Kategori: Erfaringer

Udgivet den

Et ord eller to om den kreative proces

Det at skrive en bog er en kreativ proces. Det ved jeg, da jeg efterhånden selv har været igennem en del kreative processer. Som det ser ud nu, er ingen af de kreative processer dog endt ud i en succesfuld skrevet bog endnu. Dette har dog ikke afholdt mig fra, at få et par tanker omkring hvad det vil sige, at befinde sig i en kreativ proces. Jeg sidder nemlig lige nu – for allerførste gang må jeg indrømme – midt i en kreativ proces, som jeg virkelig føler vil blive til noget. Det er en ganske særlig følelse, og har givet grundlag for de her tanker omkring den kreative proces, som jeg mener er værd at dele med dig. Det er nemlig en ganske speciel proces at befinde sig i, og det er uanset om processen i sidste ende ender ud i en succesfuldt skrevet bog eller ej.

Den kreative proces er frustrerende

Den kreative proces er lige så frustrerende som den er fantastisk. Den er kompliceret og fuld af irriterende perioder, hvor processen nærmest kan gå i stå. Og på den anden side, så er den let som leg, hvor procesen primært består i, at ens fingre danser hen over tastaturet. Men mest af alt, så er den kreative proces fyldt med en hel del frustration. Jeg vil faktisk gå så langt at sige, at frustration er ståstedet for den kreative proces – hvad den grundlæggende består af. Frustration er nemlig den mest indflydelsesrige faktor, når det gælder om at drive processen fremad. Det lyder måske lidt mærkeligt, for er det ikke motivation der skaber “drive” til at skrive? Og selvom dette måske også til dels er sandt, så vil jeg stadigvæk mene, at frustration er endnu bedre til at skabe “drive” end bare motivation i sig selv. Motivation i sig selv er nemlig flygtigt – der er intet grundlag for den. Frustration er derimod for dybtliggende til at kunne være flygtigt, og har på den måde et fast grundlag. Dette består i, at frustration indebærer en stærk følelse af utilfredshed. Denne utilfredshed manifesterer sig i dele af ens bogprojekt, og dette medfører et ønske om at forbedre de dele af bogprojektet. På den måde er frustration altså den faktor, der driver hele den kreative proces fremad.

Den kreative proces kræver tålmodighed

Det at skrive en bog er en meget langtrukken kreativ proces. Hvis man hælder henimod at være til den mere utålmodige side (hvilket jeg nok gør, haha), så kan dette til tider være en lille smule svært at acceptere. Det kan nemlig være enormt irriterende, at have så mange gode idéer til ens bog, for så pludselig at få en spændetrøje på, da den langtrukne kreative proces holder flowet af idéer nede. Det er dog super vigtigt at acceptere dette, da man på ingen måde når langt i en kreativ proces, hvis man forsøger at fremskynde den. Det skal så også lige nævnes her, at der selvfølgelig kan være deadlines som skal overholdes. Når det sker, kan det være en nødvendighed at speede processen lidt op, men det er ikke hvad min pointe handler om. Min pointe handler om, at det ikke at bruge nok tid på de forskellige grundelementer af den kreative proces, kan have fatale følger for den bog man er i gang med at (forsøge at) skrive. Den kreative proces er nemlig ment til at være langtrukken, og ment til at fungere som en spændetrøje, når din hjerne har en overflod af idéer. Det at den er langtrukken sørger nemlig for, at du formår at sorterer ud i overfloden af idéer, så du kun får de allerbedste med i din bog. Hvis du så fremskynder den kreative proces, og ikke rigtigt formår at færdiggøre dele af den, så er der en meget stor sandsynlighed for, at du ikke får lige så gode resultatet som du kunne have fået. På den måde kræver den kreative proces altså, at du har tålmodighed, hvis du vil udføre processen med de bedst mulige resultater du kan få.

