Titel: Bogtyven Forfatter: Markus Zusak Illustrator: Trudy White Forlag: Lindhardt og Ringhof Udgivelsesår: 2008 Oversætter: Ole Hansen
Det er ikke nemt, at bo i Nazityskland under anden verdenskrig. Det oplever den unge pige Liesel Meminger på nært hold, da hendes bror dør på vejen hjem til deres nye plejefamilie. Det er ved sin brors grav, at hun starter sin karriere som bogtyv, da hun stjæler en bog der ligger glemt i sneen. Det er den bog, der starter hendes forkærlighed for bøger, da hun efterhånden lærer at læse i den af sin plejefar. Det er dog farlige tider at leve i: især hvis man er bogtyv og ens plejefamilie skjuler en jøde i kælderen!
Bogtyven er nok en af de mest smukke og hjerteskærende bøger jeg nogensinde har læst. Markus Zusak har gjort et rigtigt godt stykke arbejde i at beskrive, hvordan Døden selv opfatter den unge Liesel Memingers perspektiv på livet under krigen. Der er nemlig både kynisme og humor i de simple betragtninger i historien, og kun Døden ville være i stand til at fortælle om de mange tragiske begivenheder på den måde.
Noget af det allerførste der slog mig ved bogen var, hvodan den er skrevet. Den er nemlig skrevet på en meget faktisk måde, der beskriver lige præcist hvad der sker og ikke mere end det. Og alligevel, så foregår der så meget mere under det der står skrevet. Der kommer nemlig så mange små detaljer med i de meget faktiske beskrivelser. Man fornemmer snarere karakterernes følelser end man læser dem. Det er nemlig sjældent at der direkte står hvad de føler, i stedet må man finde frem til det gennem deres handlinger. Det gør, at selvom beskrivelserne er “kolde og faktiske”, så kan man virkelig fornemme den varme og venlighed der findes mellem de forskellige personer der optræder i bogen.
En anden ting der også er bemærkelsesværdigt er ordvalget. Zusak bruger ord til at beskrive ting, som man ikke er vandt til beskriver ting. Det skaber nogle helt unikke og finurlige sproglige billeder, som er med til at skabe historien. Det er jo trods alt ikke hver dag man får at vide, at en karakter har sumpede øjne eller et bølgepap ansigt. Det gør dog også at man virkelig kan mærke, at Døden fortæller om en ung pige. Man kan nærmest føle, at selvom det er Døden der taler, så stammer beskrivelserne oprindeligt fra Liesel og hendes naive og lidt “barnlige” måde at opfatte verden omkring hende på.
Den sidste ting jeg fandt bemærkelsesværdigt ved bogen er, at man allerede fra starten af får at vide hvordan bogen slutter. Det er en ret anderledes måde at fortælle en historie på, og alligevel passer det virkelig perfekt ind i bogen. For hvorfor ville det ikke gøre det? Med Døden som fortæller giver det jo perfekt mening, at det med tid bliver set på en anden måde end fuldstændigt kronologisk. Og det fjerner på ingen måde spændingen fra bogen. Selvom vi kender til slutningen fra start, så mangler historien ligesom. Vi mangler at få at vide helt præcist hvordan Liesel havnede i den situation som er slutningen. Og det er lige præcis det der gør, at bogen er spændene på trods af, at vi allerede kender slutningen.
Alt i alt vil jeg sige, at Markus Zusak gjorde et rigtig godt stykke arbejde i, at beskrive hvordan Døden ser på Liesels oplevelser. Humoren og kynismen der ligges på det barnlige og naive synspunkt gør, at bogen er helt unik. Der er intet der pakkes ind, man får alt at vide helt præcist som det er. Og det gør at bogen er helt og aldeles uforglemmelig, når først man har læst den.
Vurdering: 5/5
Det eneste “dårlige” ved bogen er, at jeg gerne ville have mere at vide om hvad der skete efter slutningen af bogen. Vi får meget kort at vide hvad der skete, men slet ikke nok til at man virkelig ved hvad der skete. Der er så meget der ikke bliver fortalt om, og så meget tilbagelagt til spekulationer. Det synes jeg er en smule ærgerligt, men det er på ingen måde noget der ødelægger bogen. Derfor kan jeg ikke andet end at give bogen 5/5, da det alt i alt er en velfortalt, smuk, og hjerteskærende bog, der ikke er til at glemme igen.