellers kommer man aldrig igennem så stort et projekt som det er, at skrive en bog. Så hvis du ikke længere brænder for, at skrive på det bogprojekt du er i gang med, så bør du nok overveje, om du i det hele taget bør bruge din tid på det. Hvis du ikke brænder for den historie du skriver, så kan jeg garantere dig for, at din læser vil kunne mærke det. Og der er altså ikke nogen der gider at læse noget, som der ikke er nogen passion omkring. Så hvis du opdager, at du simpelthen ikke brænder for at skrive på dit bogprojekt, så overvej grundigt om du bør bruge din tid på det. Det kan nemlig være meget mere produktivt for dig, at starte på noget nyt som du så til gengæld brænder for.

2. Du kan ikke finde på et plot

Du har karaktererne, et tema og bogens “følelse”, men uanset hvor ihærdigt du prøver, så kan du bare ikke komme på et plot. Når det sker, så kan det være et tegn på, at du ikke bør arbejde på den idé længere. Jeg har selv brugt lang tid på, at forsøge at finde et plot til en bogidé jeg havde, uden nogensinde at komme på noget. Og det er intet mindre end en hel del spild af tid. Du kommer nemlig ingen steder med at vride din hjerne efter et plot til din bogidé, da selve bogidéen bør være dit plot. Jeg må indrømme, at dette tog mig et godt stykke tid at finde ud af, men det er nok noget af det vigtigste, som jeg har fundet ud af omkring det at skrive. Du kommer nemlig ingen steder med karakterer, tema og bogens følelse, hvis du ikke har noget at proppe det ind i. Og som du nok allerede ved, så er det næsten umuligt at finde et plot baseret på disse ting alene. Så hvis du ikke kan komme på et plot, så er din bogidé højst sandsynligt ikke værd at bruge tid på.

3. Der er for mange plothuller i din historie

Et alternativ til ikke at kunne finde på et plot er, at have et plot med for mange plothuller. I mange tilfælde kan du selvfølgelig arbejde dig ud af dine plothuller, men i andre tilfælde er der så mange af dem, at det er bedst at lægge idéen på hylden. Jeg anbefaler selvfølgelig, at du forsøger at arbejde dig ud af dine plothuller. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det altid er muligt. For det er det bestemt ikke. Det kan være spild af tid, at forsøge at udrede en historie der mest af alt er fortabt. Så hvis du er nået til et punkt hvor du ikke længere kan finde hoved og hale i din egen historie, så kan det i nogle tilfælde være bedst at lægge dit bogprojekt på hylden.

4. Historien er for kompliceret

Et godt tegn på, at din historie ikke kommer til at blive til noget er, at du ikke kan forklare hvad bogen handler om i en sætning. Det lyder måske lidt dumt, men det er altså super vigtigt at du kan det. Du bliver nemlig nødt til helt konkret at vide, hvad din bog egentlig handler om, hvis du vil holde den røde tråd gennem din historie, og være i stand til at finde plothuller i den. Og tro mig, det kan du ikke hvis din historie er for kompliceret. Jeg har selv forsøgt at skrive en historie der var for kompliceret, og det bragte ikke andet med sig end en hel del frustration. Så sørg for, at den idé du skriver på ikke er for kompliceret, og at du er i stand til at forklare handlingen med en sætning.

5. Du kan ikke længere lide din historie

Den her er lidt mere tricky, men ikke desto mindre vigtig. Hvis du nogensinde kigger på det bogprojekt du er i gang, og af en eller anden årsag opdager, at du ikke længere kan lide det du er i gang med at skrive på, så drop det. Der er ingen grund til, at du fortsætter med at skrive på noget, som du ikke længere kan lide. Jeg har selv oplevet det, men selvom det er ufedt, så kan det faktisk hjælpe dig. Det kan nemlig hjælpe dig med, at gøre det klart hvad du egentlig vil skrive. Det kan være at du originalt ville skrive en actionfyldt kærlighedshistorie, men opdager at du egentlig ikke kan lide at der er kærlighed med i plottet. Så har du altså gjort det klart for dig selv, at du vil skrive en bog fyldt med action, og er derfor bedre rustet til at gå i gang med et nyt bogprojekt. Nu ved du hvad du vil skrive.