Den kreative proces kræver pasning

Når først man er kommet ind i en kreativ proces, så er det vigtigt at man ikke tager det for givet. Det er nemlig ikke noget nemt stadie at være i, og for rent faktisk at blive i det, og i sidste ende færdiggøre det, så kræver det at man “passer” den. Og hvordan gør man så helt præcist det? Svaret er; for at passe den kreative proces kræver det, at man rent faktisk sætter sig ned og skriver. Mere simpelt bliver det ikke. Problemet opstår så i, at det er langt nemmere sagt end gjort. Det kræver nemlig en del disciplin og viljestyrke, og det er ikke to ting der er nemme at opretholde i længden (det ved jeg efter egen erfaring, haha). Af den grund er det alt, alt for let, at lade den kreative proces glide ud i sandet, og på den måde lade den gode idé man havde til en bog forblive uskrevet. Og det er noget, som jeg vil mene er en kæmpe skam – der er intet værre end spildt potentiale. Derfor er det enormt vigtigt, at man som skribent erkender dette vilkår, og forsøger at komme problemet med manglende disciplin og viljestyrke til livs. Dette er jo, trods alt, en af de allervigtigste opgaver man har som skribent, for hvis man ikke passer den kreative proces (dvs. sætter sig ned og skriver), så kommer der ikke nogen bog (succesfuldt skrevet eller ej) ud af den kreative proces, og hvad er så pointen med, at komme ind i processen til starte med? Det vil altså sige, at hvis man vil have noget ud af den kreative proces, så kræver det at man passer den.

Konklusion

Hvad er det så helt præcist, at jeg mener med alt dette? Det jeg egentlig helt konkret mener – hvis man koger det ned – er vel egentlig bare, at den kreative proces i lige grad er en fantastisk og svær proces at befinde sig i. De dage den er fantastisk, flyver ens fingre hen over tastaturet, og der er intet der kan stoppe overfloden af ord i at dukke op i det åbne dokument. Andre gange (eller host host de fleste gange host) er den frustrerende, langtrukken, kompliceret og kræver at man holder sig i gang ved at sætte sig ned og skrive, uanset om man på daværende tidspunkt er motiveret for det eller ej. Og når processen så er på den sidstnævne måde, så er det vigtigt som skribent, at man forsøger at arbejde sig ud af komplikationerne – ellers får man aldrig en bog ud af processen, om den så ender ud med at være succesfuldt skrevet eller ej.

Udgivet den

Tanker omkring research

Som du nok ved, så er research en af de allervigtigste ting indenfor det at skrive. Uanset hvilken genre du skriver, så er der altid noget du skal researche, om det så er mindre ting såsom i hvilke årstal lommeurer blev brugt, eller større ting som hvordan “depressionen” i 1930’erne havde en effekt på amerikanerne i middelklassen. Jeg selv er på ingen måde ekspert i research, men har alligevel gjort mig nogle opdagelser, som jeg har valgt at samle her og dele med dig.

1. Det kræver øvelse

Alle og enhver kan researche, uanset hvor meget erfaring de har, men det at blive god til at researche, det er en helt anden sag. Det kræver nemlig lige lidt mere af en, at lære at gøre det hurtigt og effektivt. For selvom det virker relativt simpelt, bare at slå noget op på nettet eller i en bog, så er der flere aspekter i det end det. For det første, så skal man finde ud af helt præcist hvor det er bedst at slå noget op henne. Alle har vel oplevet en lærers had mod Wikipedia, og må have lagt øre til hvor dårlig en kilde den lærer synes Wikipedia er. Og jeg kan kun sige, at de har ret i noget (ingen fornærmelser mod Wikipedia), for det er nemlig vigtigt, at finde de helt rigtige steder at researche. Og det er desværre ikke en evne man bare sådan lige har til at starte med. Det er en evne man kun kan få gennem øvelse og erfaring. For det andet, så skal man kunne finde ud af, hvad man så gør med den information man finder frem til under sin research. Det er nemlig ikke let, at skulle priortere og frasortere den viden man får. Det kræver at man hele tiden ved hvad information der, helt konkret, er relevant for ens historie, og det kan altså ikke lade sig gøre. Man vil nemlig finde information som man tror er relevant at priortere, for så at finde ud af, at man slet ikke kan bruge det til noget. Og det er noget der kræver øvelse og erfaring, at navigere rundt i.

