Du sætter dig ned med computeren foran dig – nu skal du sgu skrive! Det eneste problem er bare… Hvad skal du skrive? Du er på ingen måde umotiveret, faktisk helt det modsatte, og alligevel er du havnet i den situation, at du simpelthen ikke ved hvad du skal skrive. Og det er noget som jeg kender alt til. Faktisk, så tror jeg at det er en ting som alle der skriver, bare en lille smule, kender til. Det er nemlig ikke altid, at du bare sådan lige kan trække et emne op af hatten. Der vil komme tidspunkter hvor du bare ikke kan finde på noget. Og det er der heller ikke noget galt med overhovedet. Det vigtigste er bare, at du finder måder hvorpå du kan arbejde dig ud af det på. Jeg har af den grund fundet 5 metoder, som måske kan hjælpe dig med at finde ud af hvordan du kan arbejde dig ud af problemet.
1. Skriv det første der falder dig ind
Ja, du læste rigtigt. Når du ikke ved hvad du skal skrive om, så skriv det første der falder dig ind. Det lyder måske ret svært, men det er altså lige så simpelt som det lyder. Hvis det første der falder dig ind er “banan” så skriver du banan, hvis det første du kommer i tanke om er “jeg ved fandeme ikke hvad jeg skal skrive” så skriver du det. Og sådan bliver du så ved. Skriv alt hvad der falder dig ind, for på et eller andet tidspunkt vil mindst én af de ting du har skrevet kunne inspirere dig til noget mere produktivt. Det kræver dog en lille smule tålmodighed, for nogle gange skal du skrive ret mange sætninger der bare sådan falder dig ind før du bliver inspireret. Jeg synes dog det er en lidt sjov måde at finde inspiration på, og måske er det lige netop derfor at det hjælper. Det at finde inspiration kan nogle gange være nemmere hvis man også er, bare en lille smule, underholdt.
2. Kig på noget du har skrevet før i tiden
En ting jeg tit gør når jeg ikke ved hvad jeg skal skrive er, at kigge på hvad jeg har skrevet før i tiden. Det kan være ting jeg har skrevet i går, eller ting som jeg har skrevet for flere år siden. Det er sådan set ligegyldigt hvornår du har skrevet det, bare at du får kigget på noget som du har skrevet. Jeg ved faktisk ikke hvorfor det hjælper, men jeg oplever tit, at når jeg sidder og læser i det jeg har skrevet før i tiden, så føler jeg et pust af inspiration og så ved jeg lige pludseligt hvad jeg vil skrive. Det kan være at jeg opdager et bestemt emne som jeg altid kan skrive om, eller måske jeg opdager jeg at jeg ofte skriver om det samme emne og derfor skriver om præcis det modsatte emne. Der kan være mange årsager, og det kan være at du finder din helt egen årsag til hvorfor det virker. Det er dog, uanset hvad, helt klart det værd at prøve, og så er det også sjovt at læse gamle tekster du har skrevet. Du kan se hvor langt du er kommet, og det i sig selv kan være inspirerende, haha.
3. Kig på noget som nogle andre har skrevet
Hvis det at kigge på noget du selv har skrevet ikke inspirerer dig, så prøv at kigge på noget som nogle andre har skrevet. Nogle gange når jeg har læst i en bog, eller læst en artikel, og jeg har fundet emnet eller konceptet interessant, så kan jeg selv mærke en lyst til at skrive om det samme emne eller koncept. Du har sikkert også selv prøvet det et par gange. Det er godt nok noget der har en tendens til at ske helt af sig selv, men det kan altså også godt opsøges. Det er måske en lille smule sværere at opsøge, fordi det som sagt er noget der som oftest sker af sig selv, men hvis du er tålmodig nok, så er det altså muligt. Det kan jeg garantere for, da det er en metode der har hjulpet mig, og jeg er ret sikker på at det også kan hjælpe dig. Så det er altså det værd at forsøge.
4. Skriv om et emne du ikke har skrevet om før
Hvis du ikke har en forpligtelse til at skrive noget bestemt, så kan det være ret forfriskende at skrive noget som du ikke har skrevet om før. Det kan også være en udfordring, men det gør det kun endnu bedre. Det er jo vigtigt at udfordre sig selv en gang imellem. Det er den eneste måde du kan blive bedre til at skrive på. Så sæt dig ned og kig i nogle bøger, eller læs om forskellige ting på wikipedia, og find et emne du finder bare en lille smule interessant og skriv om det. Jeg har ofte haft gode oplevelser med det, og har også fundet nogle emner som jeg bare elsker at skrive om, ved at bruge denne metode. Så hvis du ikke ved hvad du skal skrive om, så kan denne metode være ganske effektiv at bruge.
5. Sæt dig ned foran computeren og vent
Dette tip er faktisk ikke et som jeg er kæmpe fan af, men det kan altså i nogle tilfælde hjælpe. Jeg forsøger tit at bruge det som en form for nødløsning og undgår derfor ofte at bruge det, men det har dog hjulpet mig et par gange. Det at sidde foran computeren uden at skrive, kan ende med at du aldrig får skrevet. Det kender jeg alt til. Det kan dog også føre til at du kan tænke dig frem til noget at skrive om. Hvorfor ved jeg ikke. Det er bare ligesom om at ens hjerne finder på noget at skrive om, bare så du slipper for at sidde og stirre på din computerskærm. Det kan dog være svært at nå til det punkt, da det er en lille smule mere fristende at lukke computeren og lavet noget andet. Hvis du kan nå til det punkt, så kan det dog virke. Så hvis du ikke kan finde på noget andet, så prøv dette tip.