6. Du får andre idéer til bøger som virker mere spændene

Hvis du får idéer til andre bøger, mens du arbejder på en allerede eksisterende bogidé, og de nye idéer virker mere spændende, eller endda bedre, så er det et stort tegn på, at du bør lægge din bogidé på hylden. Det betyder nemlig, at den idé du har nu ikke er spændende nok til, at du kan arbejde videre på den. Og som jeg skrev ovenfor, så kan dine læsere mærke, hvis du ikke brænder for det du skriver. Det kan derfor være en ret god idé, at lægge dit nuværende bogprojekt på hylden, og i stedet sætte dit fokus på de nye idéer (eller den nye idé), og se om det fungerer bedre for dig. Det er jo trods alt mere produktivt, at kaste sig ud i at arbejde på noget nyt og mere spændende, i stedet for at sidde fast i et gammelt projekt, som du alligevel ikke finder spændende.

7. Din mavefornemmelse beder dig om at stoppe

Hvis du er i gang med et bogprojekt, som der egentlig ikke er noget i vejen med, men som du har en dårlig mavefornemmelse over, så er det tegn du ikke bør ignorere. Og jeg snakker ikke om, at du tvivler en smule på dig selv, men at du har en længerevarende følelse af, at du ikke bør fortsætte med at arbejde på dit projekt. Jeg har selv haft oplevet dette, og jeg er ikke i tvivl om, at det har været det bedste valg at stoppe. Jeg kan egentlig ikke forklare hvorfor, men nogle gange så ved man, allerede før man er færdig med et projekt, at det ikke kommer til at lykkes. Så hvis du har en mavefornemmelse der fortæller dig, at det er bedst at stoppe, så lyt til den. Den har som oftest ret.

Udgivet den

Boganmeldelse af Bogtyven

Titel: Bogtyven
Forfatter: Markus Zusak
Illustrator: Trudy White
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 2008
Oversætter: Ole Hansen

Det er ikke nemt, at bo i Nazityskland under anden verdenskrig. Det oplever den unge pige Liesel Meminger på nært hold, da hendes bror dør på vejen hjem til deres nye plejefamilie. Det er ved sin brors grav, at hun starter sin karriere som bogtyv, da hun stjæler en bog der ligger glemt i sneen. Det er den bog, der starter hendes forkærlighed for bøger, da hun efterhånden lærer at læse i den af sin plejefar. Det er dog farlige tider at leve i: især hvis man er bogtyv og ens plejefamilie skjuler en jøde i kælderen!

Bogtyven er nok en af de mest smukke og hjerteskærende bøger jeg nogensinde har læst. Markus Zusak har gjort et rigtigt godt stykke arbejde i at beskrive, hvordan Døden selv opfatter den unge Liesel Memingers perspektiv på livet under krigen. Der er nemlig både kynisme og humor i de simple betragtninger i historien, og kun Døden ville være i stand til at fortælle om de mange tragiske begivenheder på den måde.

Noget af det allerførste der slog mig ved bogen var, hvodan den er skrevet. Den er nemlig skrevet på en meget faktisk måde, der beskriver lige præcist hvad der sker og ikke mere end det. Og alligevel, så foregår der så meget mere under det der står skrevet. Der kommer nemlig så mange små detaljer med i de meget faktiske beskrivelser. Man fornemmer snarere karakterernes følelser end man læser dem. Det er nemlig sjældent at der direkte står hvad de føler, i stedet må man finde frem til det gennem deres handlinger. Det gør, at selvom beskrivelserne er “kolde og faktiske”, så kan man virkelig fornemme den varme og venlighed der findes mellem de forskellige personer der optræder i bogen.

En anden ting der også er bemærkelsesværdigt er ordvalget. Zusak bruger ord til at beskrive ting, som man ikke er vandt til beskriver ting. Det skaber nogle helt unikke og finurlige sproglige billeder, som er med til at skabe historien. Det er jo trods alt ikke hver dag man får at vide, at en karakter har sumpede øjne eller et bølgepap ansigt. Det gør dog også at man virkelig kan mærke, at Døden fortæller om en ung pige. Man kan nærmest føle, at selvom det er Døden der taler, så stammer beskrivelserne oprindeligt fra Liesel og hendes naive og lidt “barnlige” måde at opfatte verden omkring hende på.

Den sidste ting jeg fandt bemærkelsesværdigt ved bogen er, at man allerede fra starten af får at vide hvordan bogen slutter. Det er en ret anderledes måde at fortælle en historie på, og alligevel passer det virkelig perfekt ind i bogen. For hvorfor ville det ikke gøre det? Med Døden som fortæller giver det jo perfekt mening, at det med tid bliver set på en anden måde end fuldstændigt kronologisk. Og det fjerner på ingen måde spændingen fra bogen. Selvom vi kender til slutningen fra start, så mangler historien ligesom. Vi mangler at få at vide helt præcist hvordan Liesel havnede i den situation som er slutningen. Og det er lige præcis det der gør, at bogen er spændene på trods af, at vi allerede kender slutningen.