2. Det kan være meget tidskrævende

Det at researche kan, i nogle tilfælde, være en ret så tidskrævende proces. Hvis man er heldig er det det ikke, men det er desværre ikke altid tilfældet. Og det kan være rigtig frustrerende, især når man bare gerne vil gå i gang med at skrive. Jeg er dog ked af at sige, at der ikke er noget man kan gøre ved det, for det er vigtigt, at man får researchet ordentligt, om man så må bruge timer eller dage på det. Ens læsere kan nemlig tydeligt mærke hvis man har sløset med researchen, for det fjerner nemlig historiens troværdighed, og der er ikke nogen der gider læse en utroværdig historie. Så selvom det er frustrerende, så er det vigtigt at erkende, at de mange måder hvorpå research kan være tidskrævende, bare skal gøres ordentligt. For det første, så er det vigtigt at forstå den information man finder frem til. Det siger selvfølgelig sig selv, men det kan være virkelig fristende bare at kopiere det man læser i stedet for selv, at lægge en seriøs indsats og forstå det man finder. For det andet, så skal man være kildekritisk overfor det man finder, så man er sikker på at det man læser er troværdigt. Og det er ikke altid lige let, og kan derfor være tidskrævende at få gjort ordenligt, men igen, så er det vigtigt at få gjort ordentlig, også selvom det er fristende at “sjuske” fordi det er hurtigere. Og for det tredje og sidste, så det kan være tidskrævende at tjekke flere kilder ud om den samme information. Dette vil jeg dog mene er en ret vigtig ting at gøre, da det i mange tilfælde kan være med til, at afgøre om den viden du får er korrekt. Man kan i mange tilfælde (men ikke altid) regne med, at information er korrekt hvis det står flere steder. Så selvom det er det letteste bare, at lede efter information fra én enkelt kilde, så er det en virkelig god idé, at tjekke flere ud, også selvom det tager en lille smule længere tid.

3. Det er nemt at blive fejlinformeret

Du har sikkert allerede hørt det mange, mange gange, men nu siger jeg det altså også; det er nemt at blive fejlinformeret. Der er så meget information på nettet og i bøger, og noget af det vil være forkert. Langt de fleste fejlinformere selvfølgelig ikke med vilje, og vil derfor hævde, at den viden de har er korrekt, men bare fordi at de hævder det, så betyder det ikke nødvendigvis at de har ret. Det lyder måske ret åbenlyst, men jeg må indrømme, at jeg i hvert fald synes, at det kan være svært at finde ud af, hvornår information egentlig er oprigtigt og korrekt. Det bedste man kan gøre, for at undgå dette mest muligt er, at finde pålidelige kilder (bøger eller hjemmesider), og hente sin information derfra. En anden måde at blive fejlinformeret på er, at finde information som er forældet. Dette kan være rigtig svært at vide, for en kilde kan være helt og aldeles pålidelig på mange punkter, og give dig information som man antog var korrekt dengang det blev udgivet, men simpelthen er blevet modbevist på et senere tidspunkt. Den bedste måde at undgå dette på, er selvfølgelig, at tjekke datoen på det man finder frem til. Mere kan man dog heller ikke gøre. Det vigtigste at vide omkring det, at blive fejlinformeret er dog, at det ikke er noget man helt kan undgå. Det vil ske på et eller andet tidspunkt, og så må man lære at bide i det sure æble, og sige “jeg tog fejl” og tage den nye korrekte viden til sig.

4. Det er ikke altid man kan finde den viden man søger

Når man er gået i gang med at researche et bestemt emne, så sker det i ny og næ, at man kommer ud for ikke at kunne finde den viden man søger. Det er selvfølgelig ikke noget der sker super ofte, og er også alt afhængigt af hvor meget man skal researche, men i nogle tilfælde sker det altså. Når man tænker over det, så lyder det egentlig også ret åbenlyst, men det var noget der overraskede mig. Jeg er nemlig den slags person der elsker, at alt hvad jeg skriver er så tæt på at være 100% faktuelt korrekt som det komme. Jeg tænkte slet ikke over, at det slet ikke kan lade sig gøre, at finde al den viden man søger. Så jeg har altså måtte acceptere, at det at tage et kvalificeret gæt er okay. Det er ikke menneskeligt at skrive noget der er helt korrekt, og desuden ville de fleste historier være ret så kedelige, hvis de var helt korrekte. Så så længe at historien overordnet er korrekt, så gør det ikke noget, at der er enkelte “småfejl” der er opståede af kvalificerede gæt.

