Der er dage, hvor jeg simpelthen ikke gider eller orker at skrive. Det er noget som jeg finder ret frustrerende, og som jeg ikke altid kan forstå. Jeg elsker jo at skrive! Det er ikke et problem jeg altid har, men når jeg så har det, finder jeg det virkelig svært at komme ud af igen. Det er lidt ligesom en ond cirkel. Jeg får ikke skrevet lige så meget som jeg gerne vil, jeg får dårlig samvittighed og så ender det pludselig med at jeg slet ikke får skrevet noget i det hele taget. Det har længe været mig et mysterie, hvorfor det her problem opstår hos mig. Det er det ikke længere. Det var en smule svært at finde hoved og hale i til at starte med, da alle “årsagerne” ligesom hænger sammen. Jeg går ud fra, at en sammenfiltret rulle garn giver et billede af hvordan det hænger sammen. Jeg har dog nu, til dels i hvert fald, fundet de mest hovedsagelige årsager til mit problem.
Urealistiske mål
Den første årsag, som jeg har fundet frem til, er at jeg har en tendens til at sætte urealistiske mål. Og dét er helt klart noget der dræber min lyst til at skrive. Jeg føler at jeg skal skrive meget mere end hvad jeg egentlig har tid eller overskud til, og så ender det med at jeg slet ikke får skrevet i det hele taget. Man kan altså sige, at at min egen “skyldfølelse” over ikke at nå mine egne urealistiske mål, afholder mig fra at få skrevet. Det er en ond cirkel der er svær at bryde ud af. For mig kan det hurtigt komme op på flere dage, hvor jeg slet ikke får skrevet noget som helst, simpelt fordi tanken om ikke at nå mit mål er for skyldfølelsesfrembringende.
Løsningen på dette problem er, heldigvis, relativ simpel. Jeg skal lære mig selv at sætte mere realistiske mål, også selvom at det ikke føles som “nok”. Det er jo det, der primært gør at jeg sætter urealistiske mål. Jeg føler aldrig at det jeg gør er nok. Men jeg ved jo trods alt nu, hvad der sker hvis jeg ikke sætter realistiske mål. Så hvis jeg sætter mit mål realistisk og faktisk når det mål, så er det bedre, end hvis jeg sætter målet højere og ikke får skrevet noget. Det er altså en balancegang som jeg skal forsøge at finde.
Jeg presser mig selv for hårdt
Jeg oplever tit, at hvis jeg lige pludselig ikke længere har lyst til at skrive, så har jeg presset mig selv for hårdt. Jeg har nemlig en tendens til at føle, at alt jeg skriver skal være helt perfekt, og det er altså en ret umotiverende følelse. Jeg føler nemlig, at hvis det ikke kan blive perfekt, så er der slet ikke nogen grund til at skrive i det hele taget. Det gør ofte, at jeg overarbejder på det jeg skriver, og først vil acceptere det som færdigt, når jeg føler at det er perfekt. Det er på ingen måde produktivt, for jeg bruger aaalt for lang tid på noget, som egentlig burde tage kort tid. Tingen er dog bare at den følelse af, at alt skal være perfekt hele tiden, slet ikke er sandværdig! Det er jo umenneskeligt at tro, at alt skal være perfekt hele tiden. Og så er det jo helt klart bedre at lave noget, også selvom det er uperfekt, end slet ikke at få lavet noget!
Løsningen på det her problem, er en smule mere kompliceret end det ovenstående. Her skal jeg nemlig ændre min tankegang. Og det er altså ikke noget man bare sådan gør fra den ene dag til den anden. Det tager tid og vedholdenhed. Jeg skal nemlig minde mig selv om, at det ikke er nødvendigt, at alt hele tiden skal være perfekt. Det er nemlig kun menneskeligt at lave fejl, og det er altså helt okay. Så jeg skal altså lære mig selv, at det er okay, at det jeg skriver ikke altid bliver godt.
Jeg holder ikke nok pauser
Den sidste årsag jeg har fundet er, at jeg holder ikke nok pauser. Og det er rigtigt skidt, da jeg efterhånden har erfaret, at pauser faktisk er nødvendige. Man kan ikke hele tiden lave den samme ting uden at blive træt af det, så derfor er det nødvendigt holde pauser en gang imellem. Årsagen til, at jeg ofte glemmer at tage pauser, er mit ovenstående problem. Perfektionisme. Jeg arbejder og arbejder indtil jeg føler at mit resultat er godt nok, og først der accepterer jeg det som færdigt. Det gør, at jeg ofte kører mig selv ned, indtil jeg slet ikke gider at skrive i det hele taget. Så når jeg ikke gider at skrive, så er det et ret godt tegn på, at jeg skal tage en pause fra at skrive. Efter jeg har slappet af en dag eller to, så opdager jeg som regel at jeg har fået min skrivelyst tilbage.
Så løsningen på dette problem, er altså simpelthen at være bedre til at holde pauser. Det er dog en svær ting at gøre, især hvis man er perfektionist. Det kan føles som om, at man bare spilder sin tid, men på længere sigt er det super vigtigt. Det er nemlig en faktor til at man ikke kører sig selv ned, og at man er i stand til at fastholde sin interesse i sin skrivning. Hvis man hele tiden kører sig selv ned når man skriver, så er det kun naturligt at man begynder at associerer det med noget dårligt, og derfor mister interessen for det. Så det er altså vigtigt at jeg lærer mig selv, at det er vigtigt at holde pauser, og at det på ingen måde er spild af tid.