Tag: boganmeldelse

Udgivet den

Boganmeldelse af Sapiens: En kort historie om menneskeheden

Titel: Sapiens: En kort historie om menneskeheden
Forfatter: Yuval Noah Harari
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 2011
Oversætter: Annemette Goldberg

Sidder du nogensinde i toget på vej til skole eller arbejde og tager dig selv i at kigge rundt, observere folk, undre dig over det samfund vi lever i? Besynderligheden i, at vi som mennesker har kreeret en verden baseret på fiktionelle regler og love og idéer, som vi alle sammen køber og tror på? Tjah, du er ikke den eneste; Yuval Noah Harari har tilsynladende haft den samme oplevelse – bortset fra at han er historiker og professor ved Det hebraiske universitet i Jerusalem, og er opsat på ikke bare at lade denne nysgerrighed simre, men at forsøge rent faktisk at optrevle mysteriet omkring menneskehedens historie. Så hvis du er en historie-nørd, eller måske bare lider af en nysgerrig sjæl, så er denne bog lige noget for dig.

I hans bog, Sapiens: En kort historie om menneskeheden, gør Harari nemlig rede for de betydelige dele af menneskehedens historie på en letforståelig måde, og gør det muligt for enhver at få indsigt i den fascinerende historie om hvordan vi er endt, hvor vi er nu. Han undlader at gå for meget ned i de mindre nuancer og detaljer, men skaber et overblik over menneskehedens makrohistorie fra Stenalderen til det 21. århundrede. Alt skal tages med et gran salt selvfølgelig – bogen har fået kritik fra forskere med relevant ekspertise på området – men jeg vil nu mene, at bogen giver et godt overordnet billede på emnet.

Harari skaber overblik over menneskehedens historie ved at inddele den i fire overordnede dele i følgende rækkefølge:

  1. Den Kognitive Revolution
  2. Agerbrugsrevolutionen
  3. Foreningen af menneskeheden
  4. Den Videnskabelige Revolution

I hver del udpensler han de vigtigste begivenheder der fandt sted – historisk såvel som kulturelt – og sørger for at alle begivenheder er beskrevet så de er letforståelige, samtidig med at han gør sig umage i, at intet bliver udvandet eller fordummet. Han sørger også for at alle begivenheder han beskriver er zoomet ud til et stadie der gør, at vi kan se, hvordan hver enkelt begivenhed bidrog til den langsomme gang fra Stenalderen til nutidens samfund, mens han samtidigt sørger for at forblive zoomet nok ind til, at ingen vigtige detaljer eller information går tabt i den større sammenhæng.

Så som konklusion: Sapiens: En kort historie om menneskeheden af Yuval Noah Harari er en spektakulær bog, som alle der er på udkig efter detaljeret, overordnet viden om menneskehedens fascinerende historie, vil kunne få glæde af.

Udgivet den

Boganmeldelse af Dronninggambit

Titel: Dronninggambit
Forfatter: Walter Tevis
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 1984
Oversætter: Mogens Cohrt

Citat: “– … De har ikke skrevet halvdelen af det, jeg fortalte dem. De har ikke skrevet noget om Mr. Shaibel. Eller om hvordan jeg spiller siciliansk. –Men Beth, sagde Mrs. Wheatley, – det gør dig til en berømthed – Beth så tankefuldt på hende. – Hovedsageligt fordi jeg er en pige, sagde hun.”

Dronninggambit af Walter Tevis er en gammel roman, der med hæsblæsende fart er blevet bragt til popularitet gennem Netflix-serien af samme navn, der er baseret på bogen. Og efter selv at have set serien med stor begejstring, kunne jeg heller dy mig for at få fingrene i bogen. Jeg må dog allerede nu indrømme, at bogen bare ikke helt kunne gøre det samme for skakspillet, som Netflix-serien kunne (hvilket var lidt af en skuffelse). På trods af det, så er historien dog overraskende ens i både serien og bogen – de primære ændringer værende et par uddybninger af de sekundære karakterer + en baggrundshistorie for Beths mor (der virkelig komplimenterer handlingen) i serien. Jeg vil dog på ingen måde anbefalde nogen at læse bogen efter at have set serien, da bogen bare ikke formår at gøre noget godt for skakspillets skønhed; lange tørre passager der beskriver skakpositioner + en oversætter der ikke helt kan følge med, er bare ikke noget særligt godt match. Så nu er du i hvert fald advaret, hvis du har tænkt dig at læse bogen!