5. Nogle gange giver det mening at skrive først

Den her er en smule kontroversiel, og gælder langt fra i de fleste tilfælde, men nogle gange kan det være en god idé, at gå i gang med at skrive med det samme, og så gå i gang med at researche bagefter. Hvornår denne metode kan bruges kommer selvfølgelig i høj grad an på hvad der skal researches. Hvis det er større ting der i høj grad har betydning for hele historiens grundlag, så virker denne metode nok ikke særligt godt, men hvis det er mindre ting der ikke er super “vigtige” i forhold til historiens handling osv. så kan den derimod være ret nyttig at bruge. Det er nemlig nemt at blive fanget i at researche, og det kan gøre at man slet ikke kommer i gang med, at skrive på sin historie. Og jeg vil mene at en historie der aldrig kom til at eksistere er værre, end en historie med småting der ikke er helt korrekte. Så hvis det kan lade sig gøre, så er det i visse tilfælde en meget bedre idé, at komme i gang med at skrive en historie med det samme, i stedet for at bruge en masse tid på at researche noget, som man lige så godt kunne researche bagefter.

Udgivet den

Tanker omkring det at skrive karakterer

Jeg må indrømme, at noget af det sværeste ved at skrive (for mig i hvert fald), er at skrive karakterer. Det er nemlig super vigtigt, at karaktererne er velskrevne, for hvis de ikke er det, så kan det ødelægge hele historien. Der findes nemlig intet værre end at læse en historie med en hovedperson, eller anden vigtigt karakter, der bare føles overfladisk. Der er nemlig ingen der gider at læse en historie om en karakter, som man ikke er i stand til at relatere med. Det vil altså sige, at karaktererne er noget af det vigtigste i en historie, udover plottet selvfølgelig.

Det som jeg finder allersværest ved at skrive en karakter er, at skulle finde på hele karakterens grundlag. Det vil sige karakterens formål i historien (hvorfor karakteren i det hele taget er med i historien), karakterens baggrundshistorie, karakterens personlighed, karakterens styrker og mangler, og karakterens konflikter (både indre og ydre). Det er nemlig sådan, at vi mennesker er komplicerede væsner, og det kan bare være super svært at fange rigtigt. Og det er bare så vigtigt, at man fanger det rigtigt, da det, som jeg også skrev ovenfor, kan ødelægge historien hvis det ikke er.

Det næstsværeste er nok, at finde karakterernes motivation. Det er nemlig vigtigt, at ens karakterer er drevet af noget igennem hele historien. Og det kan være en liiiille smule svært at finde ud af, hvad det skal være. Det skal nemlig være hele drivkraften gennem historien, og det der får karaktererne til at handle. Og for at gøre det endnu mere svært, så kan en karakter have flere forskellige motivationer. Det kan f.eks. være at en karakter både vil være superhelt så denne kan redde verden, og være en del af et fællesskab så denne ikke føler sig ensom længere. Det er to vidt forskellige motivationer, der kan præge historien på hver deres måde. Så det er vigtigt, at man finder de “rigtige” motivationer for ens karakter, så de passer ind i historien, og at man får motivationerne til at præge historien på en måde, der giver perfekt mening i historien.

Den tredjesværeste ting ved at skrive en karakter, er at skrive karakterens udvikling i løbet af historien. Og det er bare super vigtigt at få skrevet ordentligt. Det er jo noget der sker langsomt og konstant igennem hele historien. Karakterens udvikling skal ikke komme som et chok for læseren, det skal tværtimod give perfekt mening, og ideelt ikke være noget som man lægger specielt meget mærke til. Man skal ikke tænke over karakterens udvikling før hen imod slutningen, hvor karakteren gør noget og man tænker “hold da op, det ville karakteren aldrig have gjort i starten af historien”. Det skal være diskret, og det er ikke just nemt. Sker det for hurtigt, så virker historien nemlig forhastet, og det kan være ret ødelæggende for historien.

