Titel: Stoner Forfatter: John Williams Forlag: Lindhardt og Ringhof Udgivelsesår: 1965 Oversætter: Jens Christian Grøndahl
William Stoner kommer fra en fattig bondefamilie i Missouri, USA. Her har han været siden begyndelsen af sit liv i slutningen af det nittende århundrede. Hans liv tager dog en lidt anderledes retning, da han som ung starter på en landbrugsskole og bliver introduceret til litteraturens verden. Ud af fascination vælger han litteraturen over landbruget, og bliver lærer på skolen. Her bliver litteraturen hans livs passion og ståsted, især når liver bliver svært.
Stoner er en bog der på utrolig vis formår, at fortælle en helt almindelig mands livshistorie på en måde, så man ikke kan undgå at blive berørt af det. Som læser får man virkelig en fornemmelse af, at få et helt autentisk kig ind i William Stoners liv, hvilket giver historien en rå og unik virkelighedsfornemmelse. Man må som læser flere gange tage sig selv i , at holde vejret gennem Stoners modgang og skuffelser, der jo trods alt hører livet til. Handlingen i sig selv er langsom og skrider fremad med museskridt, men alligevel giver historiens autencitet en spænding, der næsten gør det umuligt at lægge bogen fra sig. Som læser bliver man fanget af historien, for hvilken af livets udfordringer kommer Stoner mon nu til at befinde sig i, og hvad har han tænkt sig at gøre ved det?
Det allerførste ved bogen som man lægger mærke til, er bogens langsomme tempo. Hos nogle bøger kan det langsomme tempo virke kvælende for historien, og nærmest kede læseren ihjel, men dette er på ingen måde tilfældet i Stoner. Her giver det langsomme tempo tværtimod historien en form for autencitet, som jeg tvivler på kunne være opstået i et hurtigt tempo. Vi som læsere får muligheden for at komme tæt på William Stoner og hans væremåde, tæt på de karakterer han omgiver sig med, og sidst men ikke mindst; tæt på de udfordringer der præsenterer sig for William Stoner i hans dagligdag. Havde tempoet været hurtigt og actionfyldt, så havde der slet ikke været “tid” til, at skrive alle de detaljer om William Stoners liv som historien indebærer, og historien ville ikke have været den samme som den er nu. Så John Williams har virkelig formået at vælge det rigtige tempo til sin bog, og har med finesse fundet ud af at udnyttet det på den bedst mulige måde.
Det andet man vil lægge mærke til er karaktererne. Denne histories fokus ligger nemlig ikke så meget på plottet i sig selv – en mand der går på college og bliver lærer – men på selve karakteren, William Stoner, og de karakterer der omgiver ham. Man kan vel sige, at dette er en historie om William Stoner, og ikke en historie om hvad der sker for William Stoner. Der sker nemlig, mildt sagt, ikke særlig meget for ham. Til gengæld sker der en hel masse inde i ham, og det er lige præcis dér historien har sin charme. Man bliver grebet af hvem William Stoner er, hvilken udvikling han går igennem som person, og hvilke mennesker han kommer til at omgive sig med, i takt med at historien skrider fremad.
Det sidste man vil lægge mærke til, er hvor naturligt tidsperioden er skrevet ind i historien på. For mig var den naturlige måde, hvorpå tiden blev beskrevet ind i historien på, noget jeg fandt yderst tilfredsstillende at læse. Bogen er selvfølgelig skrevet relativt tæt op ad tidsperioden, men at John Williams ikke var i live i den tidsperiode, og alligevel har formået at beskrive den så naturligt, er stadigvæk rimelig imponerende. Hvor akkurat tidsperioden er beskrevet, kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig om. Beskrivelserne af perioden og dens begivenheder er flettet ind i historien på den måde, at William Stoner ikke er en direkte del af dem, men alligevel bliver påvirket af dem. Baseret på andre mere eller mindre historiske bøger jeg har læst og serier/film jeg har set, er dette lidt atypisk. Det lader til, at enten så er hovedpersonen i en historie direkte en del af de historiske begivenheder, eller også er fokus på noget helt andet i den givne tidsperiode. Dette er ikke tilfældet i Stoner, hvilket giver en meget autentisk følelse i historien, som jeg godt kan lide.
Vurdering: 4/5
Bogen var simpelt sagt en fornøjelse af læse. Hvis man på en kedelig regnvejrsdag har tænkt sig at lave en kop te, tænde nogle stearinlys og begynde læse en bog, mens man gemmer sig under tæppet, så er denne bog helt klart en anbefaling. Der er ikke noget hæsblæsende action at skulle holde styr på, eller gåsehudsfremkaldende forbrydelser at skulle opklare, kun en simpel mand og hans syn på eksistensen her i livet. Og nogen gange behøver en historie heller ikke handle om meget mere.