I Dronninggambit møder vi den otteårige Elizabeth Harmon – bedre kendt som Beth – da hun bliver sendt på børnehjem efter hendes mors tragiske død i en bilulykke. Herfra følger vi hendes rejse mod at blive et af de største skakgenier i verden (og så som kvinde i en mandsdomineret verden endda!), men som læser vil man også hurtigt opdage at der ulmer andre – og langt mere seriøse – ting under overfladen. I takt med at Beths succes vokser, så gør hendes indre dæmoner det nemlig også, og som læser bliver man efterhånden langsomt men sikkert tvunget til at indse, at dette ikke kun er en bog om genialitet, men også en bog om hvad genialitet egentlig koster.

Det allermest bemærkelsesværdige i bogen – hvilket man også hurtigt vil finde ud af som læser – er personskildringerne. Ikke nok med at selve hovedpersonen – Beth Harmon – er en super interessant karakter, så er de sekundære karakterer i romanen også bare super interessante at høre om. Bogen gør ikke et helt så godt arbejde som serien i at uddybe hvem karaktererne er, men på trods af det, så vil man alligevel forelske sig i karaktererne, og dét er lige fra Jolene, til Mr. Shaibel, til Mrs. Wheatley. Når bogen er slut er det ikke kun Beth man vil tage sig selv i at spekulere over, man vil også undre sig over hvad der mon er sket i Mrs. Wheatleys forhistorie siden hun har det alkoholmisbrug hun har, og undre sig over hvordan Jolene gik fra at være børnehjemsbarn til at blive så succesfuld som hun var sidst i bogen. Man kan kun ærgre sig inderligt over, at man ikke lærer lige så meget om karaktererne som man kunne – selvom man også samtidig udmærket godt er klar over, at det ville fjerne fokus fra det vigtige i historien, hvis man fik tilfredsstillet sin nysgerrighed på de mange spændende karakterer. Det er nemlig, trods alt, ikke dem der er vigtige; det er Beth Harmon historien handler om og ikke alle de andre (uanset hvor spændende de end også er).

Det andet man vil bemærke som læser, er tiden som bogen er skrevet i. Historien strækker sig fra de sene 1950’ere til de sene 1960’ere, og dette er kun noget der gør historien endnu mere bemærkelsesværdig end den allerede er. Beth Harmon er jo ikke kun et skakgeni, hun er også en kvinde, der begår sig i den mandsdominerede verden – både den virkelige verden og skakverdenen – og det er bestemt ikke noget der går ubemærket hen (selvom hun nok allerhelst ville have været fri for det). Historien handler lige så meget om Beths kamp om at stige til skakverdenens top, som den handler om hendes kamp med at befinde sig i en tid, hvor kvinder ikke just anses som værende i stand til de samme ting som mænd. Gentagende gange må vi som læsere se Beths frustationer over, at fokusset forbliver rettet imod hendes køn og ikke hendes skakspil, hvilket er et vilkår i den tid hun lever i. Alt i alt vil man som læse opleve, at det er en meget feministisk fortælling, uden at den dog på nogen måde bliver pompøs eller prædikende i sit udtryk. Beth tager sine kampe mod hendes køns status i skakverdenen, ved at vælte én konge ad gangen, indtil det måtte være klart for enhver, at hun er den bedste skakspiller – ikke på baggrund af hendes køn, men simpelt fordi hun bare har talent og passion for skak.

Det sidste der er værd at bemærke ved bogen er slutningen. Jeg personligt synes, at den er lidt træls, idet den ikke rigtig uddyber hvad der videre sker med Beth og hendes misbrug og andre indre dæmoner; Lærte hun nogensinde at styre sit misbrug? Det får vi som læsere aldrig at vide, og det synes jeg personligt er skide irriterende. Jeg har dog valgt at antage, at det er en meget bevidst beslutning fra Walter Tevis’ side, at slutte historien på den måde som han gjorde. For på trods af at vi som læsere ikke får afklaring på særligt mange af vores spørgsmål, så siger slutningen alligevel ikke lidt om Beth Harmons karakter. For hun er helt grundlæggende ligeglad med berømthed og det at virke succesfuld – hun vil bare gerne spille skak. Og lige præcist dét, er hvad hun gør. Selvom hun lige har slået den russiske elite i skak, så vælger hun at spille imod de almene russere i den lokale park. Spillet i sin helhed er hvad hun er interesseret i, intet mere eller mindre end det – og det er lige netop den “besættelse” hun har af skakspillet, som helt grundlæggende skaber hendes karakter på godt og ondt, afhængighed og det hele.