Så det er på ingen måde nemt, at skrive karakterer. Det er dem der skal styre hele ens historie, dem der skal drive historien frem, og dem der skal få læseren til spændt at vende hver side af historien. Karaktererne er altså hele grundlaget i en historien. Og når man ser på den på den måde, så giver det vel også perfekt mening, at det er så svært som det er, at skrive sine karakterer ordentligt, så de ikke er overfladiske eller ødelægger historien.

Udgivet den

Jeg gider ikke at skrive i dag…

Der er dage, hvor jeg simpelthen ikke gider eller orker at skrive. Det er noget som jeg finder ret frustrerende, og som jeg ikke altid kan forstå. Jeg elsker jo at skrive! Det er ikke et problem jeg altid har, men når jeg så har det, finder jeg det virkelig svært at komme ud af igen. Det er lidt ligesom en ond cirkel. Jeg får ikke skrevet lige så meget som jeg gerne vil, jeg får dårlig samvittighed og så ender det pludselig med at jeg slet ikke får skrevet noget i det hele taget. Det har længe været mig et mysterie, hvorfor det her problem opstår hos mig. Det er det ikke længere. Det var en smule svært at finde hoved og hale i til at starte med, da alle “årsagerne” ligesom hænger sammen. Jeg går ud fra, at en sammenfiltret rulle garn giver et billede af hvordan det hænger sammen. Jeg har dog nu, til dels i hvert fald, fundet de mest hovedsagelige årsager til mit problem.

Urealistiske mål

Den første årsag, som jeg har fundet frem til, er at jeg har en tendens til at sætte urealistiske mål. Og dét er helt klart noget der dræber min lyst til at skrive. Jeg føler at jeg skal skrive meget mere end hvad jeg egentlig har tid eller overskud til, og så ender det med at jeg slet ikke får skrevet i det hele taget. Man kan altså sige, at at min egen “skyldfølelse” over ikke at nå mine egne urealistiske mål, afholder mig fra at få skrevet. Det er en ond cirkel der er svær at bryde ud af. For mig kan det hurtigt komme op på flere dage, hvor jeg slet ikke får skrevet noget som helst, simpelt fordi tanken om ikke at nå mit mål er for skyldfølelsesfrembringende.

Løsningen på dette problem er, heldigvis, relativ simpel. Jeg skal lære mig selv at sætte mere realistiske mål, også selvom at det ikke føles som “nok”. Det er jo det, der primært gør at jeg sætter urealistiske mål. Jeg føler aldrig at det jeg gør er nok. Men jeg ved jo trods alt nu, hvad der sker hvis jeg ikke sætter realistiske mål. Så hvis jeg sætter mit mål realistisk og faktisk når det mål, så er det bedre, end hvis jeg sætter målet højere og ikke får skrevet noget. Det er altså en balancegang som jeg skal forsøge at finde.

Jeg presser mig selv for hårdt

Jeg oplever tit, at hvis jeg lige pludselig ikke længere har lyst til at skrive, så har jeg presset mig selv for hårdt. Jeg har nemlig en tendens til at føle, at alt jeg skriver skal være helt perfekt, og det er altså en ret umotiverende følelse. Jeg føler nemlig, at hvis det ikke kan blive perfekt, så er der slet ikke nogen grund til at skrive i det hele taget. Det gør ofte, at jeg overarbejder på det jeg skriver, og først vil acceptere det som færdigt, når jeg føler at det er perfekt. Det er på ingen måde produktivt, for jeg bruger aaalt for lang tid på noget, som egentlig burde tage kort tid. Tingen er dog bare at den følelse af, at alt skal være perfekt hele tiden, slet ikke er sandværdig! Det er jo umenneskeligt at tro, at alt skal være perfekt hele tiden. Og så er det jo helt klart bedre at lave noget, også selvom det er uperfekt, end slet ikke at få lavet noget!

Løsningen på det her problem, er en smule mere kompliceret end det ovenstående. Her skal jeg nemlig ændre min tankegang. Og det er altså ikke noget man bare sådan gør fra den ene dag til den anden. Det tager tid og vedholdenhed. Jeg skal nemlig minde mig selv om, at det ikke er nødvendigt, at alt hele tiden skal være perfekt. Det er nemlig kun menneskeligt at lave fejl, og det er altså helt okay. Så jeg skal altså lære mig selv, at det er okay, at det jeg skriver ikke altid bliver godt.

