Titel: Dronninggambit Forfatter: Walter Tevis Forlag: Lindhardt og Ringhof Udgivelsesår: 1984 Oversætter: Mogens Cohrt
Citat: “– … De har ikke skrevet halvdelen af det, jeg fortalte dem. De har ikke skrevet noget om Mr. Shaibel. Eller om hvordan jeg spiller siciliansk. –Men Beth, sagde Mrs. Wheatley, – det gør dig til en berømthed – Beth så tankefuldt på hende. – Hovedsageligt fordi jeg er en pige, sagde hun.”
Dronninggambit af Walter Tevis er en gammel roman, der med hæsblæsende fart er blevet bragt til popularitet gennem Netflix-serien af samme navn, der er baseret på bogen. Og efter selv at have set serien med stor begejstring, kunne jeg heller dy mig for at få fingrene i bogen. Jeg må dog allerede nu indrømme, at bogen bare ikke helt kunne gøre det samme for skakspillet, som Netflix-serien kunne (hvilket var lidt af en skuffelse). På trods af det, så er historien dog overraskende ens i både serien og bogen – de primære ændringer værende et par uddybninger af de sekundære karakterer + en baggrundshistorie for Beths mor (der virkelig komplimenterer handlingen) i serien. Jeg vil dog på ingen måde anbefalde nogen at læse bogen efter at have set serien, da bogen bare ikke formår at gøre noget godt for skakspillets skønhed; lange tørre passager der beskriver skakpositioner + en oversætter der ikke helt kan følge med, er bare ikke noget særligt godt match. Så nu er du i hvert fald advaret, hvis du har tænkt dig at læse bogen!
I Dronninggambit møder vi den otteårige Elizabeth Harmon – bedre kendt som Beth – da hun bliver sendt på børnehjem efter hendes mors tragiske død i en bilulykke. Herfra følger vi hendes rejse mod at blive et af de største skakgenier i verden (og så som kvinde i en mandsdomineret verden endda!), men som læser vil man også hurtigt opdage at der ulmer andre – og langt mere seriøse – ting under overfladen. I takt med at Beths succes vokser, så gør hendes indre dæmoner det nemlig også, og som læser bliver man efterhånden langsomt men sikkert tvunget til at indse, at dette ikke kun er en bog om genialitet, men også en bog om hvad genialitet egentlig koster.
Det allermest bemærkelsesværdige i bogen – hvilket man også hurtigt vil finde ud af som læser – er personskildringerne. Ikke nok med at selve hovedpersonen – Beth Harmon – er en super interessant karakter, så er de sekundære karakterer i romanen også bare super interessante at høre om. Bogen gør ikke et helt så godt arbejde som serien i at uddybe hvem karaktererne er, men på trods af det, så vil man alligevel forelske sig i karaktererne, og dét er lige fra Jolene, til Mr. Shaibel, til Mrs. Wheatley. Når bogen er slut er det ikke kun Beth man vil tage sig selv i at spekulere over, man vil også undre sig over hvad der mon er sket i Mrs. Wheatleys forhistorie siden hun har det alkoholmisbrug hun har, og undre sig over hvordan Jolene gik fra at være børnehjemsbarn til at blive så succesfuld som hun var sidst i bogen. Man kan kun ærgre sig inderligt over, at man ikke lærer lige så meget om karaktererne som man kunne – selvom man også samtidig udmærket godt er klar over, at det ville fjerne fokus fra det vigtige i historien, hvis man fik tilfredsstillet sin nysgerrighed på de mange spændende karakterer. Det er nemlig, trods alt, ikke dem der er vigtige; det er Beth Harmon historien handler om og ikke alle de andre (uanset hvor spændende de end også er).
Det andet man vil bemærke som læser, er tiden som bogen er skrevet i. Historien strækker sig fra de sene 1950’ere til de sene 1960’ere, og dette er kun noget der gør historien endnu mere bemærkelsesværdig end den allerede er. Beth Harmon er jo ikke kun et skakgeni, hun er også en kvinde, der begår sig i den mandsdominerede verden – både den virkelige verden og skakverdenen – og det er bestemt ikke noget der går ubemærket hen (selvom hun nok allerhelst ville have været fri for det). Historien handler lige så meget om Beths kamp om at stige til skakverdenens top, som den handler om hendes kamp med at befinde sig i en tid, hvor kvinder ikke just anses som værende i stand til de samme ting som mænd. Gentagende gange må vi som læsere se Beths frustationer over, at fokusset forbliver rettet imod hendes køn og ikke hendes skakspil, hvilket er et vilkår i den tid hun lever i. Alt i alt vil man som læse opleve, at det er en meget feministisk fortælling, uden at den dog på nogen måde bliver pompøs eller prædikende i sit udtryk. Beth tager sine kampe mod hendes køns status i skakverdenen, ved at vælte én konge ad gangen, indtil det måtte være klart for enhver, at hun er den bedste skakspiller – ikke på baggrund af hendes køn, men simpelt fordi hun bare har talent og passion for skak.
Det sidste der er værd at bemærke ved bogen er slutningen. Jeg personligt synes, at den er lidt træls, idet den ikke rigtig uddyber hvad der videre sker med Beth og hendes misbrug og andre indre dæmoner; Lærte hun nogensinde at styre sit misbrug? Det får vi som læsere aldrig at vide, og det synes jeg personligt er skide irriterende. Jeg har dog valgt at antage, at det er en meget bevidst beslutning fra Walter Tevis’ side, at slutte historien på den måde som han gjorde. For på trods af at vi som læsere ikke får afklaring på særligt mange af vores spørgsmål, så siger slutningen alligevel ikke lidt om Beth Harmons karakter. For hun er helt grundlæggende ligeglad med berømthed og det at virke succesfuld – hun vil bare gerne spille skak. Og lige præcist dét, er hvad hun gør. Selvom hun lige har slået den russiske elite i skak, så vælger hun at spille imod de almene russere i den lokale park. Spillet i sin helhed er hvad hun er interesseret i, intet mere eller mindre end det – og det er lige netop den “besættelse” hun har af skakspillet, som helt grundlæggende skaber hendes karakter på godt og ondt, afhængighed og det hele.
Vurdering: 3/5
Selvom jeg virkelig har en forkærlighed for denne historie, er jeg bare ikke i stand til at give bogversionen af historien mere end 3/5. Bogen kunne bare på ingen måde hamle op med hvad Netflix-serien var i stand til at gøre for skakspillets skønhed – og når nu hele historien handler så meget om skak som den gør, så ødelægger det bare ret meget af historien for mig, når skakspillene er så dårligt beskrevet i bogen som de er. Selve historien er dog mere eller mindre den samme i bog såvel som serie, så på den front er bogen ganske glimrende – det er bare de dårlige skakbeskrivelser der hiver min vurdering så langt ned.