Vurdering: 3/5

Selvom jeg virkelig har en forkærlighed for denne historie, er jeg bare ikke i stand til at give bogversionen af historien mere end 3/5. Bogen kunne bare på ingen måde hamle op med hvad Netflix-serien var i stand til at gøre for skakspillets skønhed – og når nu hele historien handler så meget om skak som den gør, så ødelægger det bare ret meget af historien for mig, når skakspillene er så dårligt beskrevet i bogen som de er. Selve historien er dog mere eller mindre den samme i bog såvel som serie, så på den front er bogen ganske glimrende – det er bare de dårlige skakbeskrivelser der hiver min vurdering så langt ned.

Udgivet den

Boganmeldelse af de

Titel: de
Forfatter: Helle Helle
Forlag: Rosinante
Udgivelsesår: 2018

Citat: “I juni kan hendes mor ikke komme igennem sin syltetøjsmad. Hun plejer at spise både den og en med honning og en halv ostemad på toast. Den anden halvdel pakker hun så ind og tager med i forretningen. Nu sidder hun og trommer med neglene i bordpladen ved siden af tallerkenen, det er jordbærsyltetøj, hun puster en lok væk fra ansigtet. Hun er virkelig ikke sulten. Men mange har jo ingen appetit så tidligt på dagen.”

de af Helle Helle er en roman, der på mange måder formår at være knugende trist, hjertevarm, og humoristisk på en og samme tid. Som læser møder man den 16-årige hovedperson og hendes enlige mor, og får et næsten intimt indblik i deres liv, som på mange måder vendes på hovedet, da moren bliver alvorligt syg. De taler aldrig om sygdommen, så den kommende sorg og det uundgåelige tab som hovedpersonen snart vil blive udsat for, bliver aldrig rigtigt bearbejdet. I stedet taler de om alt muligt andet, griner en hel del sammen, og forsøger på næsten tragikomisk vis at leve videre, som om sygdommen slet ikke er der. Men det bliver også kun lige et forsøg, for lige under overfladen lurer alle de ting der ikke bliver sagt. Så alt i alt er dette en bog, hvor man som læser gentagende gange må græde og grine, idet hovedpersonen og hendes mor forsøger at holde fast i en hverdag, som pludselig er blevet skrøbelig og meget, meget tidsbegrænset.

Det mest bemærkelsesværdige ved bogen – hvilket også er noget man meget hurtigt opdager som læser – er den usædvanlige måde hvorpå den er skrevet. Alt er skrevet i nutid med undtagelse af dialog. Og selvom dette til at starte med virker højst besynderligt, så vil man som læser efterhånden erkende, at det giver perfekt mening. For når en katastrofe rammer, så befinder man sig i den reneste form for nutid, og alt føles som om det foregår i slowmotion. Hvorfor skulle det være anderledes i dette tilfælde? Desuden giver det også en fornemmelse af, at hovedpersonen forsøger at undertrykke alle tanker omkring det uundgåelige. Det lader nemlig til, at hovedpersonen har så travlt med at genkalde sig minder, at fortiden og nutiden nærmest flyder sammen, hvilket distraherer hende fra den meget nære fremtid, som hun ikke ønsker at erkende. Dette kommer især til udtryk når hun ufrivilligt bliver mindet om det, og hurtigt benægter det: “-Hvis jeg dør, skal I ikke tage bedemand Hansen, han udlover tre flasker rødvin, det er modbydeligt, siger hun. -Så er det godt, du ikke dør, siger hun, hun vil gerne tilbage til stegepanden, blusset er tændt”.