Jeg holder ikke nok pauser

Den sidste årsag jeg har fundet er, at jeg holder ikke nok pauser. Og det er rigtigt skidt, da jeg efterhånden har erfaret, at pauser faktisk er nødvendige. Man kan ikke hele tiden lave den samme ting uden at blive træt af det, så derfor er det nødvendigt holde pauser en gang imellem. Årsagen til, at jeg ofte glemmer at tage pauser, er mit ovenstående problem. Perfektionisme. Jeg arbejder og arbejder indtil jeg føler at mit resultat er godt nok, og først der accepterer jeg det som færdigt. Det gør, at jeg ofte kører mig selv ned, indtil jeg slet ikke gider at skrive i det hele taget. Så når jeg ikke gider at skrive, så er det et ret godt tegn på, at jeg skal tage en pause fra at skrive. Efter jeg har slappet af en dag eller to, så opdager jeg som regel at jeg har fået min skrivelyst tilbage.

Så løsningen på dette problem, er altså simpelthen at være bedre til at holde pauser. Det er dog en svær ting at gøre, især hvis man er perfektionist. Det kan føles som om, at man bare spilder sin tid, men på længere sigt er det super vigtigt. Det er nemlig en faktor til at man ikke kører sig selv ned, og at man er i stand til at fastholde sin interesse i sin skrivning. Hvis man hele tiden kører sig selv ned når man skriver, så er det kun naturligt at man begynder at associerer det med noget dårligt, og derfor mister interessen for det. Så det er altså vigtigt at jeg lærer mig selv, at det er vigtigt at holde pauser, og at det på ingen måde er spild af tid.

Udgivet den

Tanker omkring det at få en god idé til en bog

Jeg har her efterhånden haft et par idéer til bøger. Ikke sådan super mange, men nok til at jeg har gjort mig nogle tanker omkring det. Èn af de tanker er en erkendelse af, at det er meget sværere end jeg troede det ville være. Eller mere præcist sagt; det er nemt at få en idé til en bog, men meget sværere at få en god idé til en bog. Derfor er ingen af de idéer jeg har haft blevet til noget. Jeg undervurderede sværhedsgraden af at få en god idé, og skrev bare på den første idé jeg fik, uden at overveje om det var en god idé jeg havde fået. Det er en kæmpe fejl! Det første man skal gøre når man får en idé, er nemlig at finde ud af om det er en god eller dårlig idé. Hvis det ikke er en god idé, så skal man enten arbejde på idéen eller skrotte den, og jeg gjorde ingen af delene. Jeg tog bare idéerne som de var, hvilket er en af årsagerne til at idéerne ikke blev til noget.

En anden ting jeg har tænkt over, er måden hvorpå jeg har fået idéerne på. Jeg har nemlig fået idéerne på en “forkert” måde. Det lyder måske lidt mærkeligt, men det kan altså godt lade sig gøre. I stedet for at lade min naturligt inspirere, så satte jeg mig ned og vred min hjerne efter idéer. Det er ikke en god måde at gøre det på, da man bliver umotiveret, og det skinner altså igennem på de idéer man får. Man vil ikke være passioneret omkring det man kommer frem til, og passion er super vigtigt når man skriver bøger. Det er nemlig meget svært at skrive en bog, hvis man ikke brænder for idéen bag bogen. En bog, som de fleste nok er klar over, er mange sider lang, og det er næsten umuligt at skrive mange sider, hvis man egentlig ikke vil skrive bogen.

Det sidste jeg har tænkt over vedrørende idéer til bøger, er min evne, eller nok nærmere manglende evne, til at fastholde min interesse i en idé. Det jeg har skrevet ovenfor, altså at jeg ikke har været passioneret omkring idéerne, er kun en af årsagerne. Det har bare været som om, at hver gang jeg har skulle arbejde på idéerne, så har jeg haft mistet interessen for dem. Det er en af grundene til, at jeg aldrig fik arbejdet ordentlig på mine idéer, i stedet for bare at tage dem som de var. Og dét er noget der er bestemt til at fejle. En anden årsag til at jeg ikke kan holde interessen, er at jeg har haft en tendens til at “overplanlægge” (eller outline som det hedder på engelsk) mine idéer. Det er åbenbart ikke sådan jeg skriver, og hvis jeg forsøger at gøre det for meget, så mister jeg interessen. Nu skal jeg så til at finde en balance, for jeg har bruge for at planlægge, men ikke i så stor grad som jeg troede. Jeg har det åbenbart bedst med at planlægge det grundlæggende, og så tage det andet hen ad vejen som det kommer til mig.