Alt i alt vil jeg sige, at Markus Zusak gjorde et rigtig godt stykke arbejde i, at beskrive hvordan Døden ser på Liesels oplevelser. Humoren og kynismen der ligges på det barnlige og naive synspunkt gør, at bogen er helt unik. Der er intet der pakkes ind, man får alt at vide helt præcist som det er. Og det gør at bogen er helt og aldeles uforglemmelig, når først man har læst den.

Vurdering: 5/5

Det eneste “dårlige” ved bogen er, at jeg gerne ville have mere at vide om hvad der skete efter slutningen af bogen. Vi får meget kort at vide hvad der skete, men slet ikke nok til at man virkelig ved hvad der skete. Der er så meget der ikke bliver fortalt om, og så meget tilbagelagt til spekulationer. Det synes jeg er en smule ærgerligt, men det er på ingen måde noget der ødelægger bogen. Derfor kan jeg ikke andet end at give bogen 5/5, da det alt i alt er en velfortalt, smuk, og hjerteskærende bog, der ikke er til at glemme igen.

Udgivet den

Tanker omkring det at få en god idé til en bog

Jeg har her efterhånden haft et par idéer til bøger. Ikke sådan super mange, men nok til at jeg har gjort mig nogle tanker omkring det. Èn af de tanker er en erkendelse af, at det er meget sværere end jeg troede det ville være. Eller mere præcist sagt; det er nemt at få en idé til en bog, men meget sværere at få en god idé til en bog. Derfor er ingen af de idéer jeg har haft blevet til noget. Jeg undervurderede sværhedsgraden af at få en god idé, og skrev bare på den første idé jeg fik, uden at overveje om det var en god idé jeg havde fået. Det er en kæmpe fejl! Det første man skal gøre når man får en idé, er nemlig at finde ud af om det er en god eller dårlig idé. Hvis det ikke er en god idé, så skal man enten arbejde på idéen eller skrotte den, og jeg gjorde ingen af delene. Jeg tog bare idéerne som de var, hvilket er en af årsagerne til at idéerne ikke blev til noget.

En anden ting jeg har tænkt over, er måden hvorpå jeg har fået idéerne på. Jeg har nemlig fået idéerne på en “forkert” måde. Det lyder måske lidt mærkeligt, men det kan altså godt lade sig gøre. I stedet for at lade min naturligt inspirere, så satte jeg mig ned og vred min hjerne efter idéer. Det er ikke en god måde at gøre det på, da man bliver umotiveret, og det skinner altså igennem på de idéer man får. Man vil ikke være passioneret omkring det man kommer frem til, og passion er super vigtigt når man skriver bøger. Det er nemlig meget svært at skrive en bog, hvis man ikke brænder for idéen bag bogen. En bog, som de fleste nok er klar over, er mange sider lang, og det er næsten umuligt at skrive mange sider, hvis man egentlig ikke vil skrive bogen.

Det sidste jeg har tænkt over vedrørende idéer til bøger, er min evne, eller nok nærmere manglende evne, til at fastholde min interesse i en idé. Det jeg har skrevet ovenfor, altså at jeg ikke har været passioneret omkring idéerne, er kun en af årsagerne. Det har bare været som om, at hver gang jeg har skulle arbejde på idéerne, så har jeg haft mistet interessen for dem. Det er en af grundene til, at jeg aldrig fik arbejdet ordentlig på mine idéer, i stedet for bare at tage dem som de var. Og dét er noget der er bestemt til at fejle. En anden årsag til at jeg ikke kan holde interessen, er at jeg har haft en tendens til at “overplanlægge” (eller outline som det hedder på engelsk) mine idéer. Det er åbenbart ikke sådan jeg skriver, og hvis jeg forsøger at gøre det for meget, så mister jeg interessen. Nu skal jeg så til at finde en balance, for jeg har bruge for at planlægge, men ikke i så stor grad som jeg troede. Jeg har det åbenbart bedst med at planlægge det grundlæggende, og så tage det andet hen ad vejen som det kommer til mig.

Så det her med at få en god idé til en bog, og rent faktisk at fastholde min interesse i den, er sværere end jeg troede. Jeg har simpelthen haft undervurderet sværhedsgraden af at få en god idé, min metode til at få idéer har været forkert, og min evne til at fastholde min interesse i en idé har været dårlig. Jeg har dog lært af de erfaringer nu, heldigvis, og forhåbentlig bliver min næste idé til en bog rent faktisk til noget.