En anden bemærkelsesværdig ting er bogens slutning, eller nok nærmere mangel på samme. Slutningen er nemlig cirkulær, dvs. at bogens start er en del af slutningen, og slutningen stopper der hvor starten begynder. Det er en interessant måde at afslutte historien på, og som læser kan man ikke gøre andet end at slå op på første side igen. Det vækker nemlig undren og overraskelse, og til at starte med kan det være svært at finde en umiddelbar mening med denne slutning. Men præcist som den rene nutid, så giver det egentlig meget god mening når man tænker over det. Den cirkulære slutning giver nemlig historien en følelse af kontinuerlighed, som om der slet ikke er nogen endelig slutning. Og selvom man som læser udmærket godt er klar over, hvad bogens egentlige slutning er: den uundgåelige død af hovedpersonens mor, så kan man godt sætte sig ind i hvorfor hovedpersonens narrativ ser ud som det gør. I den periode som historien foregår i, befinder hovedpersonen sig nemlig i et stadie, hvor hun slet ikke er i stand til at erkende at hendes mor skal dø. Og når nu det er sådan en kæmpe del af historiens handling og tema, ville det så ikke virke mærkeligt at slutte den med morens død? Tværtimod, så lader den cirkulære slutning til at understrege temaet og handlingen, og giver på den måde læseoplevelsen et sidste mærkbart løft.

Den sidste bemærkelsesværdige ting er, at der ikke er et eneste tidspunkt i bogen, hvor hverken hovedpersonen eller hendes mor nævnes med navn. Det er bestemt ikke nogen typisk ting at opleve i en bog, og som læser kan man også opleve en del forvirring under læsningen. Det er nemlig ikke altid helt klart, om en beskrivelse omhandler hovedpersonen eller hendes mor. Men måske er det netop det der er pointen. Historien handler jo ikke om hovedpersonen og hendes mor som to forskellige individer, men om dem som en fælles enhed, et “de” – som titlen jo også referer til – der i en nær fremmed skal forsvinde. Ved at holde dem navnløse gennem hele historien tydeliggøres denne fælles enhed, hvilket også sørger for, at læseren ikke kan undgå at opdage vigtigheden af dette beskedne “de”. Og det er netop heri bogens tristesse ligger. Som læser ved man jo – ligesom hovedpersonen og hendes mor – at dette “de” snart er slut, og at det vil ende ud med et enkelt “hun” der står tilbage helt alene.

Vurdering: 5/5

At læse denne bog er en oplevelse. Der er ingen andre måder at beskrive det på. Bogen er en historie og et stykke kunst på en og samme tid, og trods den tid det tager at vænne sig til skrivemåden, så er den en fornøjelse at læse. Man kan virkelig mærke, at Helle Helle har givet sig tid til at tænke over, helt præcist hvordan denne historie skulle fortælles, og lige netop det gør at bogens alternative fortællemåde holder. Så alt i alt; hvis man ønsker at læse en bog der kræver en smule tænkning og fortolkning fra læserens side, så kan jeg intet andet gøre end at anbefalde denne bog.

Udgivet den

Boganmeldelse af Stoner

Titel: Stoner
Forfatter: John Williams
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 1965
Oversætter: Jens Christian Grøndahl

William Stoner kommer fra en fattig bondefamilie i Missouri, USA. Her har han været siden begyndelsen af sit liv i slutningen af det nittende århundrede. Hans liv tager dog en lidt anderledes retning, da han som ung starter på en landbrugsskole og bliver introduceret til litteraturens verden. Ud af fascination vælger han litteraturen over landbruget, og bliver lærer på skolen. Her bliver litteraturen hans livs passion og ståsted, især når liver bliver svært.

Stoner er en bog der på utrolig vis formår, at fortælle en helt almindelig mands livshistorie på en måde, så man ikke kan undgå at blive berørt af det. Som læser får man virkelig en fornemmelse af, at få et helt autentisk kig ind i William Stoners liv, hvilket giver historien en rå og unik virkelighedsfornemmelse. Man må som læser flere gange tage sig selv i , at holde vejret gennem Stoners modgang og skuffelser, der jo trods alt hører livet til. Handlingen i sig selv er langsom og skrider fremad med museskridt, men alligevel giver historiens autencitet en spænding, der næsten gør det umuligt at lægge bogen fra sig. Som læser bliver man fanget af historien, for hvilken af livets udfordringer kommer Stoner mon nu til at befinde sig i, og hvad har han tænkt sig at gøre ved det?