Så det her med at få en god idé til en bog, og rent faktisk at fastholde min interesse i den, er sværere end jeg troede. Jeg har simpelthen haft undervurderet sværhedsgraden af at få en god idé, min metode til at få idéer har været forkert, og min evne til at fastholde min interesse i en idé har været dårlig. Jeg har dog lært af de erfaringer nu, heldigvis, og forhåbentlig bliver min næste idé til en bog rent faktisk til noget.

Udgivet den

At blive forstyrret i sin skrivning

En ting jeg har erfaret omkring det at skrive, er hvor stort et problem det kan være at blive forstyrret. Når man skriver, og man først er kommet ind i et form for skriveflow, så kan det være ret så “farligt” at blive forstyrret. Der skal nemlig (virkelig) ikke særligt meget til, før man glemmer hvad det var man er i gang med at skrive. Det lyder måske ikke specielt realistisk, men du har vel oplevet, at en samtale gik i stå på grund af en ydre distraktion, og at alle parter i samtalen glemmer “hvor vi er kommet til”, ikke sandt? Det er helt præcist det samme princip i denne kontekst. Du sidder sikkert nu og tænker “okay, men hvad er så løsningen på dette problem?”, og mit svar er; der er ikke en løsning. Ikke en som jeg har fundet endnu, i hvert fald. Når du først har glemt noget, så er det ret tilfældigt om du husker det igen eller ej. Og det med at blive forstyrret… Det er altså ret begrænset hvad man kan gøre ved det, for det er ikke kun andre personer der kan forstyrre dig, men også ting så simpelt, som at din telefon får notafiktioner, eller en hund der gør udenfor!

Det tætteste jeg er kommet på at løse dette problem, er at finde metoder der gør at jeg hurtigt kan komme tilbage til skrivningen, bagefter at jeg er blevet forstyrret. For uanset hvor meget jeg ville ønske det, så kan man altså bare ikke eliminere alle de forstyrrende faktorer der findes! Uanset hvor hårdt du prøver at løse problemet med ting der forstyrrer dig, så vil der altid komme noget nyt. Sådan er det bare. Jeg har så fundet frem til, at det bedste man kan gøre, er at fokusere på det bagefter. Når først man er blevet forstyrret, hvad gør man så? Og dét har jeg været lidt mere succesfuld i at finde løsninger til.

Jeg har fundet frem til, at det faktisk er de små ting der tæller. Det kan være, at man altid sætter sig ved et skrivebord, at man altid har en kop varm te (eller kaffe) ved sin side, eller at man har noget bestemt musik man skriver til. Det vigtigste er sådan set bare, at man finder noget, som man kan associere med at skrive. Når du så bliver forstyrret, så er det lidt nemmere at komme tilbage til skrivningen. Det er ret simpelt faktisk, men det er, desværre, ikke altid helt så nemt som det lyder. Det tog mig et længere stykke tid, at finde ud af hvad der hjælper mig. Og det er faktisk ikke altid at det hjælper… Det hjælper dog i det fleste tilfælde, så det er noget som jeg mener er værd at investere en smule tid i, for når du først ved hvordan du hurtigt kan komme tilbage til skrivningen igen, så får du bare skrevet så meget mere! Og det er altså noget, som jeg synes er guld værd hvis man skriver.

Så selvom det er et problem, at blive forstyrret i sin skrivning, så er det altså ikke alt. Jo, det er “farligt” da man kan glemme hvad man var ved at skrive, men det er som sagt ikke noget man kan undgå hele tiden. Derfor mener jeg, at det allervigtigste simpelthen er, at man kan komme tilbage til sin skrivning igen. For det er nemlig alt. Du får jo ikke skrevet noget hvis du ikke skriver! Så det vigtigste er altså ikke at undgå at blive forstyrret, eller at glemme noget, men at man er i stand til at fortsætte med at skrive alligevel.