Det allerførste ved bogen som man lægger mærke til, er bogens langsomme tempo. Hos nogle bøger kan det langsomme tempo virke kvælende for historien, og nærmest kede læseren ihjel, men dette er på ingen måde tilfældet i Stoner. Her giver det langsomme tempo tværtimod historien en form for autencitet, som jeg tvivler på kunne være opstået i et hurtigt tempo. Vi som læsere får muligheden for at komme tæt på William Stoner og hans væremåde, tæt på de karakterer han omgiver sig med, og sidst men ikke mindst; tæt på de udfordringer der præsenterer sig for William Stoner i hans dagligdag. Havde tempoet været hurtigt og actionfyldt, så havde der slet ikke været “tid” til, at skrive alle de detaljer om William Stoners liv som historien indebærer, og historien ville ikke have været den samme som den er nu. Så John Williams har virkelig formået at vælge det rigtige tempo til sin bog, og har med finesse fundet ud af at udnyttet det på den bedst mulige måde.

Det andet man vil lægge mærke til er karaktererne. Denne histories fokus ligger nemlig ikke så meget på plottet i sig selv – en mand der går på college og bliver lærer – men på selve karakteren, William Stoner, og de karakterer der omgiver ham. Man kan vel sige, at dette er en historie om William Stoner, og ikke en historie om hvad der sker for William Stoner. Der sker nemlig, mildt sagt, ikke særlig meget for ham. Til gengæld sker der en hel masse inde i ham, og det er lige præcis dér historien har sin charme. Man bliver grebet af hvem William Stoner er, hvilken udvikling han går igennem som person, og hvilke mennesker han kommer til at omgive sig med, i takt med at historien skrider fremad.

Det sidste man vil lægge mærke til, er hvor naturligt tidsperioden er skrevet ind i historien på. For mig var den naturlige måde, hvorpå tiden blev beskrevet ind i historien på, noget jeg fandt yderst tilfredsstillende at læse. Bogen er selvfølgelig skrevet relativt tæt op ad tidsperioden, men at John Williams ikke var i live i den tidsperiode, og alligevel har formået at beskrive den så naturligt, er stadigvæk rimelig imponerende. Hvor akkurat tidsperioden er beskrevet, kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig om. Beskrivelserne af perioden og dens begivenheder er flettet ind i historien på den måde, at William Stoner ikke er en direkte del af dem, men alligevel bliver påvirket af dem. Baseret på andre mere eller mindre historiske bøger jeg har læst og serier/film jeg har set, er dette lidt atypisk. Det lader til, at enten så er hovedpersonen i en historie direkte en del af de historiske begivenheder, eller også er fokus på noget helt andet i den givne tidsperiode. Dette er ikke tilfældet i Stoner, hvilket giver en meget autentisk følelse i historien, som jeg godt kan lide.

Vurdering: 4/5

Bogen var simpelt sagt en fornøjelse af læse. Hvis man på en kedelig regnvejrsdag har tænkt sig at lave en kop te, tænde nogle stearinlys og begynde læse en bog, mens man gemmer sig under tæppet, så er denne bog helt klart en anbefaling. Der er ikke noget hæsblæsende action at skulle holde styr på, eller gåsehudsfremkaldende forbrydelser at skulle opklare, kun en simpel mand og hans syn på eksistensen her i livet. Og nogen gange behøver en historie heller ikke handle om meget mere.

Udgivet den

Boganmeldelse af Sandheden om Harry Quebert sagen

Titel: Sandheden om Harry Quebert sagen
Forfatter: Joël Dicker
Forlag: Rosinante
Udgivelsesår: 2014
Oversætter: Mette Olesen

En ting for Marcus Goldman er at være en forfatter med skriveblokering. En helt anden ting for Marcus er, at der pludselig graves et lig op i haven hos hans bedste ven, den verdensberømte forfatter Harry Quebert. Og meget bedre bliver det ikke, da det opdages at liget er den 15-årige Nola Kellergan, der forsvandt fra byen 33 år tidligere. Da det går op for politiet og pressen, at Harry havde et forhold til Nola, går det helt galt, og Harry bliver straks anklaget for mord. I håb om at kunne hjælpe sin ven, rejser Marcus til Aurora for at undersøge hvad der rent faktisk skete med Nola 33 år tidligere.

Sandheden om Harry Quebert sagen er en hæsblæsende bog, der ikke kan beskrives på nogen anden måde end som en labyrint af handling, hvor der gemmer sig hemmeligheder bag hvert hjørne. Joël Dicker forstår sig virkelig på, at kringle en historie sammen hvor intet helt er som det ser ud, og hvor man aldrig kan bide sig sikker i, hvilken retning historien har tænkt sig at tage. Historien er nervepirrende fra start til slut, og der er ikke et eneste tidspunkt hvor man er bare en lille smule sikker på, hvilke hemmeligheder der nu vil bringes frem i lyset.

Det mest bemærkelsesværdige ved bogen, når man først er gået i gang med at læse, er måden som bogen er skrevet på. For det første så springer historien konstant mellem fortid og nutid, og endda mellem hvilke karakterer historien fortælles gennem. Så selvom der klart er en hovedperson, så springer handlingen altså også mellem hvis øjne historien fortælles fra, så karakterer, der ellers tilsyneladende ville være ligegyldige, puster en smule mere liv i fortællingen. Det giver bogen en anderledes opbygning end man er vant til, for selvom andre bøger også skifter synsvinkler, så gør denne bog det på en måde der skaber usikkerhed og kaos i fortællingen. Hver karakter har sit eget syn på sagen, og det skaber en form for upålidelighed der gør, at man ikke altid kan stole på det man læser.

Noget andet der også er værd at bide mærke i, er alle de drejninger historien tager. Jeg tror aldrig jeg har læst en bog, der tager så mange forskellige drejninger i historien, som denne bog gør. Hele tiden kommer der ny information om de forskellige karakterer, og hvad der er sket med Nola, og hver gang det sker, så får handlingen ligesom en ny drejning. Det giver bogen det her konstante spændingsmoment, der hele tiden fører handlingen videre. De fleste bøger har en tendens til, at være ret kedelig i midten, da handlingen som oftest går lidt i stå. Dette er ikke tilfældet i denne bog, for Joël Dicker forstår sig på at bruge det her spændingsmoment på de helt rigtige tidspunkter for, at handlingen ikke går i stå.

Det sidste der er bemærkelsesværdigt omkring bogen er alle karaktererne. Egentlig er det ikke atypisk, at en bog har mange karakterer med, mere eller mindre, indflydelse på historien. Men i denne bog er alle karaktererne ret vigtige i forhold til historien. Og det får man som læser også en fornemmelse af, når dele af bogen inkluderer de her karakterers synspunkter. Man kan vel sige at det er karaktererne der skaber handlingen, og ikke handlingen der skaber karaktererne i denne bog. Karaktererne lader til at handle realistisk, og ikke “mekanisk” for at tilpasse karaktererne til handlingen. Dette skaber en følelse af uforudsigelighed – man er på intet tidspunkt helt sikker på, hvad en karakter har tænkt sig at gøre, eller hvad denne har gjort i fortiden.

Så grundlæggende er Sandheden om Harry Quebert sagen en krimi, der på intet tidspunkt kan kaldes kedelig. Joël Dicker har virkelig formået at skrive en bog med spændende og levende karakterer, og en handling der gentagende gange overrasker læseren. Og det er lige præcis karakterernes ægthed, og til tider dobbeltmoralske handlinger der gør, at denne bog er så svær at lægge fra sig, når først man er gået i gang med at læse den.

Vurdering: 3/5

Bogen var spændende og hæsblæsende, og jeg fandt det nærmest umuligt at lægge bogen fra mig, når først jeg gik i gang med at læse. Men der var én ting, som blev ved med at genere mig, mens jeg læste – de hyppige spring mellem karakterer og tid. For mig blev det hurtigt lidt for meget af det gode. Næsten hver gang der var et spring mellem karakter eller tid, blev der afsløret ny information, som fik historien til at tage en ny retning. Det gjorde det lige liiidt for kaotisk til min smag. Så selvom bogen var super spændene, så kan jeg kun give den 3/5, da jeg mener at handlingen tog lidt for mange forskellige drejninger.

Udgivet den

Boganmeldelse af Bogtyven

Titel: Bogtyven
Forfatter: Markus Zusak
Illustrator: Trudy White
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 2008
Oversætter: Ole Hansen

Det er ikke nemt, at bo i Nazityskland under anden verdenskrig. Det oplever den unge pige Liesel Meminger på nært hold, da hendes bror dør på vejen hjem til deres nye plejefamilie. Det er ved sin brors grav, at hun starter sin karriere som bogtyv, da hun stjæler en bog der ligger glemt i sneen. Det er den bog, der starter hendes forkærlighed for bøger, da hun efterhånden lærer at læse i den af sin plejefar. Det er dog farlige tider at leve i: især hvis man er bogtyv og ens plejefamilie skjuler en jøde i kælderen!

Bogtyven er nok en af de mest smukke og hjerteskærende bøger jeg nogensinde har læst. Markus Zusak har gjort et rigtigt godt stykke arbejde i at beskrive, hvordan Døden selv opfatter den unge Liesel Memingers perspektiv på livet under krigen. Der er nemlig både kynisme og humor i de simple betragtninger i historien, og kun Døden ville være i stand til at fortælle om de mange tragiske begivenheder på den måde.

Noget af det allerførste der slog mig ved bogen var, hvodan den er skrevet. Den er nemlig skrevet på en meget faktisk måde, der beskriver lige præcist hvad der sker og ikke mere end det. Og alligevel, så foregår der så meget mere under det der står skrevet. Der kommer nemlig så mange små detaljer med i de meget faktiske beskrivelser. Man fornemmer snarere karakterernes følelser end man læser dem. Det er nemlig sjældent at der direkte står hvad de føler, i stedet må man finde frem til det gennem deres handlinger. Det gør, at selvom beskrivelserne er “kolde og faktiske”, så kan man virkelig fornemme den varme og venlighed der findes mellem de forskellige personer der optræder i bogen.

En anden ting der også er bemærkelsesværdigt er ordvalget. Zusak bruger ord til at beskrive ting, som man ikke er vandt til beskriver ting. Det skaber nogle helt unikke og finurlige sproglige billeder, som er med til at skabe historien. Det er jo trods alt ikke hver dag man får at vide, at en karakter har sumpede øjne eller et bølgepap ansigt. Det gør dog også at man virkelig kan mærke, at Døden fortæller om en ung pige. Man kan nærmest føle, at selvom det er Døden der taler, så stammer beskrivelserne oprindeligt fra Liesel og hendes naive og lidt “barnlige” måde at opfatte verden omkring hende på.

Den sidste ting jeg fandt bemærkelsesværdigt ved bogen er, at man allerede fra starten af får at vide hvordan bogen slutter. Det er en ret anderledes måde at fortælle en historie på, og alligevel passer det virkelig perfekt ind i bogen. For hvorfor ville det ikke gøre det? Med Døden som fortæller giver det jo perfekt mening, at det med tid bliver set på en anden måde end fuldstændigt kronologisk. Og det fjerner på ingen måde spændingen fra bogen. Selvom vi kender til slutningen fra start, så mangler historien ligesom. Vi mangler at få at vide helt præcist hvordan Liesel havnede i den situation som er slutningen. Og det er lige præcis det der gør, at bogen er spændene på trods af, at vi allerede kender slutningen.

Alt i alt vil jeg sige, at Markus Zusak gjorde et rigtig godt stykke arbejde i, at beskrive hvordan Døden ser på Liesels oplevelser. Humoren og kynismen der ligges på det barnlige og naive synspunkt gør, at bogen er helt unik. Der er intet der pakkes ind, man får alt at vide helt præcist som det er. Og det gør at bogen er helt og aldeles uforglemmelig, når først man har læst den.

Vurdering: 5/5

Det eneste “dårlige” ved bogen er, at jeg gerne ville have mere at vide om hvad der skete efter slutningen af bogen. Vi får meget kort at vide hvad der skete, men slet ikke nok til at man virkelig ved hvad der skete. Der er så meget der ikke bliver fortalt om, og så meget tilbagelagt til spekulationer. Det synes jeg er en smule ærgerligt, men det er på ingen måde noget der ødelægger bogen. Derfor kan jeg ikke andet end at give bogen 5/5, da det alt i alt er en velfortalt, smuk, og hjerteskærende bog, der ikke er til at glemme igen.